Åh, den evige frygt for at gå glip af noget lurer hver eneste gang, jeg rammer “deltager måske” knappen på en Facebook begivenhed, eller svarer mine veninder “Jo jo, klart, jeg skal nok finde tid – jeg klemmer det bare lige ind på tirsdag mellem arbejde og lektier”, men er i tvivl om det reelt kan lade sig gøre. For gud ved, hvad der ville ske, hvis jeg missede noget vigtigt, eller bare noget, der blev til en god historie, man så ikke blev en del af, fordi man havde besluttet, man blev nødt til at “slappe af“, “puste ud“, “trække vejret” eller hvad man ellers kalder planlagt kedsomhed. Men hvornår bliver det for meget? Er det, når man helt fysisk ikke har mere plads i papirkalenderen(dette problem forekommer dog også let ved for stor håndskrift), eller er det, når man pludselig føler, man er ved at besvime i metroen?
Okay, nu lyder det måske også lige lovlig dramatisk. Men jeg stod den anden dag med koldsved og rysten på hænderne og følte mig svimmel, efter jeg rundtosset havde slæbt mig den ellers korte vej fra Niels Brock til metroen for at tage på arbejde. Jeg ringede til min mor, som mente det kunne være en begyndende influenza – for hvis der er noget, jeg har tid til…. Det er ikke til at vide, om min krop reagerede, fordi jeg lavede for meget, eller på grund af det tømmermændsmad, jeg spiste dagen før, men ubehageligt var det.
I hvert fald fik det mig til at tænke over mine til- og fravalg – okay, måske bare mine tilvalg, for det er lige nu ret begrænset, hvad jeg vælger fra, udover tøjvask og oprydning. Hvordan vurderer man, hvad der skal prioriteres, og hvilke ting, man nok godt kan liste sig pænt uden om, uden at træde hverken sig selv eller andre over tæerne? På en skala fra 1-SRP(srp tæller to karakterer på eksamensbladet, så den er vigtig), hvor ligger en pigefødselsdag hos en nær veninde så? Et event med arbejdet? Spansk aflevering? Det er skide svært. Det er en blanding af forpligtelser og ting, jeg virkelig ikke har lyst til at gå glip af. Men jeg har fået af vide, at man ikke kan det hele. Først troede jeg kun, det var en opfattelse, min mor havde, men det er ligesom om, hun ikke længere er ene om at slynge den påstand i hovedet på mig, så måske hun har ret. Her skulle en lidt længere konklusion have udformet sig, men jeg tror faktisk bare, “hun har ret” er nok.
Jeg er midt i min gymnasietid. 18 år gammel og godt halvvejs gennem 2.g. Ofte bliver jeg mødt af kommentarene “Åh! Gymnasiet var de bedste år i mit liv”, “Nyd det, gymnasietiden er den bedste tid” eller sågar “Gid det var mig, der gik i gymnasiet igen”. Måske nogle af mine jævnaldrende læsere kan genkende dem? De kommer ofte fra rigtige voksne, og jeg håber simpelthen ikke, de har ret. Skulle det her være den bedste tid i mit liv?
Jeg går hundrede procent ind for, at man i forhold til uddannelse som minimum tager en ungdomsuddannelse, ingen tvivl om det. Jeg bliver dog nødt til at indrømme, at jeg i højere grad tager en ungdomsuddannelse, fordi jeg ved, det er nødvendigt for at kunne komme ind på de uddannelser, jeg gerne vil læse videre på bagefter, end det er fordi, jeg synes, det er super fedt. For jeg synes faktisk ikke, det er super fedt. Undervisningen er udemærket, og mange af mine fag er også spændende. Mine lærere er også helt okay. Faktisk er Vejle handelsskole ganske udemærket, og jeg er ikke i tvivl om, at det er det rigtige sted, jeg tager min studentereksamen. Jeg kan helt sikkert også anbefale skolen til de af jer, der kommer fra Vejle og ikke er kommet til at skulle vælge ungdomsuddannelse endnu. Det er ikke fordi, jeg tror, der er et bedre alternativ til disse år, men jeg håber ikke, disse bliver de fedeste i mit liv. Der er selvfølgelig sjove fester, og ofte finder man sig gode venner i løbet af disse år, men det er for mig mest tre år, der skal overståes.
