Siden i torsdags har jeg haft den fedeste følelse i kroppen. Jeg har officielt registreret mig som virksomhed. Jeg har det sidste halve år, udover mit job i Legoland, arbejdet som selvstændig film-maker for diverse firmaer. Heriblandt OBH Nordica, Miele, Stub by Stub, Annemette Voss og Kreative Dage. Der er nogle beløbsgrænser og regler for, hvor meget du må tjene, før du har pligt til at oprette dig som firma og blive momsregistreret. Det kan jeg med nød og næppe holde mig under i år, men fortsætter udviklingen, som den har gjort de sidste seks måneder, kommer jeg ikke til at kunne det næste år. Jeg tænkte derfor, at det var på tide at gøre det helt officielt.

Jeg tog den anden dag en snak med min skole om mit film-arbejde, og de var meget begejstrede. Nu er jeg jo også heldig at gå på en handelsskole, hvor de generelt lægger meget op til, og forsøger at gøre os klar til, at vi skal starte vores eget. De er derfor meget opbakkende omkring at starte så tidligt som muligt, og var rigtig søde til at gøre opmærksom på, at de naturligvis ville hjælpe mig, alt hvad de kunne. Lige overfor vores skole ligger noget kaldet Idea House. Udover at lægge lokaler til skolens mediefagsundervisning, er det også samlingspunkt for 40 selvstændige virksomheder, drevet af unge mennesker. Ruben, som står for meget af elevkontakten på Campus, sagde derfor, at jeg da bare skulle tilknyttes Idea House. Det betyder, at jeg nu har mulighed for at tage derned og arbejde, anytime I want, og at jeg har mulighed for at låne af alt deres udstyr – og de går bestemt ikke ned på udstyr. Idea House er også udstyret med lydtætte rum til optagelse af speaks, greenscreen faciliteter og studier til filmoptagelse. Derudover betyder det, at jeg har muligheden for at komme i et miljø med andre unge, der har startet deres eget, og dermed har nogle at spørge, hvis der opstår udfordringer i opstarten eller hvad ved jeg. Jeg er meget begejstret!

Status lige nu. Min næste planlagte opgave er en serie film for Bo Bedre, der gennemsnitligt har 400.000 læsere om måneden både i deres blad og på deres hjemmeside(!!), i samarbejde med Odense Marcipan og Annemette Voss. Det sidste år har været for vildt, og jeg har fået så mange nye, fede muligheder, opgaver og oplevelser. Rent fagligt tror jeg også, det gavner mig super meget. Alt det, vi lærer om markedsføring og drift af virksomheder i afsætning, virksomhedsøkonomi osv, er noget, jeg nu får lov at prøve i praksis. Janteloven ud af vinduet, er jeg helt vildt stolt og glad. Jeg er SÅ spændt på at se, hvad den næste tid bringer. Jeg håber, I har lyst til at følge mit lille iværksætter eventyr.

– Marie.

… hvor er det en lækker skjorte, du har på i dag. Godt klaret med den præsentation dér. Tak fordi du var der, da jeg var totalt nede den anden dag. Flotte jeans eller hvad ved jeg.

Det er så evig vigtigt, at vi husker at komplimentere og anerkende hinanden. Ikke for ingenting. Vi skal ikke finde på noget godt at sige, men derimod huske at sige det, når vi helt naturligt tænker det. Vi skal blive bedre til at sige pæne ting, og det drejer sig ikke kun om at skrive “smuk”, når nogen opdaterer deres profilbillede på Facebook.
Jeg er opdraget til at holde mund, hvis ikke jeg har noget pænt at sige, men det er langt ligeså vigtigt, hvis ikke endnu vigtigere, at sige, når man tænker noget positivt. Jeg ved med mig selv, hvor glad jeg bliver, helt ind i maven, hver gang nogen giver mig et kompliment. Jeg stræber derfor efter virkelig at sige til folk, hvis jeg tænker noget godt om dem. Det er fuldstændig ligegyldigt, om det er en fremmed på gaden eller din bedste ven. Jeg har selv stoppet folk på gaden eller sagt til en ekspedient, hvis jeg bare syntes, deres hår var vildt lækkert, ellers hvis jeg var vild med deres stil. Og ja, i starten kan det godt føles mærkeligt, men det er helt tydeligt, hvordan folk lyser op, når de får et kompliment, også, og måske især, hvis det kommer fra en fremmed.
Jeg tror på, at vi alle sammen ville være gladere, hvis vi i højere grad anerkendte hinanden. Man ville få en større lyst til at gøre noget ud af sig selv, sin skole eller sit arbejde, hvis man vidste, nogen bemærkede og anerkendte det. Helt egoistisk betragtet, bliver man altså også gladere af at gøre andre glade. Så tillad mig at slå et slag for komplimenterne og den positive tone. Lad os minde hinanden om, at vi er smukke og dejlige og i fællesskab skabe en rarere atmosfære. Der i denne her sammenhæng ikke særlig langt fra tanke til handling, så gør noget ved det! Vi skal derudover måske også blive bedre til at modtage komplimenter og tro på dem, når vi hører dem. Men det tror jeg faktisk kommer helt af sig selv, hvis blot vi vænner os til at sige det, når vi tænker noget positivt.

