Jeg var denne weekend i Faaborg, hvor jeg besøgte en af mine aller bedste venner samt min efterskole. Da jeg lørdag eftermiddag sad i bussen fra Odense og begyndte at kunne genkende Faaborg, følte jeg lidt, jeg var på vej hjem. I virkeligheden var jeg jo bare på vej hjem til Benjamin og skulle først ud på skolen søndag, men det var ligesom om, jeg stadig boede der, da jeg ankom på Faaborg rutebilstation. Jeg boede i den lille by i ti måneder, og det har helt afgjort sat sine spor. Jeg havde kun set benjamin en enkelt gang siden vi stoppede på Faaborgegnens Efterskole, og gensynsglæden var derfor enorm. Selvom vi nu ses udenfor de vante rammer på skolen, vil han forevigt i mine øjne være et symbol på FAAE og et symbol på det år, vi delte. Det var fantastisk at se ham igen, og da vi om aftenen tog til Kværndrup og Svendborg, havde jeg også den store fornøjelse at ses med nogle af mine bedste venner fra fyn.
Søndag tog vi ud på efterskolen for at deltage i åbent hus. Og ja, åbent hus er egentlig for interesserede folkeskoleelever, der overvejer at gå der om nogle år, men vi så vores snit til at ses med flest muligt fra årgangen og få en snak med vores gamle lærere. Vi endte da også med at være en god flok på 20-30 stykker fra FAAE 13/14 holdet, og det var skønt at se dem! Benjamin, Pernille og jeg var de første, der ankom. Det var en halv time før arrangementet startede, så vi havde mulighed for at hilse ordentligt på lærene, før alle de kommende elever kom. Da vi trådte ind gennem dørene i forhalen, sad der cirka 80 nuværende elever og kiggede særdeles underligt på os, og vi kunne lige dér ikke spotte en eneste af lærene. Vi vovede os alligevel ind og fik øje på en af mine ynglingslærere, der heldigvis så glædeligt overrasket ud over at se os. Da vi have hilst på alle lærene, besluttede vi at gå en runde på skolen. Det var lidt med blandede følelser, vi gik rundt på de velkendte gange. På mange måder faldt man helt tilbage i gamle, vante rammer og følte næsten, man gik der igen, men ligeså snart vi nåede de to værelsesgange, gik det op for en, at det selvfølgelig ikke længere var vores. Dette var en frygtelig erkendelse at gøre sig. Jeg fik tårer i øjnene, da jeg trådte ind på mit gamle værelse. Udsigten fra vinduet var præcis den samme, skrivebordet, som sidder fast på væggen, hang der naturligvis stadig, det bruseforhæng, Freja havde haft med, hang stadig på badeværelset, men det var noglelunde det eneste tegn på, at vi havde boet der for blot tre måneder siden. Det var en utrolig mærkelig oplevelse at gå rundt og kigge på værelserne, da man ikke kunne slå ud af hovedet, hvordan de pågældende værelser havde set ud sidst år, og hvem der havde boet der. Det var underligt, hvordan det ikke længere var vores sted, vores gange, vores værelser. Når det er sagt, var det stadig rigtig rigtig rart at være der igen, ligegyldig hvor meget de ændrer værelserne og skolen generelt, vil der altid være en fantastisk masse minder i hver eneste afkrog dernede. Minderne kan ingen tage fra os, de vil forevigt være vores, og de er gemt i alle vore hjerter. De nye elever var heldigvis rigtig søde, og det hjalp lidt, at det var nogle behagelige mennesker, der boede i vores “gamle hjem”. Vi spiste på skolen i går aftes, og jeg måtte derefter vende tilbage til Vejle. Vi var cirka otte, der blev og spiste, og der gik totalt nostalgi i den, da vi igen sad på pladserne i spisesalen, hørte meddelser og ventede på at hente mad.
Da vi tog afsted, var det med en fornyet energi og positivitet over hele weekendens forløb. Sidst jeg forlod skolen, var jeg opløst i tårer og græd hele vejen hjem, dette var ikke tilfældet denne gang, ha ha. Jeg havde accepteret, at jeg var startet på noget nyt, som jeg i øvrigt er rigtig glad for, og kunne kun glæde mig på vejne af de nuværende elever over, at de fik lov at opleve det, jeg sidste år var så utrolig glad for.