I forhold til vennekreds, er jeg rigtig glad for at være startet et andet sted, end hvor jeg går i dag. Jeg startede på et af de almene gymnasier i Vejle og kom i en fantastisk klasse. Jeg fik især nogle rigtig gode veninder. Undervisningen på det almene gymnasium var bare slet ikke mig, og heldigvis var der mulighed for at flytte til handelsskolen i Vejle, hvor jeg går nu. Undervisningen her er meget mere mig, og ledelsen er fantastisk i forhold til at drive virksomhed ved siden af. De bakker op, tager hensyn og opfordrer mig til at tage imod de muligheder, der bliver mig givet i forbindelse med mit arbejde, hvilket jeg sætter kæmpe stor pris på. Socialt havde jeg det bare betydeligt bedre på min gamle skole, but you can’t have it all, er det ikke det, man siger? Så nu går jeg på handelsskolen, men ses med de, jeg lærte at kende på mit gamle gym, når jeg har fri. Jeg flyttede lige inden jul i 1.g, hvilket vil sige, jeg har gået i min nuværende klasse i godt et år. I store dele af det år, har jeg været ked af at gå i min klasse, hvilket også har haft indflydelse på min koncentration i skolen. Jeg skriver ikke det her for at være led overfor dem i min klasse – de er godt klar over, hvorfor jeg ikke har syntes, det var særlig fedt at gå der.
Så ja, der er fede fester, og jeg ville ikke bytte de veninder, jeg lærte at kende det første halve år af min gymnasietid, for noget i hele verden. De skal have så mange tak for at have hjulpet med at bevare vores tætte venskab, selvom jeg flyttede, og for fortsat at have støttet mig og været der hver eneste gang, jeg har haft brug for det, uden undtalelser. Af hjertet tak, jeg ved ikke, hvad jeg skulle gøre uden jer. Men gymnasiet er en tid fuld af forvirring og hormonelle forstyrrelser, i det vi alle sammen er ved at formes som mennesker. En tid hvor vi somme tider opfører os dumt og tænker lidt for meget på os selv. Jeg ved ikke, om dette bliver bedre med tiden, man kan kun håbe. I hvert fald håber jeg at gå federe tider i møde. Jeg ville være rigtig ked af, hvis det her var primetime i mit liv. Ikke at jeg ikke er glad det meste af tiden, og gode ting sker for mig nu, for det er jeg, og det gør de, men jeg håber at opleve endnu federe tider end nu.
BILLEDER AF MIG FRA FORSKELLIGE SKIFERIER FRA 2003 TIL 2015
På fredag tager jeg med fire gode veninder fra min gamle gymnasieklasse på ski. Jeg glæder mig helt vildt! Vi rejser med det firma, der hedder Nortlander og turen er det, der hedder Summitweek. Vi skal til Val Thorens i Frankrig, og jeg har kun hørt godt om området. Udover at stå på ski skal vi opleve alle de mange aktiviteter, Summitweek tilbyder. I løbet af ugen vil der være mulighed for at deltage i en masse sammen med 1300 andre unge fra hele Danmark. Der vil blandt andet være optrædener fra Dybvad, Ruben Søltoft og Simon Talbot, og en masse danske kunstnere kommer også og spiller om aftenen og garanterer sjove fester. Derudover arrangerer Summitweek BBQ i sneen og andre fede events under vores ophold i alperne. Jeg kommer til at vlogge dernede fra, så I får mulighed for at følge med. Jeg kommer formentlig også til at skrive lidt om turen. Jeg håber, I har lyst til at se med, når jeg tager en tur på ski, jeg glæder mig i hvert fald.
Det kan næppe være gået nogle vejlenseres næse forbi, at en ny hjemmeside den sidste uges tid har skabt stor debat. Det er hjemmesiden rateandchill.com, der rangerer Vejles piger efter udseende, der her er tale om. Hjemmesiden fungerer sådan, at to Vejle-pigers profilbilleder bliver vist overfor hinanden, og vedkommende, der er gået ind på hjemmesiden, vælger så, hvem de synes er pænest. Når dette er valgt kommer to nye piger frem på skærmen og pigen man havde valgt fik point, mens den anden rykkede ned af ranglisten. Indtil i fredags blev et udsnit af pigerne på siden vist på to lister. En liste med de piger, der havde vundet flest kampe, kaldet “Top Bitches” og en liste med de piger, der havde klaret sig værst, kaldet “Bottom Hoe’s”.
