NEWS

partnereDer sker en helt masse for tiden, og det er blandt andet derfor, jeg ikke får skrevet så meget. Jeg forsøger stadig at lægge billeder ud jævnligt, men teksterne er mere tidskrævende. Jeg tænkte derfor, det var på tide at fortælle, hvad det så er, der optager min tid. Jeg har lige pt tre nyheder – et event, et samarbejde og et nyt job.

Eventet foregår allerede i overmorgen, lørdag den 31. januar, og det drejer sig om Danmarks Indsamling 2015. Jeg var for et par måneder siden i Myanmar med Dansk Flygtningehjælp og Danmarks Indsamling for at se, hvad de indsamlede penge fra sidste år var gået til. Det var en super spændende tur(Det er muligt at læse mere om turen og se billeder her). Der blev taget nogle filmklip og nogle interviews undervejs, som bliver vist under showet på lørdag, og dér er jeg med i et af dem. Alle os, der var afsted, er så heldige at være blevet inviteret til backstage-arrangement i forbindelse med showet, så det er det, min lørdag aften kommer til at gå med. Det glæder jeg mig rigtig meget til. Opfølgning og billeder fra eventet kan findes på min side engang i næste uge.

Samarbejdet er med youtuber, og min rigtig gode ven, Rasmus Brohave. Samarbejdet kommer, som det ser ud nu, til at dreje sig om tre gæste-indlæg, Rasmus skriver på min blog, og en fælles video som afslutning. Dette kommer til at foregå engang omkring marts-april. Rasmus er youtuber, og har været det i et par år, og er en del af youtube-netværket Splay Danmark. Måske har I allerede hørt om ham? Han laver videoer med det simple formål at underholde, og det formår han i høj grad også. Jeg er super spændt på samarbejdet.

Det nye “job” jeg har fået er hos dobbelt bagedystvinder, og ven af familien, Annemette Voss, indehaver af hjemmesiden Annemettevoss.dk. Nogle af jer har måske allerede luret, at jeg har haft et samarbejde med hende tidligere. Det har hovedesagligt handlet om hjælp til events, små videoer, fotografier, illustrationer o. l. Dette kommer til at fortsætter som det plejer, men jeg vil inden længe have en ugentlig tjans hos hende. Jeg skal blogge for Annemette på hendes hjemmeside, og jeg glæder mig helt vildt. Jeg får lov at blogge om alt, hvad jeg kan finde på indenfor hendes univers. Det kan derfor være alt ligefra en tekst om bryllupskagens oprindelse til et reflekterende indlæg om, hvorfor det er blivet så hipt at fylde lakrids i absolut alt mad. Jeg har kendt Annemette altid, og jeg nyder at arbejde med hende, så jeg ser rigtig meget frem til dette mere faste samarbejde.

Det var lige kort, hvad der sker i mit blog-liv for tiden. Jeg har desuden opdateret en masse ting på min blog. Jeg har ryddet op på min facebook, er ENDELIG sluppet af med apostroffen og smiley’en i mit facebooknavn, der indtil i går var “Marie’s Blog:-)”, og så har jeg fået ny header både på facebook og her. Jeg har også købt nyt domænenavn, maries-blog.dk, så det ikke længere er så langt. Hvis man skriver den gamle webadresse, mariesblog.bloggersdelight.dk, vil man blot blive vidrestillet til den nye, så det fungerede ganske uproblematisk. Rigtig god weekend, når I når så langt!

– Marie.

PORTRAIT OF NANNA G

tonannatilweb

Nanna er 17 og går på Rosborg Gymnasium. Hun går i den klasse, jeg startede i i sommers. Hun er en af mine bedste veninder. Det bedste ved Nanna er, at man kun behøver være sig selv, aldrig mere end det. Vi kan lave alt mulig vildt men også bare ligge på køkkengulvet og kigge op i loftet. Det er fuldstændig ligegyldigt, når man er sammen med Nanna, hendes nærvær er nok – så er det ligemeget, hvad man laver. Tak fordi du er dig.

ET SKIDE KARAKTER-RÆS

7b63c1ebc015445f9590201184e0e8a0_eksamen
Siden ottende klasse er vores evner blevet vurderet i tal i form af karakterer. Men hvad er en god og en dårlig karakter, hvor går grænsen? Der er intet i vejen med at have fokus på sine karakterer, men hvornår bliver det for meget? Pludselig er det ikke længere ens egne evner, man tænker på, men blot på tallet. Det handler derfor ikke længere kun om, at man gerne vil blive dygtigere og tilegne sig ny viden, men også, måske endda endnu mere, om hvilket tal man får ud af det.
Jeg oplever ofte voksne mennesker diskutere den gamle og nye karakterskala og diskutere, hvad der er gode og dårlige karakterer. Der er også tit en uenighed om, hvilke karakterer der svarer til hvilke. Jeg havde fået en forklaring på det i folkeskolen, men det var ikke alle, der syntes, det lød helt rigtigt. Nu har jeg undersøgt det, og sammenligningen er således(Nye skala nævnt først);

-3 SVARER TIL 0 – 00 SVARER TIL 5 OG 03 – 02 SVARER TIL 6 – 4 SVARER TIL 7 – 7 SVARER TIL 8 OG 9 – 10 SVARER TIL 10 – 12 SVARER TIL 11 OG 13