– Marie.

Jeg har oplevet en mere eller mindre markant forandring på det sidste, i det både min youtube-kanal og min instagram for få uger siden har ramt 10.000 – tillad mig at udråbe et kæmpe TAK i denne forbindelse – en forandring i de tilbud jeg får fra firmaer og sponsorere. Jeg har på fornemmelsen, at mange firmaer sorterer instagrammere og youtubere fra, der har under 10.000 abonnenter/følgere, og i det barrieren brydes, befinder du dig pludselig i søgelyset hos en masse firmaer, der vil sende dig det ene, det andet og det tredje. Jeg modtog førhen jævnligt tilbud fra firmaer, der var interesserede i, at jeg gjorde reklame for deres produkter, men det drejede sig måske om et par gange om måneden. I de 14 dage der gik, efter jeg rundede de 10.000 har jeg fået syv-otte sponsortilbud. Jeg har sagt nej til de fem.
Noget helt andet, når det kommer til sponsoraftaler, er nemlig, at man efter min mening skal være ekstremt påpasselig med, hvad man siger ja til. Jeg er i høj grad interesseret i at reklamere for produkter der har relevans for det, jeg laver, og som samtidig kan gavne mine følgere. Af samme årssag siger jeg pænt nej tak til mange hudpleje/makeup produkter, da det ingen sammenhæng har, med det jeg laver. Derudover kunne jeg aldrig finde på at reklamere for noget, jeg ikke selv syntes var godt. Jeg indrømmer dog, at det af og til kan være svært at sige nej til et tilbud, hvis du egentlig godt selv kunne tænke dig produktet, og hvis du måske endda får penge for det. For det skal ikke være nogen hemmelighed, at man oftest ikke kun får produktet, men også får en sum penge for at gøre reklame, da det jo er ganske almindelig reklame, ligesom hvis et firma betalte for at have en reklame for deres produkt i biografen eller på et busstoppested. Så du står jævnligt i en situation, hvor du kan se pengene for dig, men bliver nødt til at takke nej, da det ville slide på din troværdig, hvis du lavede reklame for noget, der ikke gav mening i forhold til de ting, du laver. Man bliver selvfølgelig aldrig nødt til at sige nej, men jeg går personligt rigtig meget op i hvad og hvor meget, jeg gør reklame for og sørger generelt for at holde graden af sponsorede posts på for eksempel instagram nede.

Hvad er jeres holdning til sponsorede indlæg/videoer/posts? Lægger i mærke til, når der bliver gjort reklame for noget?

– Marie.

Mit bøjlehelvede er ovre, og jeg er lykkelig. Jeg har glædet mig uendelig meget. Hvor slemt kan det være at have bøjle, spørger uvidende mennesker, der ikke selv har haft metal i hele munden? I frygt for at lyde som en forkælet møgunge, bliver jeg simpelthen nødt til at sige, at det er en daily struggle – and the struggle is real. Og ja, jeg ved udemærket godt, at der sker tusinde andre mere forfærdelige ting rundt omkring, men hvis jeg må have lov, bare for en stund, ikke at kigge spor længere end udover min egen lille næsetip, var det frygteligt at have bøjle på.

Ganske kort om mit bøjleforløb. Jeg startede for et år siden, hvor jeg fik nogle plastikskinner kaldet Invisalign. Dem skullle jeg gå med i et halvt år, og det gik rigtig fint. Da det halve år var gået, spurgte de mig, om jeg var tilfreds. Det var jeg næsten. Jeg spurgte, hvad der skulle til for at rette overmunden en anelse mere. Til det svarede de, at jeg kunne få togskinner i overmunden, og at det let kunne klares på 6-12 uger. 6-12 uger tænkte jeg – det var jo ingenting. Så jeg sagde pænt ja tak og lod dem fylde min mund med metal. Da jeg seks uger senere kom til tjek, sagde de, at jeg nu også skulle have på i undermunden, og de kunne ikke længere give mig en tidshorisont – det ville de vente med at give mig, til jeg kom tilbage i slutningen af august. På daværende tidspunkt havde jeg ellers regnet ud, jeg ville være færdig senest midt i juli. Kæmpe nedtur. Efter de satte togskinner på i undermunden drillede det i flere måneder. Min mund var konstant revet op, og det ene sår afløste det andet. De sidste par måneder er dog gået lidt bedre, og jeg var begyndt at kunne se en ende på det.