Jeg var sammen med to veninder i torsdags, da en fælles veninde sendte os et link til siden. Da vi først åbnede siden, var ingen af os at finde på hverken den ene eller den anden liste, men det var med hjertet helt op i halsen, vi gik bundlisten igennem. Vi var alle tre vildt bange for at se vores eget navn. Da vi begyndte at klikke gennem nogle af billederne for at se, hvem af vores veninder der var blevet tilføjet siden, stod vi pludselig overfor vores egne billeder, og der gik ikke længe, før samtlige af mine veninder og jeg selv var at finde på listerne. Der var heldigvis ikke nogen af os, der endte på bundlisten, men jeg kan slet ikke forestille mig, hvor ked af det, jeg ville have været, hvis det havde været tilfældet.
Jeg besluttede fredag at gå til politiet. Jeg havde på dette tidspunkt fået så ondt i maven over, at de 50-100 piger på bundlisten blev udstillet på den måde, at jeg følte mig nødsaget til at undersøge, om jeg kunne gøre noget ved det. Jeg var ikke klar over, om de gjorde noget ulovligt, men jeg vidste, det der foregik ikke var okay. Da jeg henvender mig på politistationen i Vejle og forklarer dem hele situationen, føler jeg, de negligere det. Politimanden siger, at han da godt kan se, det er lidt træls at ligge på den dårlige liste, men spurgte, hvad han dog skulle gøre ved det. Det er også muligt, at politiet vitterligt ikke havde mulighed for at gøre noget, men jeg følte ikke, jeg blev taget ligeså alvorligt, som jeg syntes, det var. Han fortalte mig, at vi kunne hyre en advokat og lægge sag an, men det ville kræve både tid og penge, før han afsluttede vores samtale ved at grine lidt og sige, at jeg da ikke skulle tage det så tungt “Jeg lå jo på den gode liste”. Jeg skal ikke kunne sige, om han bare har ment det i sjov, men jeg finder det ikke desto mindre vildt upassende.
Der er så stor fokus på unge pigers selvværd i dag. Jeg har derfor meget svært ved at forstå, at en sag som denne ikke bliver taget mere alvorligt. Man kan dagligt læse om unge piger med dårligt selvværd, spiseforstyrrelser og piger, der er kede af, hvordan de ser ud. Jeg tror egentlig, alle teenage piger oplever at være utilfredse med sig selv at some point, bare i forskellig grad. Det kan derfor kun skubbe dem i en rigtig uheldig retning, hvis man pludselig havner på en liste, hvor man stemples som værende en af de grimmeste piger i Vejle. Jeg ville være ødelagt, hvis jeg havde fundet mig selv dér. Derudover har en stor del af de unge i Vejle set dit navn der, og jeg ville personligt føle, det var helt vildt flovt og ville både have rigtig svært ved at håndtere at være havnet der, men mindst ligeså svært ved, hvis folk lavede sjov med det.
Jeg brugte resten af dagen fredag på at korrespondere med bagmændene til hjemmesiden via den facebookside, de havde oprettet for sitet. Jeg modtog en lang række flabede beskeder og meget lidt seriøsitet, før det lykkedes mig at få både mig selv fjernet fra den ene liste og få dem til at fjerne bundlisten helt fra siden, så ingen piger længere skulle udstilles sådan. De proklamerer nu, at de fjerne alle, der beder om det, og hvis dette er tilfældet, synes jeg ikke længere, der er noget i vejen med siden, ligesom jeg ikke har noget imod hverken Tinder eller skønhedskonkurrencer, da man selv tilmelder sig begge dele og er med på, at du her bliver bedømt udelukkende på dit udseende. Det er noget helt andet ufrivilligt at blive tilmeldt en åndssvag “konkurrence”, man aldrig har haft lyst til at deltage i.