– Marie.

Der er både fordele og ulemper ved at tage på efterskole. I mine øjne er der en klar overvægt af positive faktorer. Er du genert og har det egentlig bare bedst, når du er alene, kan efterskole være en hjælp til at folde dig ud og nyde et fællesskab blandt andre mennesker, skønt du ikke førhen har haft lysten til at være en del af ét. Er du udadvendt og imødekommende, vil du straks falde til og nyde tiden på efterskole, da efterskole, for de i forvejen socialt aktive, er en leg lige fra starten. Langt de fleste efterskoler er i højere eller lavere grad interesseorienterede, og du vil derfor møde en masse jævnaldrende unge mennesker indenfor samme interesseområde som dig selv. Du starter derfor med et fælles grundlag, i hvert fald med nogle af eleverne, der lyder således, vi skal bo sammen i et år(eller to), og så interesserer vi os i øvrigt for det samme. Det er derfor utrolig let at finde nogen, man klinger med, det var i hvert fald, hvad jeg selv oplevede. Det giver en hel unik sammenholdsfølelse, når man bor sammen i så stor en flok. Det er muligvis anderledes på de rigtig store efterskole, hvor det slet ikke er alle, man når at have kontakt med, det skal jeg ikke kunne sige. Jeg skriver dette med udgangspunkt i egne erfaringer byggende på at have boet med 119 unge mennesker, der alle endte med at have lært hinanden at kende i en eller anden grad. I og med vi kendte alle, gav det et fantastisk fællesskab, og det år vil forevigt være et bindeled mellem os, der gik der, netop dér, netop dét år. Alt det vi delte det år, alt det vi oplevede. Det er som en intern ting, blot mellem 120 mennesker. De venskaber der opstod på efterskolen, er venskaber jeg med næb og klør vil holde fast i. Mange af de venner jeg fik dér, kom tættere på mig end mange af de venner jeg har haft i ti år nogensinde har været. Jeg tror, forskellen er, at man her har sværere ved at skjule de mindre sjove sider. De mennesker, jeg delte det år med, så mig, da jeg var aller gladest, da jeg var i frygteligt humør, og de har set mig, når det har gjort aller mest ondt. Specielt sidstnævnte er noget, jeg ikke er særlig stor fan af at vise frem for andre, og det har krævet en kæmpe portion tillid at turde bare være mig, også når tingene gik skævt, og livet gjorde ondt.
Det var for mit vedkommende en fantastisk oplevelse at prøve at bo sammen med en jævnaldrende pige og følelsen af lidt at være flyttet hjemmefra. Jeg elskede at bo med Freja, og trods tilfredsheden over min nuværende situationen, drømmer jeg mig af og til stadig lidt tilbage til de lange nætter og hyggelige stunder med hende. Man lærer på en anden måde at tilpasse sig et andet menneske. Det er bare lidt noget andet end at bo med et familiemedlem, selvom jeg næsten kunne have forvekslet Freja med at være netop det, da vi havde boet sammen i ti måneder. Man opbygger et venskab udover det sædvanlige, eller det er der i hvert fald rig mulighed for, det er selvfølgelig ikke alle, der er ligeså heldige, som jeg var med min roomie. Da vi skilte værelset ad og genså de hvide vægge i de sidste dag, var det som om, at selvom rummet nu var tømt, at minderne så stadig hang på væggene, svævede i rummets atmosfære. Vi gjorde os mange tanker om, hvor lidt de nye egentlig vidste om det værelse de i august ville træde ind i og kalde deres. De ville ikke ane spor om alle de ting, der var sket derinde, og det ville helt sikkert tage lang tid at fortælle. Vi kom til at tænke på, hvordan vi slet ikke i starten selv havde overvejet, hvad der var foregået på netop vores værelse, året inden vi flyttede ind. Det tænker man ikke på, når man starter. Tanken om at stedet få måneder tidligere havde tilhørt nogle andre strejfer slet ikke en, da man har så stor fokus på at komme i gang med det, der nu lige er startet. Jeg savner virkelig vores fælles værelse, de engle, vi havde på døren, hvorpå Frejas og mit hovede var klistret, hænger nu på min dør herhjemme, og hver eneste dag smiler jeg til min søde Freja – og du kan tro jeg savner dig Freja Bang.
Efterskole er det bedste(Selvom jeg i høj grad er blevet positivt overrasket over gymnasiet), og jeg ønsker for alle, at de skal opleve sådan et år. Ulempen er dog den halv-hårde overgang efterfølgende. Gymnasiestarten har trukket tænder ud. På efterskole kører man altså bare i et lavere gear, trods det faktum, at jeg faktisk troede, jeg kørte i et højt gear dengang. Gymnasiet kræver en helt anden mentalitet og en helt anden form for seriøsitet og kræver et helt andet ambitionsniveau. Alt dette er for mange en kæmpe omvæltning, for der er kæmpe forskel på efterskole og gymnasie, det var det i hvert fald for mig. Jeg kunne mærke, at jeg virkelig skulle have fat i kraven på mig selv for at samle kræfter til den pludselige seriøsitet, det krævede her. Men det er jo bare en lille ting sammenlignet med alle de kvaliteter, efterskole har.
Et efterskoleår siges at svare til syv menneskeår, men jeg vil mene at have fået oplevelser for mindst ti på Faaborgegnens Efterskole 13/14.

