Hvordan er det at skifte de trygge rammer hos mor og far, i en by med 55.000 indbyggere, ud med et nyt liv, i en ny by langt væk hjemmefra? At skifte sin vante dagligdag ud og starte på en ny skole midt i et skoleforløb? Det her er min oplevelse. 

Da jeg for et par uger siden havde pakket alle mine ting ud, og sad dér på min nye seng i mit nye værelse, var det endnu ikke gået op for mig, at jeg var flyttet til København. Det er jeg ikke engang sikker på rigtig er gået op for mig i endnu. Jeg brugte den sidste uge af min ferie her, men da jeg er kommet så meget i København det sidste år, føltes det ikke som om, jeg var flyttet.

I onsdags startede hverdagen. Det var jeg både spændt på, og en lille smule nervøs over. Jeg er startet på Niels Brock i 3.M. Jeg havde store forventninger til stedet og var vildt spændt på at møde min nye klasse. Jeg skulle møde kl 10, men mødte op 9.30 for at orientere mig om, hvor vi skulle samles, og hvor den efterfølgende undervisning skulle foregå, da jeg aldrig havde besøgt skolen. Som klokken nærmede sig 10 begyndte eleverne at komme, men på daværende tidspunkt var jeg endnu ikke klar over, hvem der hørte til den klasse, jeg skulle starte i, så jeg satte mig selv.

Da den fælles introduktion var overstået gik jeg til det lokale, der fremgik af mit skema. Det meste af klassen var kommet derop før mig, men lige indenfor døren stod min nye klasselærer, og en pige, der så ud til at være ligeså ny og forvirret som jeg selv.

Det viste sig, vi var fire nye i klassen, hvor af to af os aldrig havde været på skolen før. Det var en kæmpe lettelse, at jeg ikke var den eneste, der var helt ny. Det viste sig dog at være en klasse, der var rigtig nem at starte i. I den første pause, vi havde, kom tre af pigerne hen og tilbød at vise os rundt på skolen, hvilket var super cool.

Om torsdagen tog det meste af klassen i Kgs Have, og om fredagen tog vi – og samtlige andre gymnasieelever fra København – i Dyrehaven, og jeg tog videre i Tivoli med de tre piger, der havde vist mig rundt den første dag. De er skide søde.

Generelt har klassen og skolen taget rigtig godt i mod mig, og jeg føler, det har været let at falde ind i fællesskabet. Jeg er så positiv over hele min flytning. Det hele er gået gnidningsfrit, og har været en rigtig god oplevelse. Nu begynder man at kunne mærke den reelle hverdag starte, og jeg stortrives. Det er lidt underligt, ikke længere at have en hverdag hos mine forældre og min bror, men jeg er så glad for at være her!

Stay tuned for flere beretninger om mit nye københavner-liv, jeg glæder mig til at fortælle om det.

– Marie.

Dette er en nyhed, der ikke har været længe undervejs, men som jeg alligevel ikke har kunne lade helt være med at tease en lille smule for på diverse sociale medier. Det er nemlig en nyhed, jeg har været spændt på at dele, og en forandring jeg er meget spændt på. De sidste tre uger har været super underlige, da jeg ikke rigtig har kunne fortælle det til nogen, før detaljerne faldt på plads. Det er ikke længe siden, jeg besøgte min fars kusine i Hellerup, og blev tilbudt at flytte ind hos dem i sommerferien. Da muligheden bød sig var jeg ikke mange sekunder i tvivl om, at det var det, jeg skulle. Der var dog nogle praktiske ting, der skulle falde på plads først i forhold til skole. Jeg ringede derfor straks til Lyngby Handelsskole og Niels Brock og tog til møder begge steder. Jeg stod i den heldige situation, at det lykkedes begge skoler at finde en plads til mig i en af deres 3.g-klasser. Jeg er endt med at takke ja til Niels Brock, da jeg har hørt meget godt om stedet, og fordi det ligger i indre by, tæt på mit nye arbejde. Jeg var nemlig samtidig blevet kaldt til job samtale hos ungdomsmagasinet Frenzy. Her skal jeg være med til at udvikle deres nye platform, Frenzy TV, hvor jeg skal være med til at finde på, og deltage i, nye programmer, og det glæder jeg mig helt vildt til. Det sidste år har det meste af mit filmarbejde været selvstændig og uden videre sparring med andre. Nu bliver jeg en del af et team, hvor jeg kan bidrage med idéer, men samtidig få feedback på det, jeg leverer, samt give andre muligheden for at videreudvikle på mine idéer, ligesom jeg kan videreudvikle på deres.

Det hele er en stor omvæltning, men ikke desto mindre én, jeg er sindssygt spændt på! Jeg håber(as always) at få skrevet lidt mere herinde, når jeg flytter, så det vil være muligt at følge lidt med i mit københavner eventyr :-)

– Marie.

I sidste uge var jeg så heldig at vinde Vejle Amts Folkeblads helt nye “Åbenhedspris 2016”. Prisen er oprettet i forbindelse med Vejle Amts Folkeblads 150 års jubilæum og består af et grafisk særtryk af Albert Bertelsens hyldest til ytringsfriheden, udgivet i forbindelse med jubilæet. En komité nedsat af VAF-Fonden afgør, hvem der skal have prisen. Komitéen består blandt andet af direktøren for Vejle Musikteater, Toni Lee Larsen, leder af Jelling Festival, Lars Charlie Mortensen og Mogens Gregers Madsen, der er redaktør på Vejle Amts Folkeblad – det var Mogens, der overrakte prisen(se billede).

Med prisen fulgte mange søde ord, og jeg er meget taknemmelig! Som blogger er denne pris en kæmpe anerkendelse af, at det nytter noget at sige sin mening, og at nogle har syntes, mine ytringer har været fornuftige. Det, at jeg vinder prisen, er blandt andet baseret på mine udtalelser i forbindelse med den rating-side, der blev lavet med piger i Vejle. Én af indstillingerne til prisen lyder “Maries indsats viser, at det nytter noget at turde sige fra, at få fokus på problemer og at ytre sig imod ting, der åbenlyst strider mod det acceptable – også som ung”. Der skal lyde et kæmpe TAK til Vejle Amts Folkeblad, til de der har indstillet mig til prisen, og til komitéen der har besluttet, at jeg skulle have lov at vinde den. Jeg kunne ikke være mere beæret, og hvis nogen skulle være i tvivl, vil jeg fortsat sige min mening.

– Marie.

Jeg har været inde og prøve, det der hedder et live escape game hos Timequest i København. I korte træk handler konceptet om, at man bliver lukket inde i et rum og skal løse gåder for at komme ud igen. Konceptet har længe været stort i udlandet, men er endnu ikke særlig udbredt i Danmark. Ikke desto mindre er det super sjovt!

Hos Timequest i København har de flere forskellige rum. Det, jeg var inde i, var lavet i samarbejde med DR, baseret på deres programserie, Bedrag. Det var dog ikke nødvendigt at have set serien for at kunne løse opgaverne, man stødte blot på referencer til serien. Det var DR, der havde kontaktet mig, og inviteret mig ind for at teste spillet.

Jeg tog derind med to af mine søde venner fra min gamle efterskole. Først fik vi vist en video, der forklarede os, at det galdt om at løse en masse koder, en to-cifret, en tre-cifret osv op til seks-cifret, når alle var løst, fik vi koden til døren, så vi kunne undslippe rummet(Videoen kan ses nedenfor). Vi blev derefter lukket ind i et meget hvidt rum. I rummet fandt vi nogle bundter med penge. Hvert bundt kunne købe os et clue, og dem købte vi en del af, og ville ellers blive lagt til highscoren, når vi undslap rummet.

Vi gik ret logisk til opgaven og gik ud fra, at den to-cifrede kode skulle løses, før vi kunne gå videre til den næste. Dette var ikke tilfældet. De to første koder viste sig at være dem, der tog suverænt længst tid. Vi havde en time og et kvarter, og jeg tror, vi brugte 55 minutter på den første. Som I nok kan regne ud, nåede vi ikke at løse de fire andre på de sidste 20 minutter. Vi var næsten færdige med den fem-cifrede, da døren blev åbnet, og hende der stod for det, viste os, hvordan vi skulle have løst den seks-cifrede. Det var forholdsvist enkelt, så jeg føler mig overbevist om, at vi var undsluppet, hvis vi havde haft bare fem-10 minutter mere.