Jeg blev fredag ringet op af Vejle Amts Folkeblad og udtalte mig til lørdagens udgave. Jeg er efterfølgende blevet ringet op af Radio 24/7, som jeg interviewes af i aften kl 17.50 og P4 Trekanten, hvor jeg vil være live imorgen kl 8.45. Derudover har TV Syd lavet et indslag, jeg deltager i, der vises i aften kl 19.30 i aften.
Er nogle af jer stødt på jer selv på sitet, eller har I oplevet lignende i jeres by?
Det er pudsigt, som ens holdning til forskellige ting ændres gennem livet, som man oplever og erfarer nyt. Jeg har snakket med flere af youtuberne om det her med nu at være blevet kollegaer med nogle, man selv har fulgt førhen. For mit vedkommende har det måske ikke drejet sig så meget om YouTube, men i højere grad om nogle af de danske bloggere. Det er dog mest fordi, jeg først i år, da jeg begyndte at date en youtuber, opdagede hele youtube-kulturen.
Da jeg var yngre(lige fra da jeg var helt lille til starten af 2015), syntes jeg, det var super fedt at møde kendte mennesker, og ville meget gerne have både billeder og autografer. Det var faktisk ligegyldigt, om det var en musiker, skuespiller, realitystjerne eller en politiker, jeg rendte ind i. Jeg har dog altid syntes, at det var klart fedest at møde, de kendisser, jeg syntes var rigtig dygtige, til det de lavede – no wonder. Der gik bare lidt sport i den. Nogen samler på frimærker, andre på pokemon kort, og jeg samlede på kendis-selfies. Og den blev ret stor, hvis jeg selv skal sige det, ha ha. Jeg tror endnu ikke, jeg har haft et år, hvor jeg er stødt på så mange berømtheder, som jeg har i 2015, men i år har det bare været noget andet. Jeg har ikke længere følt, jeg kunne tillade mig at prikke dem på skulderen for et billede eller en autograf.
Det, der for alvor ændrede min holdning til det, var formentlig, at jeg blev kærester med Rasmus(Rasmus Brohave, youtuber red.). Pludselig oplevede jeg hele fan-kulturen fra den anden side. Jeg har drevet min blog i nogle år efterhånden, og jeg har da også oplevet at blive hevet fat i af folk, der fulgte den, men på ingen måde i samme grad, som jeg så, Rasmus gjorde. Man var slet ikke i tvivl om, at mange kendte ham, når vi var ude. Folk tog billeder, både af og med os, hviskede, når vi passerede dem, og nogle fulgte sågar efter os. Det var rigtig mærkeligt at opleve. Mit job med alt mit film har også bragt mig til mange events i løbet af året, i selskab med en masse dygtige mennesker, jeg for et år siden vildt gerne ville have haft et billede sammen med. Pludselig var det bare events, hvor det ville virke mærkeligt og upassende, hvis jeg stod super fan-girl agtigt og bad om et billede, oveni det havde jeg også set, hvordan det noglegange kunne virke på dem, der blev bedt om et billede, så jeg følte lige pludselig ikke længere, jeg kunne tillade mig det.
Jeg har dog gjort en enkelt undtagelse, da jeg i København i sommers rendte ind i Marie Jedig, hvis blog jeg har fulgt, siden jeg var 13-14 år. Jeg havde da også en rimelig optursagtig feeling, da Johanne Kohlmetz begyndte at følge mig på instagram, da også hun er en af de første bloggere, jeg nogensinde fulgte. Jeg har set op til især de to dygtige damer rigtig længe, så i lige præcis de situationer, kan jeg selv blive en anelse fan-girl agtig, ha ha. I de fleste tilfælde handler det også i høj grad om at gøre eller være det på den rigtige måde. Jeg ved ikke noget bedre, end når nogen hiver fat i mig og siger, de følger min blog eller ser mine videoer. Jeg synes også, det er mega cool, når nogen vil have taget et billede med mig, i hvert fald når de ved, hvad jeg laver. Jeg er jo ikke interesseret i, at folk bare ved, hvem jeg er, til gengæld vil jeg rigtig gerne have, at folk ved, hvad jeg laver og forhåbentlig finder det interessant. Så bliv endelig ved med at sige hej, hvis I følger med!
Bonusinfo: Hvis nogen har siddet og undret sig over, hvor stor min samling egentlig var, lå den nok på cirka 80-90 forskellige kendis-selfies ;) Ja, der var fart på.