– Marie.

Hvad definerer venskab, og hvad vil det egentlig sige at være venner? Er man venner, fordi man er det på Facebook eller venner, fordi man ses hver dag? Ifølge Den Danske Ordbog defineres ordet “Venskab” således: [ Nært, fortroligt og tillidsfuldt forhold mellem to eller flere personer ]. Hvis dét er et venskab, kan jeg allerede nu frasortere langt størstedelen af Facebook-vennerne. Jeg tror derimod, der er et andet udtryk, der i højere grad dækker over alle de virtuelle venner, nemlig bekendtskaber. Bekendtskab: [ Det at have kendskab til nogen eller noget ]. Dette lyder i mine øre mere, som noget jeg ville betegne mange af mine venner på det sociale medie som. Nu da de fleste bekendtskaber er sorteret fra, står vi tilbage med alle de, man har kontakt med i den virkelige verden, alle de man omgåes med. Hvor mange af disse mennesker er så egentlig dine venner? Er man venner fordi man ses dagligt? Det vil jeg ikke nødvendigvis mene. Har man et reelt venskab, gør tid ingen forskel. Man kan skilles i måneder, sågar år, og når man mødes igen, vil den forbipasserede tid ikke kunne mærkes, man vil falde helt tilbage i gamle, trygge, og for det meste behagelige rammer. Det er sådanne venner, der accepterer, at der af og til går lang tid mellem opkaldene og endnu længere mellem besøgene. Det er dem der forstår og holder af ligegyldig hvad. Dem der tager dig, som du er og ikke forsøger at forme dig til den person, de synes, du skal være. Dem i hvis øjne, du er præcis, som du skal være.
Findes der et loft for antallet af venner? Hvor mange venner kan et menneske egentlig have, før de istedet må kategoriseres som bekendtskaber, og hvor mange bedste venner, før det egentlig bare er venner? Jeg tillader mig at gentage en problemstilling, jeg her på siden før har nævnt. “Hvis man er bedste venner med alle, er man så overhovedet bedste venner med nogen?”. Bekendtskaber, venskaber og bedste venner – det er tre begreber med særdeles flydende grænser. Det er ikke ligesom lille, mellem eller høj, hvor antallet af centimeter du er afgør, hvilken kategori du havner i. Hvornår går man fra at have et bekendtskab til at have en ven, og hvornår kan denne ven kategoriseres som en ‘bedste’. Er det dem, du smiler til, når de passerer på gangen, dem du giver et kram i forbifarten, dem du stopper op og snakker med i de få minutter du har, inden du skal være til time, eller dem du er ivrig efter at fortælle den hemmelighed til, du ikke kan dele med nogen andre?
Hver morgen, når jeg går i skole, passerer jeg den samme mand. Første gang jeg så ham, var han blot én af mange mennesker, man møder i forbifarten hver dag. Da han så passerede mig noglelunde samme sted dagen efter, virkede han pludselig ikke fremmed på samme måde, da jeg kunne genkende ham. Nu har jeg efterhånden passeret ham mange gange, og det er samme sted, samme tid, hver morgen. Vi smiler forsigtigt til hinanden, og jeg tog mig selv i den anden dag at overveje at sige godmorgen til ham, da han er begyndt at føles som en bekendt, skønt jeg ikke engang kender hans navn. Er han i virkeligheden blevet netop det, en bekendt? Og kan man have et bekendtskab til én, man aldrig har talt et eneste ord med? Det brugte jeg en del af den kølige vej i skole på at overveje den anden morgen. Måske er det slet ikke så vigtigt, hvor mange eller hvor få venner man har, bare det er de rigtige?