Rummet var fuld af koder, tegn, snorer man kunne trække i og en masse andet. Det var derfor svært hele tiden at holde styr på, hvilke ting, der skulle hjælpe os med at løse hvilke koder. Desuden stod vi overfor opgaver, hvor vi skulle tyde både blindealfabeter, romertal og morsekoder. Det var VILDT sjovt. Man blev ekstremt grebet af det, og man skulle virkelig koncentrere sig. Jeg er lidt ærgerlig over, det ikke lykkedes os at undslippe rummet i tide, men ingen af os havde prøvet noget lignende før, og man skulle virkelig vænne sin hjerne til at tænke i de baner, rummet krævede. Jeg gik derfor derfra med en kæmpe lyst til at prøve det igen. Der er naturligvis ikke meget ved at prøve samme rum igen, men en af de andre. Det var også klart min opfattelse, at Emil og Josephine, som jeg havde med derind, syntes det var rigtig sjovt at prøve.

Så en klar anbefaling her fra. Vi skal helt sikkert prøve det igen. Og tusinde tak til DR for invitationen, og til Timequest for at guide os igennem, det var en fornøjelse!

– Marie.

DAG 2

Dag to krævede naturligvis ikke samme introduktion som dag et. Vi var allerede godt inde i spillet og fortsatte, hvor vi slap lørdag. Det var tydeligt, at der ikke var længe tilbage af forhandlingerne, og at det havde været en lang weekend. Der var RIGTIG meget at skrive om for pressen søndag. Lande udvandrede fra forhandlingerne, en statsleder gik af, og pladsen blev overtaget af en af de andre landes ministre, Storbrittanien meldte sig ud af EU, og der var generelt mange absurde udtalelser.

Jakob(længst til højre på billedet ovenfor) og jeg besluttede om formiddagen at fortsætte gårsdagens terrortrussel. Landene havde jo lørdag besluttet ikke at reagere på den, og vi tænkte, det kunne være sjovt at se, hvordan de reagerede, når der pludselig blev gjort alvor af den. Vi udsendte en video med et script, der kom op på skærmen, der ifølge os lignede noget hacker halløj. Scriptet sagde, at de nu havde hacket sig ind i Tysklands database og var klar til at lægge systemet ned, hvis ikke de efterlevede deres krav om en fælles løsning på flygtningestrømmen. Men da rollespillet jo var fiktivt, var der heller ikke meget at gøre for os, da Tyskland lynhurtigt kommenterede, at de havde fået halvdelen af EUs terrorfond og var sluppet af med terroristerne…

Dagen blev afsluttet i landstinget, hvor alle landene skulle stemme om de forslag, der var blevet diskuteret i løbet af weekenden.

Jeg kendte ingen, da jeg kom. Det er dog sjældent et problem for mig at finde nogle at snakke med, da jeg rigtig godt kan lide at møde nye mennesker. Det betød, at jeg weekenden over lærte en masse nye at kende, hvilket naturligvis var super fedt! Den eneste ulempe ved disse arrangementer er, at man sjældent ved, hvornår man render ind i dem igen. Jeg føler mig dog rimelig sikker på, jeg kommer til at se nogle af dem igen. Alt i alt var det en rigtig god oplevelse. Jeg synes, jeg har fået rigtig meget ud af min deltagelse. Jeg har lært en masse om politik, og ikke mindst det at være politisk reporter. Noget af det fedeste var, at man hele weekenden omgav sig med unge, der var helt vildt engagerede, og som virkelig gik op i det. Og der er faktisk kun få ting i verden, der er mere inspirerende end at omgås mennesker, der er passionerede, omkring det de laver.

Så tak! Tak til Europaparlamentet i Danmark for at have inviteret mig, til alle, der var med til at stable arrangementet på benene og tak til de søde mennesker, jeg lærte at kende. Det var en kæmpe fornøjelse.

– Marie.

DAG 1

Jeg var denne weekend, som tidligere nævnt, inviteret ind på Christiansborg for at deltage i Ungdommens EU Topmøde. Jeg er hverken politisk aktiv eller specielt politisk interesseret, men var blevet tilbudt at være en del af den tv-reporter gruppe, der skulle dække weekenden. Det havde jeg takket pænt ja til. Tilknyttet vores team var uddannet journalist, Iza Havelund, og Lasse fra produktionsselskabet Nerd Productions. De skulle guide os til, hvordan vi bedst dækkede weekenden både på skrift, video og sociale medier, samt assistere, hvis vi havde tekniske eller journalistiske problemer.

Arrangementet foregik som et EU-rollespil. Samtlige 100-150 unge, der var en del af det, havde fået tildelt en rolle. Alle sammen indenfor Europaparlamentet. For eksempel kunne man være statsleder for Luxemborg, justitsminister for Rumænien eller udviklingsminister for Malta. Weekendens tema var den massive flygtningestrøm til Europa. Politikerne skulle i to dage diskutere løsningsforslag, danne alliancer og forhandle med de andre lande, før der til sidst skulle stemmes om forslagene.

Lørdag startede legen, og vi begyndte så småt at samle historier og lave interviews, med de forskellige ministre og statsledere. Alt, hvad vi lavede, blev delt på en facebookside, hvor alle deltagere kunne følge med. I starten skulle vi selv opsøge og grave historier frem, men som forhandlingerne skred frem, meldte flere og flere ministre og statsledere sig i presselokalet for at komme med udtalelser eller brokke sig over de andre lande. Midt på dagen blev pressen pludselig informeret om, at en tysk IT-terrororganisation havde truet Europaparlamentet med at nedlægge samtlige af EUs it systemer og dermed lamme hele det politiske system i EU, hvis ikke de fandt en fælles løsning på flygtningestrømmen. Vi havde derefter en halv time til at lave en video, hvor vi forklarede situationen, samt interviewede den tyske og den ungarnske statsleder, som var de eneste to udenfor pressen, der var blevet informeret om truslen. Vi samlede alle rådene i landstinget og videoen blev vist. Bagefter var opgaven for pressen at reportere, hvordan de forskellige lande reagerede på situationen, og der var et betydeligt flertal for at ignorere truslen. Det var meget sjovt, at der kom lidt drama, da forhandlingerne indtil da var gået ret fredeligt.

Klokken seks sagde vi tak for i dag, og jeg tog til Hellerup, hvor jeg boede hos noget familie weekenden over. Jeg glædede mig til at fortsætte arrangementet søndag, da man nu var kommet ind i gamet og havde lært en masse nye at kende. Både af de deltagende ministre og statsledere, men også især i vores journalistteam. Jeg tror, vi var omkring 15 stykker, så det var naturligvis ikke alle, man snakkede lige meget med, men der var en flok af dem, jeg gik super godt i spænd med, så det var virkelig fedt.

Dag to snakker jeg om på bloggen imorgen, hvor jeg også fortæller om min overordnede oplevelse af at deltage i Ungdommens EU Topmøde.

– Marie.

Det drejer sig ikke om fantasivenner, men om karakterer fra film og serier. Især sidstnævnte har jeg det med at føle en tæt tilknytning til efter få afsnit. Kender I det, når man ser en film og kommer hele følelsesregistret igennem på halvanden – to timer? Jeg er rigtig slem til det, når jeg er alene. Jeg bliver ekstremt emotionel, og må mange gange minde mig selv om, at karakterene ikke eksisterer i virkeligheden, og jeg derfor lige skal huske, at jeg formentlig er mere ked af det lige nu, end de er. Det er vildt fjollet, men det er dybt seriøst. Jeg bliver også rigtig glad på deres vegne, når mine yndlingskarakterer opnår noget stort eller finder den eneste ene, men det er mest, når de kommer i problemer eller er kede af det, medfølelsen for alvor sætter ind. Derfor sker det også relativt ofte, at jeg græder til film og serier, hvis jeg ser dem alene. Jeg græder generelt ikke foran andre, og jeg er måske også typen, der er rigtig god til at sætte et smil op, selvom det ikke altid matcher, hvordan jeg egentlig har det, og så bliver det hele ligesom sluppet ud på nogle andres vegne, når jeg ser en film eller serie.