Men for real. Togskinner er et helvede, især når man er 18 år gammel. Men hvad er det egentlig, der er så slemt, spørger de stadig uvidende? Jo, nu skal I høre;

1. Metallet flænser din mund. Ja, man kan ligeså godt forberede sig på, at togskinner pløjer hele munden op. Det gør skide ondt, og i mit tilfælde stoppede det altså ikke lige efter en uge. Derudover får du bare virkelig ømme tænder.
2. Halvdelen af din frokost(eller andre måltider) har det med at sætte sig i bøjlen – og der er simpelthen kun få ting i verden, der er mere ulækkert, end når nogen har mad siddende i tænderne. Ad. Nej, jeg gemmer ikke resten af min sandwich i tænderne, fordi jeg risikerer at blive sulten senere, thanks for asking, men pisse god joke ellers… No.
3. Du render til tandlæge hele tiden. Stikker der metaltråd ind i kinden på dig? Er tråden gået op? Er du løbet tør for elastikker? Uanset hvad det måtte være, er eneste mulighed at tage et smut forbi tandlægen. Du kan tro, man kan nå at blive gode venner.
4. Du føler dig lidt som en 12-årig. Det er selvfølgelig ikke så slemt, hvis man er 12… Men er man 18 år gammel, som jeg selv, er det ikke top nice. Dette har faktisk været det værste, hvis du spørger mig. Jeg var for nogle uger siden i byen på Sunday i København, og aldrig har jeg følt mig så flov. Vi stod på denne her lækre lækre bar, og det eneste, jeg kunne tænke på, var, at jeg havde bøjle på, og folk måtte tro, jeg var minimum fem år for ung til at være der. Jeg er normalt ikke den generte type, spørg hvem som helst der kender mig, men aldrig har jeg følt mig så malplaceret, og aldrig har jeg oplevet, at jeg nærmest ikke turde åbne munden.

Alle disse ting er årssager til, at jeg har glædet mig helt ufatteligt, til jeg var færdig. Hvor mange af jer har haft bøjle på? I er meget velkomne til at dele tips og erfaringer i kommentarfeltet til alle dem, der måske står og skal til at igang med forløbet. Desuden får min bror sin bøjle af om 14 dage, så hvis det har interesse, overvejer vi at lave et Braceface Tag på min YouTube-kanal. Er I interesserede i det?

– Marie.

Jeg var i sommers en tur i Lyngby for at optage en bage-serie, der skulle køre på Annemette Voss’ youtube-kanal og på OBH Nordicas facebookside. Den har de sidste 10 uger kørt hver torsdag, og vi har stadig et par tilbage. Det er min hidtil største opgave. Serien går i al sin enkelhed ud på at filmatisere opskrifter med skønneste Annemette Voss som vært. Vi har udgivet how-to’s på teboller, kanelkrans, lakridskage og meget andet lækkert. Uge efter uge sidder jeg og redigerer disse kagevideoer, og hver uge bliver jeg lige lækker sulten. Det gør det heller ikke bedre, at jeg har smagt på alle kagerne under optagelserne og derfor nærmest kan smage dem i munden, når jeg sidder og arbejder med de mange videoklip. Derudover har det været, og er stadig, en super fed opgave, og jeg er rigtig glad for at have fået lov at lave den. Idéen ved filmatiseringen var, at vise hvor lette opskrifterne var at følge, og hvor let det var at opnå et super flot resultat. Man har også på film mulighed for at indskyde flere små bemærkninger og tips end på en opskrift i en bog eller på nettet. Jeg har selv oplevet at følge en opskrift og undervejs tænke, er det her rigtigt? Skal det virkelig se sådan her ud? Det håber jeg helt sikkert er lykkedes.

Jeg kunne rigtig godt tænke mig at høre, hvad I synes!

– Marie.

Hold øje med kagerne i ovnen. Lav en cupcake-dej mere. Vasker du lige denne her af? Vi mangler postkort herovre. Marie, der er en pige der spørger, om du vil skrive en hilsen. Er der nogen, der lige tørrer bordet af? Er du også ved at være virkelig sulten? Hvor længe er det siden, vi har spist? Annemette og Ditte, I skal på scenen, og det er lige nu.