– Marie.

Jeg blev for ganske nyligt meddelt, at jeg, hvis jeg var interesseret og havde mulighed for det, var blev valgt til at tage til Burma i en uge og se de projekter, pengene fra dette års indsamling var gået til. Jeg lavede nogle projekter for efterskoleforeningen sidste år bla. i forbindelse med Danmarks Indsamling, og nu har de simpelthen valgt at sende mig til Burma, en mulighed jeg føler mig ekstremt priviligeret over at have fået. De sender en nuværende og en førhenværende efterskoleelev derned, hvor vi hver især skal representere elevholdet i år og sidste år – jeg representerer naturligvis sidste års elevhold. Vi skal blogge og sende billeder dernede fra, så det er en totalt drømmeoplevelse for mit vedkommende. Det bliver så spændende. Jeg ser utrolig meget frem til at komme ned og se, hvad det egentlig er, vi samlede indtil, det gør tingene meget mere virkelige, når man pludselig får lov at se det helt tæt på. Jeg var i Bangladesh forrig år, hvor vi bla. var ude og se en slumskole samt en masse andre spændende ting. Dette var en helt fantastisk og i den grad livsbekræftende oplevelse – ikke noget jeg havde forestillet mig i nærmeste fremtid at få lov at opleve igen. Turen finder sted fra den 1. – den 8. november, jeg glæder mig helt vildt til at rapportere dernede fra og håber selvfølgelig, I har lyst til at følge med. Har I prøvet at besøge et u-land?

– Marie.

Mit første indlæg angående min start på Rosborg Gymnasium(her) var mere eller mindre negativt. Jeg tænkte derfor lige at lave en opdatering, der i højere grad siger noget om, hvordan jeg har det her nu. Det er var en lidt hård første dag, og overgangen fra   efterskole til gymnasie var på mange måder overvældende, da der er en kæmpe distance mellem de to. Jeg er heldigvis faldet rigtig godt til både fagligt og socialt. Fagligt var det en stor omvæltning. På efterskolen havde jeg næsten udelukkende fag, jeg interesserede mig for, modsat gymnasiet, hvor man også har nogle fag, der ikke nødvendigvis er ens hovedinteresse, og det kræver derfor mere at engagere sig fagligt. Socialt kunne det fra starten klart mærkes i klassen, at vi er mange, der har gået på efterskole. Vi var mange, der søgte et fællesskab, lignende det vi det sidste år(eller to) havde oplevet. Den halvdel af min klasse, der ikke har været på efterskole syntes desuden også at ville fællesskabet, og det gjorde det derfor til en utrolig let social start. Jeg har været ufattelig heldig angående min klasse. Jeg har ladet mig fortælle, at ikke alle klasser på gymnasiet har samme fællesskab som det jeg selv er i. Enkelte af klasserne hernede er allerede gruppede og interesserer sig ikke specielt for klasselige aktiviteter udenfor klasselokalerne på Rosborg. Jeg føler mig derfor yderst priviligeret, da jeg ser rigtig meget frem til tre år med den klasse, jeg nu engang er startet sammen med, da vi allerede nu har det rigtig godt sammen.
Fritidsmæssigt skal man vænne sig til virkelig at prioritere sin tid. Dag-til-dag-lektier og afleveringer fylder pludselig rigtig meget, og det er trods det faktum, at vi stadig er i grundforløbet. Derudover prioriterer jeg selv at have tid til at socialisere med de søde mennesker i min nye klasse, til at blogge, til at fotografere og til at tage i fitness. Et travlt program kræver derudover for mit vedkommende, at jeg kommer i ordentlig tid i seng. Det skal helst ikke være efter ti, hvis jeg skal kunne fungere optimalt dagen efter. Kodeordet i min hverdag er derfor klart planlægning – planlægning, planlægning, planlægning… Hverdagen på efterskolen var meget skemalagt, og en af de ting, jeg faktisk havde set frem til at komme hjem til, var at denne del skulle ophøre, men sådan blev det ikke. Min hverdag er yderst skemalagt. Jeg synes dog, at jeg som oftest får det til at fungere, men der er da nogle dage, hvor man godt kunne ønske sig et par ekstra timer i døgnet.
Overordnet set er jeg rigtig glad, og jeg er ikke i tvivl om, at jeg er havnet det rigtige sted. Undervisningen på Rosborg er god, men min klasse er bestemt en stor del af grunden både til dette og til glæden over at være havnet netop her.