Jeg lever mig meget ind i det, når jeg ser film eller serier. Jeg tror, jeg bruger det lidt som en uskyldig virkelighedsflugt. Ikke at jeg generelt har lyst til at undslippe mit liv, men nogle gange er det meget rart at få det hele lidt på afstand, og så ser jeg film. Jeg lader mig identificere med karakterene og sætter mig i deres sted, istedet for mit eget. Det er min måde at glemme de ting, der måtte gå mig på i mit eget liv.

Dødsfald i film og serier er noget af det værste. Især i serier, hvor man har fulgt dem længe. For eksempel var Mikes død i Desperate Housewives heartbreaking, ligesom Gerrys var det i P.S. I Love You. Men den absolut værste filmdød var Finn Hudson i GLEE. De af jer, der har fulgt med i serien, ved formentlig godt, at grunden til, at Finn døde, var, at skuespilleren Cory Monteith, som spillede Finn, døde i virkeligheden. De lavede derfor et tribute afsnit til ham, hvor seriens karakterer tog afsked med ham, og det var det sørgeligste, jeg nogensinde har set på film.

Hvad har været den værste filmdød for jer?

– Marie.

Hvad foregår der egentlig? Der har været stille længe, både her og på min youtubekanal. Men hvorfor denne larmende stilhed?

Der sker det, at jeg har vanvittig travlt. Det går rigtig godt med min virksomhed, og jeg står lige nu midt i et hav af arbejde. Måske endda lige rigeligt arbejde, og de eneste medier, det er lykkedes mig at holde i live på det sidste, er Instagram og Snapchat(marieduved). Jeg har været på skiferie i uge 7. I løbet af ugen optog jeg en masse materiale til en række vlogs, jeg skal lave for firmaet Nortlander Skitours, som arrangerer Summitweek, som er den tur, jeg var med på. Da det er videoer, jeg har lavet som en arbejdsopgave for dem, skal de derfor også til godkendelse før offentliggørelse, og kan derfor ikke lægges op med det samme. Desuden skal jeg også have redigeret alt materialet, og tiden til dette er begrænset lige nu.

Jeg sidder nemlig også med videomateriale til min første landsdækkende videokampagne. Jeg optog materialet, inden jeg tog afsted på ski – den weekend kan I læse mere om her. Jeg arbejder lige nu på udkastet til de første videosekvenser til kampagnen, så de kan blive sendt til godkendelse i Tyskland, hvor Saguna, som videoerne er lavet for, har hovedkontor. Når der er givet grønt lys dér, skal jeg producere 24 videosekvenser, og hvis man har arbejdet bare en lille smule med video, ved man, at det kan tage sin tid. Heldigvis er opgaven super fed, og jeg er helt vildt spændt på resultatet.

Denne uge er også ret spændende. Jeg tager på torsdag til København, hvor jeg har et ret interessant møde, som jeg håber snart at få lov at fortælle jer mere om. Jeg er også blevet inviteret ind og prøve, det der hedder et live escape game hos Timequest. Spillet er lavet i samarbejde med DR og er baseret på deres programserie Bedrag, som jeg personligt var ret vild med. Jeg har ikke før prøvet et live escape game, og jeg er derfor ikke helt sikker på, hvordan det foregår, men jeg er rigtig spændt på at prøve det. Derudover er jeg blevet inviteret til at deltage i et arrangement på Christiansborg, som varer hele weekenden. Det drejer sig om ungdommens EU topmøde. Det er et rollespil, der foregår på Christiansborg med 150 deltagende unge. Temaet er flygtningedebatten, og alle deltagende har fået en rolle. Altså skal nogen agere dansk statsminister, nogle skal agere medlemmer af Europaparlamentet osv. Grunden til min invitation er, at der også kommer til at være en journalist og tv-rapporter gruppe, som de tilbød mig at være en del af. Vi skal dække weekenden bedst muligt og rapportere, når der sker vigtige forhandlinger og lovforslag. Vi bliver denne weekend ledsaget af uddannede journalister og tv-rapportere, der skal guide os til, hvordan man bedst dækker sådanne begivenhed. Jeg er vildt spændt, og jeg tror, det kommer til at give mig rigtig god erfaring. Jeg er i samme forbindelse blevet tilbudt at overtage Europaparlamentet i Danmarks instagram, for at dække weekenden fra mit perspektiv dér også. Der kommer også et professionelt filmcrew, der skal lave nogle optagelser fra weekenden, som jeg har fået lov at komme bag-om på. Hele oplevelsen tror jeg bliver super fed, jeg har høje forventninger.

Jeg vil forsøge at skrive om det hele. Under alle omstændigheder, kan I følge med i det hele på min instagram og på min snapchat(marieduved).

– Marie.

Jeg har i dag været i Lyngby og filme KageMagi. I dette afsnit havde vi Julie Zangenberg med som gæst, og jeg er kæmpe fan. Annemette Voss og Ditte Julie Jensen har jeg arbejdet en masse med tidligere, og de var skønne, as always. Det var første gang, jeg mødte Julie, og hun er det sødeste! Det var en sand fornøjelse at optage sammen med dem, og jeg er helt sikker på, resultatet bliver fantastisk. Følg med i kageeventyret her!

– Marie.

Jeg var i weekenden en tur i København(vlog coming soon). I søndags var Annemette Voss og jeg, sammen med en masse andre blogger/instagram/kage-damer til event hos app-magasinet Lækkerier. Eventet blev holdt i anledning af, at de i søndags udgav deres jule- og nytårsnummer. Det var Casper Sundin, dessertkok på Søllerød Kro, der kreerede de lækre desserter til os. Da vi kom til Frederiksberg, hvor eventet blev afholdt, fik vi alle sammen morgenkåber på og efter en kort præsentation af alle de deltagende, blev vi vist ind i lokalet ved siden af og sat til bords. Her ventede, hvad der lignende en morgenmadsbuffet. Det viste sig dog at være desserter – forklædt som morgenmad. Det var SÅ underligt, og det var svært at vide, hvad man skulle forvente at få ind i munden, når man sad og kiggede på noget, der mindede om spejleæg og toast, men som blev præsenteret af Casper som mousse og sandkage. Også helt simple ting som salt og peber var skiftet ud med krystaliseret hvid chokolade og en slags cookie-krummer. Herefter fulgte en lang række lækre desserter, og I kan tro, vi morede os.
Men det var ikke kun desserterne, der var interessante, også selskabet var propfyldt med interessante kvinder. Flere af dem er store på instagram, og har profiler, jeg har været forbi mange gange, så det var utrolig sjovt at få sat ansigt på. Jeg sad ved siden af Annemette Voss og Frederikke Wærens. Det var første gang, jeg mødte Frederikke, og hun er vildt cool. Frederikke er super-instagrammer og har profilen @frederikkewaerens med over 174 tusinde følgere. Hun har øje for det flotte motiv, og hendes instagram er derfor også super super smuk. Alt i alt var det et rigtig fedt arrangement, og jeg var super glad for, jeg fik muligheden for at deltage!

Husk at hop ind og hent Magasinet Lækkerier – app’en til jeres telefon!

– Marie.

Det lykkedes mig desværre ikke at blive en del af den såkaldte “Balmain Army”, da H&M x Balmain samarbejdet i går blev released. Jeg havde ellers haft øje på et item fra kollektionen, jeg gerne ville have haft fingrene i. De sidste 24 timer har net-aviserne glødet med artikler om unge piger og drenge, der har campet foran de udvalgte H&M forretninger, der forhandlede kollektionen. Jeg åd dem rådt, altså ikke camperne, men artiklerne. I min læsning faldt jeg over en artikel, jeg troede handlede om køen til H&M x Balmain, men som viste sig at omhandle køen til H&M x Isabel Marant. Journalisten havde snakket med flere i køen. De vidste selvfølgelig alle sammen præcis, hvad de gik efter, når dørene blev slået op. Og hvad så, tænker I? Hvad er forskellen på det blot to år gamle designsamarbejde og det, der blev released i går. Jo, ser I, den markante forskel er, at de forreste i køen til H&M x Isabel Marant i 2013 havde stået der siden klokken fem om morgenen. Det er næppe gået nogens næse forbi, da det lettere chokerende fact er blevet delt flittigt på nettet de seneste dage, at de forreste i køen i går havde stået i kø i tre dage. TRE DAGE. Er jeg den eneste, der synes, det er helt sindssygt. Alligevel ikke sagt, at jeg ikke helt forstår dem, for hvis jeg nu for eksempel var igang med mit sabbatår og ikke gik i skole, ville jeg ikke udelukke, at jeg kunne have fundet på det samme. Men vildt er det uden tvivl.
Der er gået hype i den, og det synes jeg er lidt synd. Måske lidt fordi jeg stadig ærgrer mig over ikke at have fået fingrene i noget fra den hypede kollektion… But still. Desuden er resell, altså at få fat i et hypet produkt og sælge det videre til en højere pris, blevet irriterende populært. Det er naturligvis helt op til dem selv, hvad de gør med det tøj eller de sko, de køber, men hvor er det et eller andet sted ærgerligt. Den silke jakke, jeg havde håbet at få fat i fra kollektionen, kostede 699, nu bliver den solgt videre til minimum 1500. Det var ikke lige det, mit budget var til. Jeg er helt vild med H&Ms designsamarbejder, men jeg tror ikke, jeg de næste mange år får mulighed for at købe noget derfra. Jeg har ikke tid til at campe på gaden, eller råd til at betale vilde overpriser efterfølgende, og hvis kø-tiden er gået fra fire timer til tre døgn på to år, hvor skal det så ikke ende. Jeg håber, at det er en fase, Danmark er i lige nu, og at det at campe for tøj eller sko er en trend, der stille og roligt går over igen.