Jeg synes desuden, det er rigtig ærgerligt, når folk sammenligner deres karakterer, især når de går i forskellige klasser – i den situation er der altså efter min mening intet sammenligningsgrundlag. Forskellige lærer har forskellige måder at dele disse mange tal ud på. Jeg kan huske, de testede det for et par år siden. De sendte en eksamensstil ud til samtlige censorer i landet og lod dem komme med hver deres vurdering og tilhørende karakter. Udfaldet var voldsomt, da stilen kom tilbage med vurderinger, der spændte lige fra dumpekarakterer til det famøse 12-tal. Der er selvfølgelig intet facit, når man for eksempel retter en stil, men jeg var alligevel ret overrasket over at høre, at en stil, nogen ville lade dumpe, kunne få 12 hos en anden. Spændvidden var efter min mening uhyrlig bred. Og det siger lidt om, hvorfor en sammenligning aldrig ville være retfærdig.
Jeg har også hørt flere voksne udtale, at det i dag er alt for let at få 12-tallet. Og det er meget muligt, at der er en grad af sandhed i det – og det er jo egentlig også klart, når nu det er 11 og 13 slået sammen – men det er altså ikke altid tilfældet. Jeg har stødt på lærerer, der havde givet under fem 12-taller i hele deres lærertid. Så er der selvfølgelig også de lærerer, mange af os har stødt på, der er yderst rundhåndede med 12-tallerne, og det er selvfølgelig dem, der får det til at se ud som om, at det er tilfældet i alle fag – sådan er realiteten bare ikke.
Jeg vil gerne have gode karakterer, hvem vil ikke gerne det, men jeg har ikke lyst til at deltage i et eller andet vildt karakter-ræs, hvor man græder over et 10-tal – for jo, det er tilfældet for nogen. Jeg vil gerne lære, og jeg vil gerne blive dygtig. Jeg værdsætter vores muligheder for at gå i skole og muligheder for at tilegne os ny viden, både ved at søge den, men også blot ved at møde op i skole hver dag, for de serverer det for os på et sølvfad. Jeg har mødt mennesker både i Bangladesh og i Myanmar, hvis største ønske var at have muligheden for at tage en uddannelse, men vidste, at det kun for ganske ganske få af dem, blev en reel mulighed. Det er det, jeg tænker på, når dagene engang imellem føles lange. Tænk hvis vi ikke havde de muligheder, vi har. Jeg synes, det er vigtigt, vi sætter pris på dem. Søg ny viden og gør dit bedste, så kan ingen forlange mere.

– Marie.

HVAD ER FAMILIE?

Skærmbillede 2015-01-07 kl. 16.34.39

PÅ BILLEDET SES MIN SØDE – OG TOSSEDE – FAMILIE.

Hvad er familie? Er det dem, du fra fødslen er relateret til rent biologisk, eller kan du have familie, du selv vælger? Den danske ordbog definerer begrebet familie på to måder; gruppe af (nulevende) personer der er forbundne gennem slægtskab, ægteskab eller adoption især set i forhold til et enkelt af familiens medlemmer” og “gruppe af personer der føler samhørighed eller deler et interessefællesskab; genstande med ét eller flere træk eller egenskaber til fælles”. Sidstnævnte stiller ikke på samme måde krav til familien som førstnævnte. Det er den uoficielle familie. De mennesker man knytter sig så meget til, at de kommer til at føles som familie, selvom de ikke er det biologisk. Og er det ikke også fuldstændig ligemeget, om man deler de samme gener, hvis man betragter hinanden som familie?
Efter min mormor og morfar blev skilt, fandt de begge nye kærester. De og deres familier blev en del af vores familie. Derfor var der heller ikke noget i forholdet til min mormors kæreste og hans familie, der ændrede sig, da min mormor døde – vi var jo stadig familie. Det er muligt, at min mormor var bindeleddet, da vi mødte hinanden, men vi lod dem blive en del af vores familie, og de lod os blive en del af deres. Det er jeg utrolig taknemmelig for. Min mormors kæreste, Kaldun, for eksempel, er ham jeg kommer til, hvis jeg skal have vurderet nogle billeder. Han er rosende men kritisk, han kommer altid med vildt god respons, og han er rigtig dygtig. Han maler og fotograferer og hjælper mig, hver eneste gang jeg har brug for det. Det værdsætter jeg meget. Jeg husker, da jeg var lille og besøgte ham og min mormor. Min mormor havde en kasse med make-up, hun ikke længere brugte, som jeg fik lov at lege med. Så jeg sminkede mit 7 årige ansigt godt og grundigt til, og så holdte vi ellers photoshoot. Både ham, min morfars kæreste og begge deres familier er dejlige mennesker, som jeg er fantastisk glad for at have lært at kende. Ingen tvivl om, at jeg elsker dem ligeså højt, som havde de været min biologiske familie.
På efterskolen oplevede jeg at opbygge et forhold til min roomie, Freja, som er det tætteste, jeg nogensinde har været på en søster. Jeg betragtede hende som familie, og gør det stadig, selvom vi i dag bor i hver vores ende af landet, og det er begrænset, hvad vi får set til hinanden. Men kærlighed kender hverken tid eller afstand, så når vi så endelig ses, er det som om, der ikke er gået en dag. Jeg kan snakke med hende om alt i verden, og lave både alt og ingenting sammen med hende. Hun er helt fantastisk.
Jeg tror på, at det ikke er gener, der definerer familie, men kærlighed. Der skal ikke være regler for familie, man er født ind i en familie, men det står en frit for, om man vil udvide denne. Jeg sætter kæmpe stor pris på hele min familie. På min mor og far og på min lillebror, på mine bedsteforældre og de nye dele af familien, vi har mødt gennem dem. På mine fastre og onkler, fætre og kusiner, grandfætre og grankusiner, hele min familie. Jeg ville ikke bytte min familie for noget i hele verden. Jeg elsker min familie rigtig højt. 

Hvordan er jeres forhold til familie?

– Marie.