Jeg har i weekenden været en tur på messe. Messen hedder Kreative Dage og foregår i Frederecia. Jeg var afsted sidste år også, og det blev på mange måder startskudet for mit retningsskift indenfor kreativ, digital beskæftigelse. Det var nemlig her, jeg først besluttede at lave video fra et event. Filmen jeg lavede i 2014(kan findes her), som hovedsagligt fokuserede på Annemette Voss’ stand, har messen brugt på deres hjemmeside det sidste år, og i år hyrede de mig til at lave en stemningsfilm, der dækkede hele messen. Det var selvfølgelig super fedt, og jeg glæder mig til at få den klippet sammen.

Udover at jeg i år var ansat af messen, var jeg igen i år med Annemette Voss. Sidste år var der kun Annemette og jeg på standen, og hold nu fast, hvor løb vi stærkt. Vi kunne knap følge med. Vi var derfor fem afsted i år, hvilket lettede presset en anelse. Vi havde allieret os med en af dette års bagedyst-deltagere, Ditte Julie Jensen samt Annemettes mor Ingelise og praktikant, Pernille. Trods den gevaldige opgradering i antallet af mandskab på standen, måtte vi igen i år løbe rigtig rigtig stærkt. Det har været en tough weekend, men ikke desto mindre VILDT sjovt! Jeg tror helt ærligt, jeg kunne være faldet i søvn stående, da jeg kom tilbage til Vejle i går aftes.
Det hele har været rigtig vellykket. Selve messen gik fantastisk, og vi havde denne gang lejet en lejlighed i Fredericia, hvor vi boede Annemette, Ditte, Pernille og jeg. Vi klinger godt alle fire, så vi har hygget os SÅ meget. Jeg kom torsdag aften, og det var første gang, jeg mødte Ditte og Pernille. Under 24 timer efter medvirkede Ditte og Annemette i mit 10.000 subscribers livestream på min youtube-kanal – hvilket, jeg synes, var ret friskt, især af Ditte, jeg kun lige havde mødt. Det gik så godt, og hvis I skulle have lyst til at se de pæne kage-tøser på slap line, foregår det lige her.

Tak til alle, der kom og sagde hej denne weekend! Det er altid en kæmpe fornøjelse at møde jer, og jeg sætter stor pris på, I har lyst til at følge mit arbejde både her og på Youtube.

– Marie.

Hej igen. Det er super længe siden, jeg sidst har postet noget herinde. Det er jeg faktisk rigtig ærgerlig over. Jeg har haft rigtig mange bolde i luften og har følt mig nødsaget til at prioritere de ting, jeg tjente penge på – hvor kedeligt det end lyder. Jeg har længe gået med en lyst til at starte op igen og puste nyt liv i min blog. Det har jeg tænkt mig nu. Så velkommen til, eller velkommen tilbage! Jeg har savnet at udtrykke mig på skrift, og jeg glæder mig til at komme igang igen.
Men hvad har jeg så lavet det sidste halve år, spørger I. Jo ser I, jeg har blandt andet afsluttet 1.g, været på Roskilde Festival, lavet en bageserie til youtube sammen med Annemette Voss i samarbejde med OBH Nordica, haft en masse øvrige filmjobs, startet i 2.g og senest fået kørekort. Derudover har jeg under hele perioden kørt min youtube-kanal, der for et halvt år siden var sprit ny. Der har været SÅ meget fart på, og det er der for så vidt stadig. Jeg har gang i rigtig mange spændende projekter, og det er blandt andet det, jeg vil skrive om her. For nu melder andet spørgsmål sig måske – jamen Marie, hvad skal du dog skrive om fremadrettet? Nu skal I høre, det har jeg nemlig overvejet nøje. Jeg vil dokumentere et liv, mit liv to be exact.
Bloggen kommer til at være mit pusterum, et sted at få afløb for alle mine mange tanker. Jeg vil dele oplevelser. Både ‘private’ og arbejdsmæssige oplevelser. Det kommer til at handle lidt om kunsten at jonglere med skole, arbejde, youtube, socialt liv og det at være ung – dermed ikke sagt, at jeg altid mestre denne kunst, på ingen måde faktisk. Jeg lever i en konstant strøm af prioriteringer og svære beslutninger, og hvordan får man lige taget den rigtige? Derudover er jeg ganske nysgerrig, og jeg undrer mig over rigtig mange ting, jeg ønsker derfor også at dele tanker og samfundskritik, blandt andet med henblik på at skabe en åben debat, det vil være muligt for alle at deltage i.

Jeg håber rigtig meget, at I har lyst til at følge med. Jeg var lige ved at skrive, “vi ses forhåbentlig i min næste video”, da det er blevet en vant afslutning, når jeg lægger noget ud, men den vending hører sig nok mere til på yotube ;)

– Marie.