Hvad tænker I om den vilde hype og resell kultur, og var der nogen af jer, der var så heldige at fange noget fra H&M x Balmain?

– Marie.

Jeg har oplevet en mere eller mindre markant forandring på det sidste, i det både min youtube-kanal og min instagram for få uger siden har ramt 10.000 – tillad mig at udråbe et kæmpe TAK i denne forbindelse – en forandring i de tilbud jeg får fra firmaer og sponsorere. Jeg har på fornemmelsen, at mange firmaer sorterer instagrammere og youtubere fra, der har under 10.000 abonnenter/følgere, og i det barrieren brydes, befinder du dig pludselig i søgelyset hos en masse firmaer, der vil sende dig det ene, det andet og det tredje. Jeg modtog førhen jævnligt tilbud fra firmaer, der var interesserede i, at jeg gjorde reklame for deres produkter, men det drejede sig måske om et par gange om måneden. I de 14 dage der gik, efter jeg rundede de 10.000 har jeg fået syv-otte sponsortilbud. Jeg har sagt nej til de fem.
Noget helt andet, når det kommer til sponsoraftaler, er nemlig, at man efter min mening skal være ekstremt påpasselig med, hvad man siger ja til. Jeg er i høj grad interesseret i at reklamere for produkter der har relevans for det, jeg laver, og som samtidig kan gavne mine følgere. Af samme årssag siger jeg pænt nej tak til mange hudpleje/makeup produkter, da det ingen sammenhæng har, med det jeg laver. Derudover kunne jeg aldrig finde på at reklamere for noget, jeg ikke selv syntes var godt. Jeg indrømmer dog, at det af og til kan være svært at sige nej til et tilbud, hvis du egentlig godt selv kunne tænke dig produktet, og hvis du måske endda får penge for det. For det skal ikke være nogen hemmelighed, at man oftest ikke kun får produktet, men også får en sum penge for at gøre reklame, da det jo er ganske almindelig reklame, ligesom hvis et firma betalte for at have en reklame for deres produkt i biografen eller på et busstoppested. Så du står jævnligt i en situation, hvor du kan se pengene for dig, men bliver nødt til at takke nej, da det ville slide på din troværdig, hvis du lavede reklame for noget, der ikke gav mening i forhold til de ting, du laver. Man bliver selvfølgelig aldrig nødt til at sige nej, men jeg går personligt rigtig meget op i hvad og hvor meget, jeg gør reklame for og sørger generelt for at holde graden af sponsorede posts på for eksempel instagram nede.

Hvad er jeres holdning til sponsorede indlæg/videoer/posts? Lægger i mærke til, når der bliver gjort reklame for noget?

– Marie.

Hej igen. Det er super længe siden, jeg sidst har postet noget herinde. Det er jeg faktisk rigtig ærgerlig over. Jeg har haft rigtig mange bolde i luften og har følt mig nødsaget til at prioritere de ting, jeg tjente penge på – hvor kedeligt det end lyder. Jeg har længe gået med en lyst til at starte op igen og puste nyt liv i min blog. Det har jeg tænkt mig nu. Så velkommen til, eller velkommen tilbage! Jeg har savnet at udtrykke mig på skrift, og jeg glæder mig til at komme igang igen.
Men hvad har jeg så lavet det sidste halve år, spørger I. Jo ser I, jeg har blandt andet afsluttet 1.g, været på Roskilde Festival, lavet en bageserie til youtube sammen med Annemette Voss i samarbejde med OBH Nordica, haft en masse øvrige filmjobs, startet i 2.g og senest fået kørekort. Derudover har jeg under hele perioden kørt min youtube-kanal, der for et halvt år siden var sprit ny. Der har været SÅ meget fart på, og det er der for så vidt stadig. Jeg har gang i rigtig mange spændende projekter, og det er blandt andet det, jeg vil skrive om her. For nu melder andet spørgsmål sig måske – jamen Marie, hvad skal du dog skrive om fremadrettet? Nu skal I høre, det har jeg nemlig overvejet nøje. Jeg vil dokumentere et liv, mit liv to be exact.
Bloggen kommer til at være mit pusterum, et sted at få afløb for alle mine mange tanker. Jeg vil dele oplevelser. Både ‘private’ og arbejdsmæssige oplevelser. Det kommer til at handle lidt om kunsten at jonglere med skole, arbejde, youtube, socialt liv og det at være ung – dermed ikke sagt, at jeg altid mestre denne kunst, på ingen måde faktisk. Jeg lever i en konstant strøm af prioriteringer og svære beslutninger, og hvordan får man lige taget den rigtige? Derudover er jeg ganske nysgerrig, og jeg undrer mig over rigtig mange ting, jeg ønsker derfor også at dele tanker og samfundskritik, blandt andet med henblik på at skabe en åben debat, det vil være muligt for alle at deltage i.

Jeg håber rigtig meget, at I har lyst til at følge med. Jeg var lige ved at skrive, “vi ses forhåbentlig i min næste video”, da det er blevet en vant afslutning, når jeg lægger noget ud, men den vending hører sig nok mere til på yotube ;)

– Marie.

Jeg har det sidste halve år haft bøjle. Jeg har ikke haft togskinner, men en bøjle, der hedder Invisalign. Invisalign er sådan nogle plastikskinner, man skifter hver anden uge. Jeg skulle have 14 forskellige skinner. De tog først et aftryk af mine tænder, som de sendte til USA, hvor de på computeren rettede mine tænder ud, som de syntes, de skulle sidde. Der blev herefter lavet 14 plastikskinner, der step by step skulle flytte mine tænder.

Det har været en super let måde at have bøjle på, fordi jeg kan tage den af og på, og fordi den er gennemsigtig, så det ikke er det første, folk bemærker, når de ser mig.

Jeg har lige pt min sidste skinne på, og er derfor i princippet snart færdig. Jeg var nede hos min tandlæge i sidste uge for at beslutte, om jeg var tilfreds, eller jeg muligvis skulle have en ny bøjle på. Det endte med beslutningen om, at jeg om et par uger, når jeg er færdig med Invisalign, skal have togskinner på i 6-12 uger. Det er heldigvis en meget overkommelig tidsperiode.

Grunden til, jeg skriver herinde, er, at jeg rigtig godt kunne tænke mig nogle tips og gode råd, til når jeg skal have bøjle på. Som med alle andre ting i livet, gør man sig nogle erfaringer, og jeg kunne rigtig godt tænke mig at høre jeres. Har I haft bøjle på, og i så fald, hvilken? Hvad er jeres bedste råd? Dos and dont’s?

– Marie.

Når jeg en sjælden gang i mellem har en søndag, hvor jeg ikke lang tid i forvejen har lagt planer, forsvinder dagen ofte, fordi jeg glemmer at få lavet noget som helst. Hvilket også kan være meget rart fra tid til anden. Jeg har derfor fundet nogle tips til, hvad man dog kan få sådan en herlig søndag til at gå med.