– Marie.

Jeg tror aldrig, jeg rigtig fik vist vores afsluttende projekt på efterskolen. Min gruppe lavede ovenstående kunstfilm omhandlende mediers påvirkning. ‘Media Influencia’ bygger på tanken om, hvilken indflydelse og rolle medier har i dag og den fylde de giver i vores hverdag. Filmens ide var at prøve at skabe noget kritisk på en ikke alt for negativ måde – måske har vi brug for medier, måske kvæles vi lidt i dem. Det vi prøver at fremhæve er, at medierne måske ikke altid kun er positive. Derudover håber vi at få seeren til at forstå den på sin egen individuelle måde, alle skal have mulighed for at tolke på den. Vi har blandt andet fundet inspiration i Michael Kviums billede “Dumrian” og i begrebet “at sluge noget råt”. Vi har især fokus på trykte medier, og aviser er et ret gennemgående element i vores film. Den gule farve blev ligeledes et gennemgående element, da vi placerede den som en rød tråd i billedet, da der i en kunstfilm ingen kronologisk handling er. Filmen vandt Publikumsprisen til Frame Filmfestival 2014.

Lykke. At føle lykke. At være lykkelig. Lykke i sig selv er en ubestemt faktor. Et ’X’ der ikke bare kan regnes ud. Lykke er ikke en størrelse eller noget konkret, men noget flagrende, svævende, vi måske aldrig finder ud af, hvad er. Lykken er det, vi søger, men hvad er det, vi vil opnå? Er vi da ikke lykkelige i vores søgen? Og er man ikke lykkelig, er man så ulykkelig, eller ligger der noget gemt i distancen mellem de to modsætninger? Måske er det jagten på lykke, der gør os ulykkelige. I denne konstante søgen, glemmer vi måske at stoppe op og fornemme vores egen lykke. Smage på lykken, som var det et bolche, dufte til vor egen lykke, som var det en blomst. Tanken om, at vi ikke er fuldendte, at der er noget, vi må opnå først, det er måske den, der hæmmer os, fordi vi har for stor fokus på, hvor vi er på vej hen, istedet for hvor vi står nu. Måske er det det, der forhindrer vores egentlige lykke. Men hvornår ved man, om man har fundet denne’lykke’. Hvornår er man fuldendt? Hvornår er man lykkelig? Hvad hvis man aldrig finder lykken? Hvad er lykke egentlig? Hvis lykken ikke er en størrelse eller noget bestemt, hvad er den så? Ifølge den danske ordbog beskrives begrebet lykke således: [ Følelse af dyb glæde over og stor tilfredshed med den (livs)situation man befinder sig i ]. Lyder det ikke opnåeligt? Lykke må bestemt være opnåeligt.