God formiddag. Jeg sidder i skrivende stund i toget på vej til Sjælland. I går var jeg til Guldfest, som er Triangle Razorbacks’ årsfest, da jeg er cheerleader for holdet. Vi festede og havde det rigtig sjovt. Jeg kom derfor ikke tidligt hjem, og til dem der ikke selv har erfaret det endnu, kan jeg fortælle, at man ikke altid sover lige godt, når man har drukket. Det var af den grund også en lettere kvæstet Marie, der tog telefonen, da Annemette Voss ringede 8.50. Hende og Ditte Julie Jensen har for nyligt startet YouTube-kanalen “Kagemagi”, hvor de vil lægge de fineste kage-videoer ud. De skulle optage tre videoer i dag, men var blevet brændt af af ham, der skulle lave filmene for dem. Normalt laver jeg alt Annemettes film, men da jeg havde travlt og det var en fordel, at den, som lavede denne serie, var bosat på Sjælland, gik jobbet til en anden. Jeg tøver sjældent, når Annemette ringer, og det var heller ikke tilfældet i dag. Der gik ikke meget mere end 20 minutter, før jeg havde pakket udstyret og var på vej mod Lyngby.
Jeg glæder mig rigtig meget til at se de skønne damer igen, og til at være en del af optagelserne på deres nye serie. Rigtig god søndag!
Tusindvis af mennesker. Musikken spiller. Alle smiler. Vi danser. Vi griner. Solen skinner ned på os. Musik. Smil. Dans. Latter. Solskin. Det er her, jeg stopper op. Jeg trækker vejret dybt og tager det hele ind. Jeg kan ikke huske, hvornår jeg sidst har følt mig så helt igennem lykkelig. Lige dér har jeg kun ét ønske; at dette øjeblik vil vare evigt.
Det kan jeg lynhurtigt afsløre, at det ikke gjorde. Men i det jeg sidder og skriver denne tekst, kan jeg mærke følelsen igen, huske stemningen helt tydeligt. Oplevelsen var på Roskilde Festival 2015 til koncert med Florence and the Machine. Ingen ved helt præcist, hvad lykke er, men jeg er helt sikker på, at jeg var lykkelig den dag. Ægte lykkelig. Det er den absolut bedste koncertoplevelse, jeg har haft i mit liv – selvom jeg har været til rigtig mange gode.
Det var en varm eftermiddag på festivallen, og min veninde, Asta, og jeg besluttede at trodse hedebølgen og drage mod orange scene. Vi synes begge to at have hørt nogle radiohits med bandet og tog derfor hen for at høre dem. Jeg kom helt uden forventninger, og det var måske det, der var med til at gøre det til den oplevelse, det var. Vi kom ikke mere end et kvarter før koncerten, men kom på ganske mirakuløst vis i Pitten. Til de, der ikke har været på Roskilde og ikke ved, hvad pitten er, forklarer jeg det lige kort. Der er to pits, eller områder, foran den største scene på Roskilde. De er adskilt med hegn, og der bliver kun lukket et begrænset antal mennesker ind, for at undgå, at de forreste bliver mast på grund af den somme tider massive skubben bagfra. Normalt skal man stå i kø ret længe for at komme i pitten, men grundet den slemme varme på dette års festival, var mange blevet i skyggen, og vi kom derfor ind. Dette gjorde, at vi stod forholdsvis tæt på scenen.
Da Florenze, forsangeren, først gik på scenen, lagde hun meget ydmygt ud med at takke, fordi hun havde fået lov at spille. Hun var iført flagrende hvidt tøj og bare tæer. Hun havde ikke synget mere end et par sange, før hun løb ud blandt publikum og sang en sang dér, før hun vendte tilbage til scenen. Hun var så nærværende. Musikken var fantastisk, og det er ikke første gang, jeg oplever at komme til en koncert og finde ud af, jeg kender mange flere numre, end jeg havde regnet med. Dette var også tilfældet denne dag. Hun gjorde det ekseptionelt godt, og da hun havde spillet et stykke tid og alle folk var varme og glade, holdt hun en pause for at dele et par ord med os. Hun snakkede om at værdsætte livet og værdsætte hinanden. Om at huske at være glad og få det bedste ud af hver dag. Jeg ved ikke om det var varmen, hende, musikken, crowden eller festivallen i sin helhed, der gjorde det, men det føltes næsten magisk. Hun sluttede sin tale af med at bede os kigge hinanden i øjnene og omfavne hinanden. Det gjorde vi. Det var et øjeblik, jeg vildt gerne ville have haft på film, men som jeg er utrolig glad for, jeg bare lod mig selv opleve, uden at have travlt med at filme det. Asta og jeg var begge tæt på tårer, som vi stod dér i solskinnet og omfavnede hinanden foran orange scene.