1. Du kan tage i Legoland, fordi Legoland er herre hyggeligt(og jeg arbejder der, også i dag faktisk, så kom ud og sig hej). Anden forlystelsespark er også okay, men for real, Legoland er virkelig hyggeligt.

2. Du kan, helst hvis det er godt vejr, tage en god ven eller veninde under armen og gå en lang tur. Jeg må med skam meddele, at det er rigtig længe siden, jeg har fået dét gjort.

3. Hvis ikke man orker, eller vejret ikke tillader, en gå tur, kan man også blive under dynen hele dagen og drikke te og se gode film og serier. Dette er altså også hyggeligst i selskab med en god ven eller veninde. Eller en kæreste, hvis man har sådan en.

4. Du kan bage! Det er så hyggeligt at bage eller lave andet lækkert mad. Der er masser gode bud på, hvad du for eksempel kunne lave på annemettevoss.dk.

5. Vær kreativ! Tegn, mal, fotografér eller hvad du nu måtte være god til.

6. Gå i biografen. Så føler man, man rent faktisk har lavet noget, selvom der ikke er den store forskel på det og at have set en film derhjemme…

7. Find de gamle brætspil frem. Jeg har en større kærlighed til brætspil, end jeg er villig til at indrømme. Jeg synes, der er noget overdrevet hyggeligt ved at spille brætspil, måske fordi det er en total sjældenhed i dag.

8. Gå en tur i byen. Det er ikke altid, der er åbent om søndagen, men der er altså også noget hyggeligt ved at gå og kigge på vinduer. Dette fungerer altså også bedst, hvis du er sammen med en ven eller veninde eller har rigtig god musik i ørerne.

9. Se noget Youtube. Det er først de sidste par måneder gået op for mig, hvor mange gode danske youtubere der er. Der er virkelig mange fede serier og personer, man kan følge med hos, og mange af dem er rigtig dygtige. Så kig jer omkring på youtube.

10. Hyg med familien. Dette er en sjældenhed i mit tilfælde. Jeg har generelt rigtig travlt altid, så når denne mulighed en sjælden gang i mellem dukker op, tager jeg gerne imod den.

Jeg håber, I kunne bruge nogle af dem til noget. Kom endelig med dit bedste bud i kommentaren. Dette indlæg er planlagt, og jeg er lige nu på arbejde i Legoland. Jeg står i piratland hele dagen, så hvis I ender i Legoland, så kom og sig hej. Rigtig god søndag!

– Marie.

DENNE ARTIKEL ER ORIGINALT UDGIVET PÅ ANNEMETTEVOSS.DK

Seks år gammel med lyse fletninger, nysgerrig på livet og siddende på køkkenbordet hos Annemettes forældre. Annemette skulle bage kanelsnegle, og jeg måtte være med. Kanelsnegle var Annemettes absolutte favorit og er det stadig i dag. Jeg kiggede med store øjne, fulde af forventning, op på Annemette, der begyndte at finde ingredienserne frem. Spændt betragtede jeg Annemette, som med elegance fløj rundt i køkkenet. Kanel, mel, æg og andre ting og sager fyldte så småt køkkenbordet, og jeg måtte rykke mig lidt. Jeg kiggede ud af vinduet. Trods begejstringen over den påbegyndte bageproces, faldt jeg et øjeblik i staver, betaget af den fine udsigt over Vejle fjord. Solen skinnede og spejlede sig i vandet. Jeg løsrev mig fra den betagende udsigt og vendte atter fokus mod den dej, Annemette så småt var gået i gang med. Jeg hjalp til med at fylde ingredienserne i skålen, nøje instrueret af Annemette. Jeg var dygtig, sagde Annemette. Jeg fik lov at røre rundt. Jeg følte dengang, at det var et stort ansvar, der blev lagt på mine skuldre, men Annemette troede på mig.

Der blev æltet, rullet og smurt ud, og inden længe var kanelsneglene i ovnen. Det varede ikke længe, før en sødlig duft af kanel bredte sig i huset. Det er lige før, jeg kan huske den endnu. Det gav en rar fornemmelse i maven. Man var slet ikke i tvivl om, at vi var i gang med noget rigtig lækkert, og det havde jeg været en del af! De minutter, de skulle have i ovnen føltes som en evighed. Mine blå øjne stirrede på de gyldne kanelsnegle gennem ovnens glas i håb om, at mit blik ville få det til at gå hurtigere. Dette var ikke tilfældet, men jeg blev alligevel stående.

Efter lang ventetid, blev de færdige. Jeg havde på dette tidspunkt lykkelig glemt, at de skulle køle lidt af, før vi kunne smage på dem, og endnu engang blev min i forvejen begrænsede tålmodighed sat på prøve. Endelig skulle de serveres. Trods tårnhøje forventninger, overgik de flotte kanelsnegle alt og smagte næsten som små bider af himlen. Mine tænder løber stadig i vand ved tanken. Det var, og er stadig, de bedste kanelsnegle i hele verden.

Hvis I nu skulle sidde med en lyst til lige netop disse kanelsnegle, kan opskriften findes lige her.

– Marie.

Jeg støder af og til på spørgsmålet, hvor er du, eller hvor vil du gerne være, om 10 år? Det er ikke altid, fordi det er mig, der bliver stillet spørgsmålet, men så hører jeg måske andre svare på det og kommer til at reflektere over, hvad jeg selv ville svare. Så det vil jeg i dag forsøge at komme med et bud på.

Om 10 år er jeg 28 år gammel. Jeg kunne vælge at svare seriøst og realistisk, men jeg synes egentlig, det er sjovere at skubbe realismen lidt til side, og fortælle jer, hvor jeg drømmer om at være om 10 år.

Jeg forestiller mig at bo et sted i London eller New York, der ser ud i stil med det her.

Jeg håber, min stil er ligeså stylish som de her lækre damers.

Aller mest drømmer jeg om at arbejde med medier. Enten med film, tv, fotografi eller journalistik – muligvis en kombination af flere af dem. Jeg vil gerne lave noget kreativt, noget jeg har lyst til at stå op til hver dag.

Jeg har ikke nogen plan om at have børn på det tidspunkt, eller på noget tidspunkt faktisk. Det er ikke udelukket, at jeg får børn. Jeg er bare ikke en af de mange mennesker, der slet ikke kan forestille sig ikke at blive forældre en dag. Det kan jeg sagtens forestille mig ikke at blive…
Derudover håber jeg at bo med en mand, der elsker mig præcis, som jeg er og som støtter mig i alt det, jeg gerne vil. En der bakker op om alle mine kreative projekter og tossede ideer(Jeg har lige pt en rigtig sød kæreste, der opfylder alle disse krav, så man kunne jo håbe, han blev hængende).

Det her er selvfølgelig bare mine egne drømme. Jeg mener, at mine klassekammerater både i niende og på efterskolen skrev i min blå bog, at jeg ville ende mine dage som aktivitetsmedarbejder i Legoland, hvilket lige pt er mit fritidsarbejde… Men nu må vi se.

Hvad er jeres største drøm, og hvor håber I at være om 10 år?

– Marie.

Dette er min gode ven Jeppe Alexander Vestergaard. Nogle mener, han ligner Augustus Waters. Hans største drøm er at overtage verdensherredømmet, og så er han desuden hamrende morsom. God onsdag!

– Marie.

Det er ingen hemmelighed, at der er stor forskel på, hvilke typer der går hvor, når det kommer til de forskellige ungdomsuddannelser. Jeg har denne gang taget udgangspunkt i de to ungdomsuddannelser, jeg selv har gået på(Jeg flyttede fra Rosborg Gymnasium til Handelsskolen Campus Vejle i november, læs mere her). Dette er en yderst fordomsfuld og overdrevet beskrivelse af de to forskellige typer, så tag det nu ikke så tungt.

10 hurtige om handelsskolen:

1. ALLE på handelsskolen ejer en Ralph Lauren skjorte, det er nærmest et adgangskrav. Ejer du ikke mere end én, må du vaske hver dag, så du altid ser præsentabel og handler-agtig ud.

2. Hvis du ikke popper mindst en flaske Moët når du er i byen, er du ikke en rigtig handler.

3. Du skal faktisk også være rimelig lækker for at gå der.

4. Du skal gå op i high end sneakers – hvis du er indehaver af et par Giuseppe Zanottis, er du rigtig godt på vej.

5. Det er forbudt at se venlig ud, når du bevæger dig rundt på skolen. Dit ansigtsudtryk må ikke være andet end iskoldt. Du skal faktisk helst se en anelse arrogant ud – også selvom du ikke nødvendigvis er det.

