Jeg var i går vidne til en ulykke. Jeg var også vidne til danskernes ringe evne til at hjælpe, når uheldet er ude. Sidstnævnte var overraskende foruroligende at opleve.

Jeg stod foran et apotek i Vejle på Nørretorv lige ved åen, da en ældre mand kører galt på sin scooter. Ved åen går der et par brede trin ned fra cykelstien og vejen, før man når helt ned i åen. Manden, der kom kørende, kørte ud over det første trin og bankede hovedet i jorden. Han lå med benet klemt mellem det sten-trin, han var faldet ned på og scooteren. Scooterens hjul drejede stadig rundt. Per refleks løber jeg naturligvis hen for at hjælpe – det samme gør et par andre. Vi får hjulpet ham fri, får slukket scooteren og får manden op at sidde. Jeg ringer til 112, og da mit opkald er færdigt, står kun én kvinde og jeg tilbage. Hun informerer mig om, at hun altså skal hente sin lille søn og ikke kan blive der længere end et kvarter. Det er der naturligvis ikke noget at gøre ved. Men som vi sidder og venter på ambulancen, og jeg ser mig omkring, går det op for mig, at alle forbipasserende blot stopper op, kigger lidt på afstand og fortsætter derefter.

Selvfølgelig er det ikke nødvendigt, at vi står seks mand og venter på en ambulance, men det bekymrer mig alligevel, hvor ringe vores evne til at hjælpe er. Jeg sad i en halv time og ventede med en mand, der var fuldstændig omtåget i hovedet, og flere gange forsøgte at sætte sig op på sin scooter, selvom det var tydeligt, han ikke kunne køre. Det var desuden slet ikke muligt, at køre fra stedet scooteren lå, da den jo var røget et stort trin ned og måtte løftes op derfra, hvis man skulle nogen steder.

Ambulancen kom, og kvinden, der havde stået der sammen med mig tog afsted. Mændene i ambulancen var enige i, at han virkede meget omtåget og mente bestemt, at den ældre mand skulle en tur på hospitalet. Det var han ikke interesseret i. De fik ham ind i ambulancen og undersøgte ham kort. De foreslog ham igen at tage med en tur på hospitalet, men han var stadig ikke interesseret. De løftede derfor hans scooter op på cykelstien og lod ham gå. Jeg blev og afventede situationen. Han havde lige lovet ambulancemændene og mig, at han ville trække scooteren hjem, men han satte sig op på den og begyndte at trille. Jeg var på cykel og kørte bag ham det meste af vejen hjem.

Jeg skriver ikke det her for at fortælle jer om situationen, men om de tanker, den satte igang hos mig. Jeg var rigtig ærgerlig og skuffet over, hvor mange mennesker der så situationen, og hvor lidt der handlede. Det vidner om, at vi bliver nødt til at blive bedre til at tage os af hinanden. Ikke bare tage os af de mennesker, vi kender, men tage os af hinanden som samfund. Hvor er det kedeligt, at vi lever i et land, hvor man stopper op og kigger, istedet for at tilbyde sin hjælp. Ville vi ikke selv ønske, at nogle var villige til at hjælpe os, hvis det var os, der havnede i en ulykke?

– Marie

Det var i går Kvindernes Internationale Kampdag og i den anledning snakker jeg i dag lidt om feminisne og stærke kvinder.

Det er min erfaring, at folk er ret uenige om, hvad feminisne er. Dette er Gyldendals betegnelse,

feminisme, (af lat. femina ‘kvinde’ og -isme), ideologi, der fremhæver kvinders samfundsmæssige betydning og individuelle værdi, og hvis mål det er at afskaffe diskriminering og undertrykkelse af kvinder og at bekæmpe mandsdominans i samfundet.

For mig handler det om kampen for lige rettigheder mellem kønnene. Det handler på ingen måde om, at kvinderne skal have magten, men om, at der skal være plads til os alle sammen. Det er vi generelt rigtig gode til i Danmark, og det er en af de ting, jeg sætter kæmpe stor pris på ved vores land. Jeg forbinder feminisme med stærke kvinder. Kvinder som Emma Watson og Emma Holten. Jeg forbinder det med kvinder, der kæmper. Ikke bare kæmper for sig selv, men kvinder der kæmper for kvinders rettigheder over hele verden. Selvfølgelig er der også stærke kvinder, der er stærke, selvom de ikke nødvendigvis bruger deres tid på at kæmpe for kvinderettigheder, og jeg er beæret over at omgås så mange stærke kvinder, som jeg gør. Jeg vil i dag gerne hylde et par af de kvinder, der betyder rigtig meget i mit liv.

En af de stærkeste, mest kreative og dygtigste kvinder, jeg kender, er min mor. Min mor er nok den sejeste kvinde, jeg kender, og det siger ikke så lidt. Hun gør sig umage med alt, hvad hun gør – hun gør aldrig noget halvt. Hun knokler og sidder sjældent stille. Jeg er så stolt af alt, hvad hun opnår. Hun er inspirerende, og jeg ser mere op til hende, end jeg nogle gange husker at sige til hende. Det betyder ikke, vi altid er enige, for det er bestemt ikke tilfældet. Men jeg er kommet i en alder, hvor jeg tager min egne beslutninger, og det har været fantastisk at erfare, hvordan hun, selvom hun ikke altid synes, jeg tager de rigtige valg, accepterer og respekterer dem og generelt bakker mig op. Det sætter jeg kæmpe pris på. Tak mor.