Uanset hvilken størrelse lykke nu måtte være, er ligegyldighed en helt anden. Dér hvor lykke tit indeholder fælleskab, kan ligegyldigheden dræbe netop det. Ligegyldighed slår fælleskab ihjel i sin egenskab af netop ligegyldighed. For ligegyldighed dræber ikke fællesskabet bevidst for at destruere eller ødelægge, det sker helt automatisk, idet man bliver ligeglad, idet man vælger ikke at tage stilling, ikke at bekymre sig, idet man beslutter, at det er ligegyldigt. Kan man føle ligegyldighed? Ligegyldighed er vel på sin vis en følelse, men det er jo en følelse af tomhed, men på en ligegyldig måde. Ikke en tomhed, man ærgrer sig over, for den er jo ligegyldig. Det at være ligeglad er en mangel på interesse og engagement, to socialt dræbende faktorer. Man kan også føle sig ligegyldig, og så er det pludselig noget helt andet. Der er miles forskel på at være ligeglad og føle sig ligegyldig. Hvis du føler dig ligegyldig, handler det pludselig rigtig meget om bekymring og betydning. En frygt for at man for eksempel ikke betyder, det man troede for en anden. En frygt for at de er ligeglade, at man er blevet ligegyldig for andre. Det er blandt andet derfor, at ligegyldighed kan virke så ubehageligt, især hvis det drejer sig om noget, man langt fra selv opfatter som ligegyldigt. Det kan være utrolig sårende, og man kan blive ekstremt frustreret, hvis man fornemmer en ligegyldig indstilling hos et andet menneske. Smil smitter, og det samme gør en ligegyldig indstilling – jeg tør næsten ikke gætte på, hvilken af de to der breder sig hurtigst.

Hvis en komplet ligegyldig indstilling står i vejen for fællesskabet, står den samtidig i vejen for muligheden for savn. Savn kan være mange ting, positive som negative. Savn kan ofte bekræfte lykke. Det kræver, at man holder af og bekymrer sig om nogen eller noget, før man kan føle savnet af dem eller det. Savn er defineret som fravær af noget ønskeligt eller nødvendigt. Savn er sundt, da det bekræfter betydningen af nogen eller noget, og desuden giver savn ofte en fantastisk gensynsglæde. Men man kan ikke savne nogen, man er ligeglad med. Vi må derfor konkludere, at savn og ligegyldighed som oftest er som olie og vand. De frastøder hinanden og kun i sjældne tilfælde, vil de have noget med hinanden at gøre.

Jeg har oplevet at føle lykke, oplevet at føle ligegyldighed og oplevet at føle savn. Min personlige beskrivelse af lykke må inkludere følgende; Lykke er, når man vågner af sig selv en tidlig morgen og ved, at man kan blive liggende, at man har mulighed for at sove videre, men vælger at stå op. Der må man ifølge mig have et rimelig lykkeligt liv. Dette gælder naturligvis ikke alle, men da jeg er det diamentralt modsatte af et morgenmenneske, lyder teorien rigtig god i mit hovede. Lykke er for mig de øjeblikke, hvor man glemmer alt det onde, alt det man skal og bør, når man føler sig tilpas og ikke kan lade være med at smile. Det er, når man omgiver sig med mennesker, man holder af, med mennesker, der holder af en, dem der ønsker dig lykken og dem, som du ønsker lykken for. Lykke er en fantastisk følelse, og det er noget helt specielt, det er derfor vigtigt at huske at stoppe op og bide mærke i disse små øjeblikke af lykke, da lykke måske ikke bare er målet, men er alt det, man oplever på vejen. Ligegyldighed er en mere ubehagelig følelse, og heldigvis ikke en, der strejfer mig tit, men af og til suser ligegyldigheden forbi mit hovede som en kølig vind. Man får lyst til at smide, hvad man har i hænderne og give op. Ligegyldighed er for mit vedkommende en ledsagefølelse til frustration. Når man ikke længere kan finde løsning på sine frustrationer, kan man måske endda ubevidst i afmagt lade ligegyldigheden tage over. Disse små perioder af ligegyldighed varer heldigvis sjældent længe af gangen og er generelt ikke en jævnlig ting. Men ubehageligt er det, når følelsen engang imellem trænger sig på. En hyppigere følelse er uden tvivl savn. Det enorme savn, der opstod i maven på mig, da min mormor døde, og det savn jeg kunne mærke, allerede inden den dag jeg sagde farvel til min efterskole, fordi jeg var forberedt på at føle det, forberedt på det kom. Man kan savne at gå i biografen, savne at male eller savne at læse bøger, men intet kan i min verden måles med savnet af et andet menneske. Både mennesket i sig selv, der må have betydet noget, siden man savner det, men også deres stemmer, deres smil eller den måde de plejede at holde om dig. Man kan få helt ondt i maven af savn. Det er som et sort hul af uretfærdighed på grund af fraværet af vedkommende, man savner. Der er stor forskel på at savne noget, man ved er væk for evigt og noget, man ved, man vil opleve igen. Det ene er absolut mere ubehageligt end det andet.