Musikken startede igen, og alle dansede atter videre. Det var her, jeg stoppede op. Jeg træk vejret dybt og tog det hele ind. Jeg kunne ikke huske, hvornår jeg sidst havde følt mig så helt igennem lykkelig. Lige dér havde jeg kun ét ønske; at dette øjeblik ville vare evigt.
Hvad er jeres bedste koncert- eller festivaloplevelse?
Det er uden tvivl emner, alle har en holdning til, og emner, hvor man af og til skal passe på, hvad man siger. Det har jeg ikke lige umiddelbart tænkt mig, men lad mig starte med at sige, at dette blot er min holdning og mine erfaringer, jeg forsøger på ingen måde at sætte et facit.
Jeg synes faktisk, det er iorden, der er kropsidealer. Jeg synes naturligvis, at det er negativt, at selv samme kropsidealer kan drage især unge piger til spiseforstyrrelser eller et generelt usundt forhold til mad. Jeg synes, det er positivt, at vi har et ideal at se op til, noget vi kan stræbe efter, så længe den stræben ikke tager overhånd. Jeg synes, det er forkert at lære børn og unge mennesker, at det er ligeså godt at veje 50 kilo for meget, som det er at være slank. For det er i langt de fleste tilfælde væsentlig sundere for din krop og dit helbred at være slank. Hvis der ikke fandtes kropsidealer, ville vi formentlig føle et mindre pres, men hvis vi i højere grad var ligeglade, er jeg bange for, at mange flere ville overspise og ende med at blive syge.
Jeg er stor tilhænger af, at man skal være tilfreds med den krop, man har. Dette er bare ikke ensbetydende med, at jo mere der er af en, jo mere er der at elske. For mig handler det om, at være glad for de ting, man ikke selv kan ændre på. Det handler ikke om at acceptere, hvis man selv er skyld i at være blevet tyk. For mig virker det som en undskyldning, for ikke at behøve at gøre noget ved det.
Desuden synes jeg helt overfladisk set, at det er pænere at være slank. Jeg taler ikke om at være model-tynd eller helt udmagret, på ingen måde. Det er heller ikke fordi, man ikke kan være smuk, selvom man er overvægtig, det kan man da sagtens, men de ville formentlig ikke blive grimmere af at komme af med deres overvægt. Det handler selvfølgelig aller mest om fysisk sundhed, udseendet følger bare ofte med i denne sammenhæng. Det handler ikke om, om man har et par kilo ekstra siddende, men om man generelt lever sundt. Jeg tror også, at det er lettere at være tilfreds med sin krop, hvis man lever sundt, spiser ordentligt og dyrker sport.
Nu kan det let være kommet til at lyde som om, jeg selv opfylder alt det her, men det er desværre ønsketænkning. Jeg er ikke tilfreds med min krop og kan ikke huske nogensinde rigtig at have været det. Jeg burde leve et sundere liv. Hvis jeg gjorde det, tror jeg også i langt højere grad, jeg ville være tilfreds med mig selv og min krop. Jeg ved godt, det er sindssygt svært! Jeg har været on/off på kur siden jeg var 10-12 år gammel. Jeg er slem til at finde på undskyldninger for, hvorfor det ikke bliver lige nu, jeg får lagt mine vaner om og får taget mig sammen. Lige pt er undskyldningen, at jeg har for meget andet i hovedet – som skole, arbejde, film, virksomhed og veninder – til at kunne overskue det, men jeg skal helt sikkert snart tage mig sammen…
Dette var mit bud på debatten. Hvad er jeres holdning til kropsidealer, og er I tilfredse med jer selv?