6. Du bliver sablet, hvis du snakker godt om stx. Eller om nogen som helst anden uddannelse end hhx.

7. På hhx er der ingen, der cykler, her kommer vi i egen bil eller en rigtig pæn én, vi har lånt af mor og far.

8. Som pige bør du være indehaver af en cross-body designer taske. Helst af mærket Mulberry eller Marc Jacobs.

9. Dagen derpå skal din mystory helst indeholde en film af, at du, på ægte handler-manér, tømmer en flaske Grey Goose eller anden form for dyrt sprut ud på fortovet, FORDI DU KAN.

10. Ferie på handelsskolen betyder fancy storbyferier og dyre hoteller.

10 hurtige om det almene gymnasium:

1. ALLE ejer gule regnfrakker eller som minimum et par gule gummistøvler.

2. På hhx må man ikke gå på græsset, på stx ryger man det(Dette må heller ikke tages for seriøst, venner).

3. Du er venner med ALLE, en fremmed er blot en ven, du ikke har mødt endnu.

4. Du går i byen, hvor det er billigst, kvalitet og dyre drinks er ikke noget for dig.

5. ALLE cykler på stx.

6. Du SKAL eje både en Fjallræven- og en bæltetaske

7. Genbrugen er din ynglingsshop.

8. Du skal kunne drikke uanede mængder af billig øl.

9. Hvor de på handelsskolen er iklædt yderst neutrale farver, minder stilen på stx mest om regnbuer eller noget, en enhjørning har kastet op udover.

10. Ferie på det almene gymnasie betyder telt, camping og hyggelige ture i sommerhus ved vesterhavet.

Jeg håber, vores maleriske beskrivelser af de to typer har givet jer et smil på læben, for det var hele intentionen. I må ikke tage det personligt, det er jo bare for sjov. Husk det gode humør!

Hvad synes I er den største forskel på stx og hhx?

– Marie.

Det er ikke mange år siden Formspring-bølgen rasede. Eller jo, det er det faktisk, og jeg troede virkelig, jeg var blevet klogere. Det var jeg tilsyneladende ikke – ikke lige på det punkt i hvert fald – for jeg faldt totalt i Ask.fm-fælden. Ask.fm er faktisk præcis det samme som formspring. Det er en web-app, der giver brugerne mulighed for at stille hinanden spørgsmål, også anonymt. Og det er da også meget sjovt. Jeg havde bare glemt bagsiden af den anonyme funktion og lykkeligt fortrængt, hvor lede nogle mennesker kan være, når de pludselig får muligheden for at være anonyme.

Jeg har bestemt ikke selv følt mig udsat i denne omgang, da jeg ud af de flere tusinde spørgsmål, jeg de sidste uger er blevet stillet, kun har modtaget fire-fem grimme beskeder, hvilket er en forsvindende lille procentdel. Jeg havde derfor ikke taget det særlig alvorligt, da politiet begyndte at advare mod brugen af netop denne applikation(læs mere om det her).

Det var først, da jeg opdagede, hvordan nogle anonymt havde skrevet en masse ubehagelige ting om min bror, det gik op for mig, at hele denne bølge ikke var andet end en gentagelse af Formspring. Jeg elsker min bror rigtig højt, og det gik mig derfor på, at han skulle udsættes for denne åndssvage form for online mobning. Jeg overtalte ham til at slette app’en, og for at overbevise ham om, at det var noget lort, måtte jeg være det gode eksempel og gøre det samme. Jeg opfordrer desuden alle til at deaktivere deres konti, da man alt for let kan havne i ubehagelige situationer, når man befinder sig i et forum, hvor det er muligt at være anonym.

Jeg har rigtig svært ved at forstå, hvordan nogle mennesker kan synes, det pludselig er okay at kalde nogen luder, kælling eller noget helt tredje, blot fordi de har muligheden for at gøre det anonymt. Lede, anonyme beskeder ville aldrig være noget, jeg tog personligt, men jeg synes, det er foruroligende, at nogen overhovedet kan finde på at sende dem afsted. Det er helt sikkert, at 99 ud af 100 ikke ville kunne sige de samme ting til mit ansigt. Jeg ved ikke, om det er fordi, de har så dårligt selvværd, at de har brug for at svine min bror og alle mulige andre til. Men det eneste, vi selv kan gøre for at undgå disse ubehageligheder, er slet ikke at være en del af de forummer.

Hvad er jeres holdning til Ask.fm, måske havde I også Formspring, dengang det hittede? Har I selv oplevet at modtage grimme beskeder på nettet? Og hvordan håndterer I lede, anonyme beskeder?

– Marie.

Dette indlæg kommer til at handle om noget, eller rettere nogen, der har stor betydning for mig. Jeg mistede i april 2007 min mormor. Hun døde af brystkræft efter at have været syg i tre år. Det var uretfærdigt ud over alle grænser, at hun skulle blive syg, men fantastisk, at vi fik tre år sammen med hende på trods af det. Min mormor var noget helt helt specielt.

Jeg synes, det er helt vildt svært, hvor jeg skal starte, og hvor jeg skal slutte. Jeg har så evig meget på hjerte, så evig meget jeg gerne vil sige. Min mormor var det mest livsglade og mest inspirerende menneske, jeg i mit liv har mødt. En ildsjæl uden lige med et kæmpe stort hjerte. Hun var, og stadig i dag, mit aller største forbillede. Hvis jeg kunne vælge at blive som nogen – hvem som helst – ville jeg vælge at blive som hende. Hun havde en positiv energi, der overgik alle andres. Jeg har altid været meget tæt med min mormor, men da hun blev syg, kom vi endnu tættere på hinanden. Min mormor og morfar var blevet skilt for længe siden, og min mormor havde fundet en ny kæreste, Kaldun. Under sygdomsforløbet kom vi ikke bare tættere på min mormor, men også på Kaldun. Han er selvvalgt familie, og mit forhold til ham har på ingen måde ændret sig, blot fordi min mormor ikke er her længere.

Det var altid en fest hos min mormor, det var ligegyldigt, hvad vi lavede. Hendes gode humør smittede, og man kunne ikke andet end være glad i hendes selskab. Nogle gange gik vi ture og så på dådyr i skoven, andre gange klædte vi os ud eller lagde ansigtsmasker og make up – der var ikke det, jeg ikke fik lov til. Hun havde en tøjforretning i Vejle, hvor jeg hjalp til, når jeg havde ferie. Jeg var ikke ret gammel. Jeg fik lov at klæde dukkerne i vinduerne på og lavede desuden smykker, som jeg fik lov at sælge, når jeg var der. Alle min mormors veninder købte mine hjemmelavede kæder og armbånd – det syntes jeg var fantastisk, også selvom, jeg jo godt ved i dag, at de nok mest har gjort det for at glæde min mormor. Jeg husker, da jeg var omkring 15 og skulle søge mit første rigtige job. Det var sådan en mærkelig situation og en mærkelig følelse, jeg fik i kroppen, da jeg hele min barndom havde regnet med og glædet mig til, at jeg selvfølgelig bare kunne blive ansat hos min mormor.

Da det i de sidste uger af hendes sygdomsforløb gik op for hende, at hun ikke ville komme til at opleve min konfirmation, begyndte hun at skrive sin tale med argumentet, hvad nu hvis ingen fortæller hende de ting, jeg synes, hun skal have af vide. Den blev aldrig færdig. Jeg fik fire år efter, på min konfirmationsdag, det hun havde nået at skrive. Jeg anede ikke, hun havde skrevet noget til mig, så da min mor fortalte det i sin tale, blev jeg meget overrasket. Jeg fik notesbogen med hendes begyndende tale, da vi kom hjem om aftenen. Hendes håndskrift var næsten ulæselig, og min mor måtte derfor læse det for mig. Det var rigtig svært for os begge to. Hun skrev blandt andet, hvordan hun elskede at se mig smile, og det eneste, jeg kunne tænke på, var, hvordan hun aldrig ville få muligheden for at se mig smile igen.

Jeg savner hende helt ind i maven.

