Jeg sætter rigtig stor pris på min hverdag, og på det liv jeg lever. Men jeg føler tit, at jeg er nødsaget til at vælge fra, ofte ting jeg ellers gerne ville have været en del af. Jeg har altid fået af vide, at man ikke kunne det hele, og det har altid været noget af det værste, jeg vidste. Jeg HADER at gå glip af noget. Og det gør ikke tingene lettere, at der nu er en masse forskellige vennekredse, man er ivrig efter at holde fast i, men er det muligt at holde fast i så mange på en gang, og hvor tætte bliver man så, hvis man skal være det med 50? Forsøger man at nå det hele, når man kun det hele halvt. Pigerne fra min folkeskole, der nu virker som frygtelig længe siden, alle vennerne fra efterskolen, der nærmest blev betragtet som familie og nu min nye klasse, som tegner helt utrolig godt. Det er bare svært at nå det hele. En helt anden ting er, at jeg med mit shopping forbrug desperat har brug for at have et arbejde, og det overtager derfor hver anden weekend, ferier og helligdage. Så når jeg vælger at tilbringe en arbejdsfriweekend med mine søde 1.u’ere, vælger jeg så i virkeligheden mine efterskolevenner, eller folkeskolevenner, fra? Det handler vel om balance? En anden ting jeg aldrig rigtig har været så skarp til. På efterskole tillod jeg mig selv blot at nyde, det jeg var i lige dér. Jeg tænkte ikke meget over at dyrke venskaberne derhjemme, for de fleste af dem var jo heller ikke derhjemme, de var også afsted på efterskole. Jeg tænkte ofte, at vi jo fandt hinanden igen, når vi kom hjem. Men vi kom jo ikke hjem til hinanden, vi kom hjem til nye klasser, dog samme sted, men nye liv hver i sær. Jeg har utrolig svært ved at sortere i folk, jeg holder af. Men hvis man er bedste venner med alle, er man så overhovedet bedste venner med nogen?
Godnat og sov godt.
– Marie.