Mit bøjlehelvede er ovre, og jeg er lykkelig. Jeg har glædet mig uendelig meget. Hvor slemt kan det være at have bøjle, spørger uvidende mennesker, der ikke selv har haft metal i hele munden? I frygt for at lyde som en forkælet møgunge, bliver jeg simpelthen nødt til at sige, at det er en daily struggle – and the struggle is real. Og ja, jeg ved udemærket godt, at der sker tusinde andre mere forfærdelige ting rundt omkring, men hvis jeg må have lov, bare for en stund, ikke at kigge spor længere end udover min egen lille næsetip, var det frygteligt at have bøjle på.
Ganske kort om mit bøjleforløb. Jeg startede for et år siden, hvor jeg fik nogle plastikskinner kaldet Invisalign. Dem skullle jeg gå med i et halvt år, og det gik rigtig fint. Da det halve år var gået, spurgte de mig, om jeg var tilfreds. Det var jeg næsten. Jeg spurgte, hvad der skulle til for at rette overmunden en anelse mere. Til det svarede de, at jeg kunne få togskinner i overmunden, og at det let kunne klares på 6-12 uger. 6-12 uger tænkte jeg – det var jo ingenting. Så jeg sagde pænt ja tak og lod dem fylde min mund med metal. Da jeg seks uger senere kom til tjek, sagde de, at jeg nu også skulle have på i undermunden, og de kunne ikke længere give mig en tidshorisont – det ville de vente med at give mig, til jeg kom tilbage i slutningen af august. På daværende tidspunkt havde jeg ellers regnet ud, jeg ville være færdig senest midt i juli. Kæmpe nedtur. Efter de satte togskinner på i undermunden drillede det i flere måneder. Min mund var konstant revet op, og det ene sår afløste det andet. De sidste par måneder er dog gået lidt bedre, og jeg var begyndt at kunne se en ende på det.
Men for real. Togskinner er et helvede, især når man er 18 år gammel. Men hvad er det egentlig, der er så slemt, spørger de stadig uvidende? Jo, nu skal I høre;
Metallet flænser din mund. Ja, man kan ligeså godt forberede sig på, at togskinner pløjer hele munden op. Det gør skide ondt, og i mit tilfælde stoppede det altså ikke lige efter en uge. Derudover får du bare virkelig ømme tænder.
Halvdelen af din frokost(eller andre måltider) har det med at sætte sig i bøjlen – og der er simpelthen kun få ting i verden, der er mere ulækkert, end når nogen har mad siddende i tænderne. Ad. Nej, jeg gemmer ikke resten af min sandwich i tænderne, fordi jeg risikerer at blive sulten senere, thanks for asking, men pisse god joke ellers… No.
Du render til tandlæge hele tiden. Stikker der metaltråd ind i kinden på dig? Er tråden gået op? Er du løbet tør for elastikker? Uanset hvad det måtte være, er eneste mulighed at tage et smut forbi tandlægen. Du kan tro, man kan nå at blive gode venner.
Du føler dig lidt som en 12-årig. Det er selvfølgelig ikke så slemt, hvis man er 12… Men er man 18 år gammel, som jeg selv, er det ikke top nice. Dette har faktisk været det værste, hvis du spørger mig. Jeg var for nogle uger siden i byen på Sunday i København, og aldrig har jeg følt mig så flov. Vi stod på denne her lækre lækre bar, og det eneste, jeg kunne tænke på, var, at jeg havde bøjle på, og folk måtte tro, jeg var minimum fem år for ung til at være der. Jeg er normalt ikke den generte type, spørg hvem som helst der kender mig, men aldrig har jeg følt mig så malplaceret, og aldrig har jeg oplevet, at jeg nærmest ikke turde åbne munden.
Alle disse ting er årssager til, at jeg har glædet mig helt ufatteligt, til jeg var færdig. Hvor mange af jer har haft bøjle på? I er meget velkomne til at dele tips og erfaringer i kommentarfeltet til alle dem, der måske står og skal til at igang med forløbet. Desuden får min bror sin bøjle af om 14 dage, så hvis det har interesse, overvejer vi at lave et Braceface Tag på min YouTube-kanal. Er I interesserede i det?