I dag bruger jeg mindet om min mormor som inspiration. Sådan, som hun var, er sådan, jeg gerne vil være. Jeg tager af og til mig selv i at have lyst til at ringe hende op, hvis der er sket noget rigtig dejligt i mit liv. Jeg ville sådan ønske, jeg havde mulighed for at fortælle hende alle de ting, jeg opnår og oplever. Hver gang jeg lukker et nyt menneske ind i mit liv, ville jeg ønske, de havde muligheden for at møde min mormor. Jeg kan uden skyggen af tvivl sige, at hun rørte alle, hun mødte. Jeg kan ikke forestille mig, at nogen, der har mødt hende, nogensinde har glemt hende igen. Hun er en man husker. Ovenikøbet på en fantastisk positiv måde. Hun var sød og opmærksom overfor alle, og hun sørgede altid for, at alle havde det godt. Hun var nede på jorden, men samtidig fuld af fest og farver. Hun er lige sådan, som jeg gerne vil være. Jeg har et kæmpe håb om, at jeg vil blive husket for bare nogle af de samme ting, når jeg engang ikke længere er her.

Jeg tror på, hun er blevet en engel, og at hun på en eller anden måde stadig følger med. Jeg ved, hun er et bedre sted nu. Har I oplevet at miste nogen, I elsker?

– Marie.

Jeg fyldte 18 den 11. marts. Jeg havde glædet mig helt vildt, men tanken om at fylde atten skræmte mig stadig lidt. Når man fylder atten, følger der i mine øjne et ansvar med. Pludselig er man myndig, og det er forventet, at man tager stilling til en række nye ting. For eksempel skal man betale skat, og man har mulighed for at stemme ved næste folketingsvalg. Det sidste har jeg tænkt meget over. Jeg ville ikke vide, hvem jeg skulle stemme på, hvis jeg skulle stemme i dag. Jeg har derfor sat mig for, at jeg inden næste valg skal have sat mig ind i, hvad de forskellige partier står for, så jeg ved hvem, jeg godt kunne tænke mig at stemme på. Man kan selvfølgelig også bare undlade at stemme, men det synes jeg er ærgerligt. Vi lever i et demokratisk land, hvor alle over atten har mulighed for indflydelse, og det kunne jeg rigtig godt tænke mig at benytte mig af – det kræver dog, at jeg sætter mig ordentligt ind i politik, så jeg ikke blot stemmer noget, andre har påvirket mig til at gøre.
For at komme med et forsøg på besvaring af overskriften, så nej. Jeg synes ikke, man kan vurdere sin ‘voksenhed’ på baggrund af sin alder. Jeg tror ikke, jeg bliver spor mere voksen af at fylde atten. Jeg har egentlig heller ikke lyst til at blive voksen lige nu. Jeg vil stadig have lov at gå i tøj der ikke praktisk taget passer til vejrudsigten, tage teenage-agtige selfies, når jeg møder en kendt og have hele dage i mit nattøj. Jeg skal nok nå at blive voksen, men dette er ikke dagen, jeg bliver det.
En af de mindre alvorlige ting, men dog i min verden stadig vigtige, er, at jeg i år ikke længere skal være ung-arbejder i Legoland. Jeg har arbejdet i Legoland siden niende klasse og starter i slutningen af marts på min tredje sæson. I Legoland er der kun fire-fem aktiviteter, du må stå ved, når du er under atten, så dér har jeg stået de sidste to år. Det er bestemt ikke fordi Duplo og Atlantis ikke er super hyggeligt, for det er det, men jeg glæder mig simpelthen så meget til at få lov at komme ud i resten af parken. Jeg er i år blevet tildelt samtlige aktiviteter i piratland, så det er dér, jeg denne sommer kommer til at befinde mig. Det bliver for fedt!

I det hele taget tror jeg, det bliver et helt vildt spændende år. Hvornår bliver I 18, og er det noget, man bliver voksen af?

– Marie.

Imorgen starter et nyt år i mit liv. Det er muligt, det er et par måneder siden, vi gik ind i et nyt kalenderår, men dette er starten på et andet slags år. Jeg går nemlig ind i det 19. år af mit liv, da jeg imorgen fylder 18 Alene dette synes jeg er ret vildt. Dette fik mig til at tænke over mit år som 17 årig, og alle de ting, der her fulgte med. Umiddelbart er det at fylde sytten ikke such a big deal, da det intet ændre i forhold til, hvad du må og ikke må. Du må stadig købe en øl i brugsen og komme ind på FOAM i Vejle, men må stadig ikke hverken gå lovligt på bar, køre bil eller stemme ved folketingsvalget. Dét, at fylde 18, er noget helt andet, og det tænker jeg derfor at skrive et separat indlæg om.
Det syttende år i mit liv er fløjet afsted. Jeg fyldte sytten, da jeg gik på Faaborgegnens Efterskole, jeg boede sammen med Freja, og jeg havde en kæreste. Ingen af delene er tilfældet i dag. Der er sket rigtig meget det sidste år. Jeg afsluttede mit efterskoleophold, indgik samarbejde med Annemette Voss, arbejdede en hel masse i Legoland, tog til USA i nogle uger, startede på gymnasiet, blev inviteret til Myanmar, var i Myanmar med Danmarks Indsamling, droppede ud af gymnasiet, startede på handelsskolen, var backstage til DKs Indsamling, begyndte at skrive for Annemette Voss og meget meget mere. Det har været et yderst begivenhedsrigt år. Rigtig mange muligheder har budt sig, og jeg håber, at dette fortsætter i det kommende. Jeg har taget en masse beslutninger som syttenårig, de fleste af dem, nogle jeg er rigtig glad for at have taget. For eksempel mit skoleskift i november, er jeg rigtig glad for. Det ændrede min hverdag og gav mig et andet overskud – et overskud der har gjort det muligt både at passe min skole, og alle de projekter jeg deltager i. Jeg besluttede også at hive en uge ud af kalenderen og tage med til Myanmar, da denne mulighed bød sig i efteråret. Det er helt sikkert også en beslutning, jeg er rigtig glad for at have truffet.
Jeg sætter rigtig stor pris på alle, der har været en del af dette skønne år. Jeg savner, de jeg ikke længere ser hver dag, men glæder mig over de helt fantastiske nye venskaber, jeg har fået i år. Alt i alt har det været et fantastisk år, og jeg glæder mig til det næste.

– Marie.

Jeg faldt over denne søde video den anden dag og tænkte, jeg ville dele den med jer. Jeg vil egentlig primært lade videoen tale for sig selv. Jeg ønsker blot at knytte få ord og tanker til den. Jeg synes, det er fantastisk, at det er blevet bevist, at det, at gøre andre glade, gør dig selv gladere. Jeg har aldrig været i tvivl om dette faktum, men at det helt videnskabeligt nu er blevet bevist, synes jeg er dybt imponerende. Jeg kom da selv til at tænke over at gøre mere for mine nære og håber, at alle I, der ser videoen, også får lyst til at gøre noget rart for dem, I holder af. Det er så vigtigt, og det spreder så god stemning. Eksperimentet er lavet i forbindelse med valentinsdag, men som han siger til sidst i videoen, kan dette være hvilken som helst dag. Lad os ikke begrænse vores værdsættelse af hinanden til nogle få dage om året i forbindelse med højtider. Lad os hver dag fortælle og vise de mennesker, vi elsker, at vi elsker dem. God tirsdag og rigtig god karma.

– Marie.

BILLEDER TAGET DEN 31. JANUAR – SMID EN KOMMENTAR

Jeg er utrolig taknemmelig for, og vildt spændt på, alle de nye ting, jeg står og skal igang med. Men jeg kommer nok ikke uden om, at disse nye jobs og samarbejder kommer med en anelse nervøsitet. Jeg er for eksempel i dag gået i gang med at skrive mit første indlæg til Annemette Voss, og jeg vil bare så utrolig gerne gøre det godt. Det betyder rigtig meget for mig, at alle de ting jeg laver for hende, og især det aller første indlæg, er lige i øjet. Både fordi flere mennesker kommer til at læse mine tekster, når de bliver skrevet til hende og udgivet på hendes hjemmeside, men også bare overfor Annemette. Hun har givet mig et job hos hende, og hun har valgt mig med nogle forventninger om, hvad jeg kan levere, og dem håber jeg inderligt, jeg kan indfri. Det bør dog nævnes, at jeg aldrig har oplevet Annemette utilfreds med min indsats, hverken når det kom til billeder, film, events eller andet. Jeg er nu stadig en anelse nervøs, men det er måske kun godt. Det er i situationer som denne, jeg presser mig selv til det yderste for at præstere noget, dem jeg leverer det til, bliver begejstrede over. De, jeg har indgået samarbejde med, skulle jo nødig fortryde det.
Selvom jeg er nervøs over nogle af de ting, jeg skal igang med, er det dog uden tvivl spændingen, der fylder mest. Jeg er fuld af nyfunden drivkraft, nye ideér og nyt mod. Jeg er fantastisk spændt på alle de ting, der skal til at ske, og jeg har på fornemmelsen, 2015 bliver et godt år.