Lykke danner savn – og ligegyldighed umuliggører de to førnævnte.

– Marie.

Klokken var 7.40 d. 13. august, da jeg cyklede hjemmefra på vej mod Rosborg Gymnasium. Jeg følte mig klar og fuld af spænding. Jeg var spændt på klassen, på lærene, på undervisningen og på at se alle dem, jeg havde været væk fra i et år. Jeg cyklede afsted med et smil på læben og havde iført mig min mest positive facon. Dette skulle snart vise sig ikke at være tilstrækkeligt. Jeg kan ikke helt sætte ord på, hvad det var, der skabte den ubehag, der bredte sig i mig, fra det øjeblik jeg satte mig på stolen i Rosborgs fællesområde. Pludselig følte jeg mig ikke længere klar, og spændingen var blevet til en mild skræk. Hvad lavede jeg overhovedet her? Og var det nu det rigtige for mig? Jeg lod det for længst stivnede smil sidde og hilste pænt, på alle de jeg kendte, når vi passerede hinanden på vej til hver vores nye klasselokaler. Der var et par stykker i min klasse, jeg kendte en smule fra tidligere, men kun en enkelt jeg kendte godt. Ham klamrede jeg mig derfor til hele den første dag. Alt den dag virkede overvældende. Det var overvældende med så mange mennesker, overvældende at vi selv skulle koordinere vores pladser, så vi sad i alfabetisk rækkefølge, ja selv overvældende at beslutte, hvor vi skulle sætte os og spise vores frokost. Og som jeg sad dér med min madpakke midt i menneskemylderet, kom jeg virkelig til at savne min efterskole. Jeg kan ikke huske nogensinde før at have følt mig så lille, malplaceret og flov over min egen eksistens. Igen kunne jeg ikke undgå at tænke, hvad jeg overhovedet lavede her – den tanke kom nogle gange i løbet af dagen. Jeg var lige på nippet til at begynde at græde, da jeg ligeså snart, jeg fik lov, skyndte mig at cykle hjem. Jeg ville bare gerne tilbage på min efterskole. Der var kun en tiende del så mange, og det var trygt og rart og dejligt og jeg elskede det. Jeg ringede til mine favoritlærere på efterskolen og til nogle af mine med-elever dernede fra. Da mine forældre kom hjem, snakkede jeg naturligvis også med dem om min situation, der i mit hovede ikke var spor rar. Min mor mindede mig om, at der jo ikke var nogen, der tvang mig til at være der, og at hvis jeg stadig hadede det om et halvt år, kunne jeg jo bare droppe ud. Dette gav mig egentlig lidt en nyfunden ro i maven. Hun havde jo ret.

Allerede dagen efter gik det op for mig, at min klasse faktisk var rimelig nice, lærerne ikke så slemme og stedet rigtig pænt. Den ubehagelige følelse, der dagen før havde sust rundt i min krop, var forsvundet over natten. Om fredagen var vi nogle piger fra min nye klasse, der tog på café og videre på bar, hvor vi mødtes med en flok mere fra vores klasse, og sådan gik det altså til, at vi lynhurtigt begyndte at “bonde”. Fra da af tog tingene fart, og jeg føler allerede i dag, at jeg har kendt min klasse rigtig længe. Det er et fantastisk samsurium af interessante personligheder, der næsten uden undtagelser har det til fælles, at de gerne vil fælleskabet. Da cirka halvdelen af min klasse har været på efterskole, kommer det heller ikke bag på mig, at jeg ikke er den eneste, der ønsker et godt fælleskab, så tæt så muligt på det man kunne få på en efterskole. Trods den overvejende negativitet i starten af indlægget, er jeg rigtig glad for at gå på Rosborg nu. Jeg har absolut ingen intentioner om hverken at droppe ud eller skifte til noget andet. Jeg elsker min klasse og er overbevist om, at jeg nok skal få tre rigtig rigtig gode år.

– Marie.