– Marie.

Der sker en helt masse for tiden, og det er blandt andet derfor, jeg ikke får skrevet så meget. Jeg forsøger stadig at lægge billeder ud jævnligt, men teksterne er mere tidskrævende. Jeg tænkte derfor, det var på tide at fortælle, hvad det så er, der optager min tid. Jeg har lige pt tre nyheder – et event, et samarbejde og et nyt job.

Eventet foregår allerede i overmorgen, lørdag den 31. januar, og det drejer sig om Danmarks Indsamling 2015. Jeg var for et par måneder siden i Myanmar med Dansk Flygtningehjælp og Danmarks Indsamling for at se, hvad de indsamlede penge fra sidste år var gået til. Det var en super spændende tur(Det er muligt at læse mere om turen og se billeder her). Der blev taget nogle filmklip og nogle interviews undervejs, som bliver vist under showet på lørdag, og dér er jeg med i et af dem. Alle os, der var afsted, er så heldige at være blevet inviteret til backstage-arrangement i forbindelse med showet, så det er det, min lørdag aften kommer til at gå med. Det glæder jeg mig rigtig meget til. Opfølgning og billeder fra eventet kan findes på min side engang i næste uge.

Samarbejdet er med youtuber, og min rigtig gode ven, Rasmus Brohave. Samarbejdet kommer, som det ser ud nu, til at dreje sig om tre gæste-indlæg, Rasmus skriver på min blog, og en fælles video som afslutning. Dette kommer til at foregå engang omkring marts-april. Rasmus er youtuber, og har været det i et par år, og er en del af youtube-netværket Splay Danmark. Måske har I allerede hørt om ham? Han laver videoer med det simple formål at underholde, og det formår han i høj grad også. Jeg er super spændt på samarbejdet.

Det nye “job” jeg har fået er hos dobbelt bagedystvinder, og ven af familien, Annemette Voss, indehaver af hjemmesiden Annemettevoss.dk. Nogle af jer har måske allerede luret, at jeg har haft et samarbejde med hende tidligere. Det har hovedesagligt handlet om hjælp til events, små videoer, fotografier, illustrationer o. l. Dette kommer til at fortsætter som det plejer, men jeg vil inden længe have en ugentlig tjans hos hende. Jeg skal blogge for Annemette på hendes hjemmeside, og jeg glæder mig helt vildt. Jeg får lov at blogge om alt, hvad jeg kan finde på indenfor hendes univers. Det kan derfor være alt ligefra en tekst om bryllupskagens oprindelse til et reflekterende indlæg om, hvorfor det er blivet så hipt at fylde lakrids i absolut alt mad. Jeg har kendt Annemette altid, og jeg nyder at arbejde med hende, så jeg ser rigtig meget frem til dette mere faste samarbejde.

Det var lige kort, hvad der sker i mit blog-liv for tiden. Jeg har desuden opdateret en masse ting på min blog. Jeg har ryddet op på min facebook, er ENDELIG sluppet af med apostroffen og smiley’en i mit facebooknavn, der indtil i går var “Marie’s Blog:-)”, og så har jeg fået ny header både på facebook og her. Jeg har også købt nyt domænenavn, maries-blog.dk, så det ikke længere er så langt. Hvis man skriver den gamle webadresse, mariesblog.bloggersdelight.dk, vil man blot blive vidrestillet til den nye, så det fungerede ganske uproblematisk. Rigtig god weekend, når I når så langt!

– Marie.

Nanna er 17 og går på Rosborg Gymnasium. Hun går i den klasse, jeg startede i i sommers. Hun er en af mine bedste veninder. Det bedste ved Nanna er, at man kun behøver være sig selv, aldrig mere end det. Vi kan lave alt mulig vildt men også bare ligge på køkkengulvet og kigge op i loftet. Det er fuldstændig ligegyldigt, når man er sammen med Nanna, hendes nærvær er nok – så er det ligemeget, hvad man laver. Tak fordi du er dig.

Siden ottende klasse er vores evner blevet vurderet i tal i form af karakterer. Men hvad er en god og en dårlig karakter, hvor går grænsen? Der er intet i vejen med at have fokus på sine karakterer, men hvornår bliver det for meget? Pludselig er det ikke længere ens egne evner, man tænker på, men blot på tallet. Det handler derfor ikke længere kun om, at man gerne vil blive dygtigere og tilegne sig ny viden, men også, måske endda endnu mere, om hvilket tal man får ud af det.
Jeg oplever ofte voksne mennesker diskutere den gamle og nye karakterskala og diskutere, hvad der er gode og dårlige karakterer. Der er også tit en uenighed om, hvilke karakterer der svarer til hvilke. Jeg havde fået en forklaring på det i folkeskolen, men det var ikke alle, der syntes, det lød helt rigtigt. Nu har jeg undersøgt det, og sammenligningen er således(Nye skala nævnt først);

-3 SVARER TIL 0 – 00 SVARER TIL 5 OG 03 – 02 SVARER TIL 6 – 4 SVARER TIL 7 – 7 SVARER TIL 8 OG 9 – 10 SVARER TIL 10 – 12 SVARER TIL 11 OG 13

Jeg synes desuden, det er rigtig ærgerligt, når folk sammenligner deres karakterer, især når de går i forskellige klasser – i den situation er der altså efter min mening intet sammenligningsgrundlag. Forskellige lærer har forskellige måder at dele disse mange tal ud på. Jeg kan huske, de testede det for et par år siden. De sendte en eksamensstil ud til samtlige censorer i landet og lod dem komme med hver deres vurdering og tilhørende karakter. Udfaldet var voldsomt, da stilen kom tilbage med vurderinger, der spændte lige fra dumpekarakterer til det famøse 12-tal. Der er selvfølgelig intet facit, når man for eksempel retter en stil, men jeg var alligevel ret overrasket over at høre, at en stil, nogen ville lade dumpe, kunne få 12 hos en anden. Spændvidden var efter min mening uhyrlig bred. Og det siger lidt om, hvorfor en sammenligning aldrig ville være retfærdig.
Jeg har også hørt flere voksne udtale, at det i dag er alt for let at få 12-tallet. Og det er meget muligt, at der er en grad af sandhed i det – og det er jo egentlig også klart, når nu det er 11 og 13 slået sammen – men det er altså ikke altid tilfældet. Jeg har stødt på lærerer, der havde givet under fem 12-taller i hele deres lærertid. Så er der selvfølgelig også de lærerer, mange af os har stødt på, der er yderst rundhåndede med 12-tallerne, og det er selvfølgelig dem, der får det til at se ud som om, at det er tilfældet i alle fag – sådan er realiteten bare ikke.
Jeg vil gerne have gode karakterer, hvem vil ikke gerne det, men jeg har ikke lyst til at deltage i et eller andet vildt karakter-ræs, hvor man græder over et 10-tal – for jo, det er tilfældet for nogen. Jeg vil gerne lære, og jeg vil gerne blive dygtig. Jeg værdsætter vores muligheder for at gå i skole og muligheder for at tilegne os ny viden, både ved at søge den, men også blot ved at møde op i skole hver dag, for de serverer det for os på et sølvfad. Jeg har mødt mennesker både i Bangladesh og i Myanmar, hvis største ønske var at have muligheden for at tage en uddannelse, men vidste, at det kun for ganske ganske få af dem, blev en reel mulighed. Det er det, jeg tænker på, når dagene engang imellem føles lange. Tænk hvis vi ikke havde de muligheder, vi har. Jeg synes, det er vigtigt, vi sætter pris på dem. Søg ny viden og gør dit bedste, så kan ingen forlange mere.

– Marie.