En anden skøn og stærk kvinde er Annemette Voss. Nogle af jer ved formentlig, at jeg arbejder rigtig meget sammen med Annemette, men mit forhold til hende indebærer så meget mere end arbejde. Jeg ved, jeg altid kan komme til hende, og jeg har tit brugt hende i situationer, hvor jeg har været uenig med min mor. Annemette er nemlig aldersmæssigt lige midt i mellem min mor og jeg, og forstår derfor både, hvorfor jeg agerer, som jeg gør, men samtidig hvorfor min mor reagerer, som hun gør. Udover altid at være der, når jeg render ind i personlige problemer, står hun også klar med gode råd, når jeg står overfor valg i mit arbejdsliv. Hun er ekstremt dygtig, og jeg har så meget respekt for alt, hvad hun har opnået. Det er en fornøjelse at følge med i hendes liv. Arbejdsmæssigt er hun ambitiøs, proffesionel og vildt inspirerende. Men det er også fantastisk at følge med i hendes liv som mor og kæreste for hendes drenge og Micky. Hun har hjulpet mig på så mange måder de sidste par år, og for det skal der lyde et kæmpe TAK.

Derudover har jeg en række stærke kvinder i mit liv, som jeg sætter ligeså stor pris på, men som jeg desværre ikke ser ligeså ofte. Tak til alle de fantastiske, stærke kvinde i mit liv. I er min inspiration og mine forbilleder. TAK fordi I er her.

Har I en stærk kvinde i jeres liv, der fortjener et tak?

Jeg er midt i min gymnasietid. 18 år gammel og godt halvvejs gennem 2.g. Ofte bliver jeg mødt af kommentarene “Åh! Gymnasiet var de bedste år i mit liv”, “Nyd det, gymnasietiden er den bedste tid” eller sågar “Gid det var mig, der gik i gymnasiet igen”. Måske nogle af mine jævnaldrende læsere kan genkende dem? De kommer ofte fra rigtige voksne, og jeg håber simpelthen ikke, de har ret. Skulle det her være den bedste tid i mit liv?

Jeg går hundrede procent ind for, at man i forhold til uddannelse som minimum tager en ungdomsuddannelse, ingen tvivl om det. Jeg bliver dog nødt til at indrømme, at jeg i højere grad tager en ungdomsuddannelse, fordi jeg ved, det er nødvendigt for at kunne komme ind på de uddannelser, jeg gerne vil læse videre på bagefter, end det er fordi, jeg synes, det er super fedt. For jeg synes faktisk ikke, det er super fedt. Undervisningen er udemærket, og mange af mine fag er også spændende. Mine lærere er også helt okay. Faktisk er Vejle handelsskole ganske udemærket, og jeg er ikke i tvivl om, at det er det rigtige sted, jeg tager min studentereksamen. Jeg kan helt sikkert også anbefale skolen til de af jer, der kommer fra Vejle og ikke er kommet til at skulle vælge ungdomsuddannelse endnu. Det er ikke fordi, jeg tror, der er et bedre alternativ til disse år, men jeg håber ikke, disse bliver de fedeste i mit liv. Der er selvfølgelig sjove fester, og ofte finder man sig gode venner i løbet af disse år, men det er for mig mest tre år, der skal overståes.

I forhold til vennekreds, er jeg rigtig glad for at være startet et andet sted, end hvor jeg går i dag. Jeg startede på et af de almene gymnasier i Vejle og kom i en fantastisk klasse. Jeg fik især nogle rigtig gode veninder. Undervisningen på det almene gymnasium var bare slet ikke mig, og heldigvis var der mulighed for at flytte til handelsskolen i Vejle, hvor jeg går nu. Undervisningen her er meget mere mig, og ledelsen er fantastisk i forhold til at drive virksomhed ved siden af. De bakker op, tager hensyn og opfordrer mig til at tage imod de muligheder, der bliver mig givet i forbindelse med mit arbejde, hvilket jeg sætter kæmpe stor pris på. Socialt havde jeg det bare betydeligt bedre på min gamle skole, but you can’t have it all, er det ikke det, man siger? Så nu går jeg på handelsskolen, men ses med de, jeg lærte at kende på mit gamle gym, når jeg har fri. Jeg flyttede lige inden jul i 1.g, hvilket vil sige, jeg har gået i min nuværende klasse i godt et år. I store dele af det år, har jeg været ked af at gå i min klasse, hvilket også har haft indflydelse på min koncentration i skolen. Jeg skriver ikke det her for at være led overfor dem i min klasse – de er godt klar over, hvorfor jeg ikke har syntes, det var særlig fedt at gå der.

Så ja, der er fede fester, og jeg ville ikke bytte de veninder, jeg lærte at kende det første halve år af min gymnasietid, for noget i hele verden. De skal have så mange tak for at have hjulpet med at bevare vores tætte venskab, selvom jeg flyttede, og for fortsat at have støttet mig og været der hver eneste gang, jeg har haft brug for det, uden undtalelser. Af hjertet tak, jeg ved ikke, hvad jeg skulle gøre uden jer. Men gymnasiet er en tid fuld af forvirring og hormonelle forstyrrelser, i det vi alle sammen er ved at formes som mennesker. En tid hvor vi somme tider opfører os dumt og tænker lidt for meget på os selv. Jeg ved ikke, om dette bliver bedre med tiden, man kan kun håbe. I hvert fald håber jeg at gå federe tider i møde. Jeg ville være rigtig ked af, hvis det her var primetime i mit liv. Ikke at jeg ikke er glad det meste af tiden, og gode ting sker for mig nu, for det er jeg, og det gør de, men jeg håber at opleve endnu federe tider end nu.

– Marie.

Det er pudsigt, som ens holdning til forskellige ting ændres gennem livet, som man oplever og erfarer nyt. Jeg har snakket med flere af youtuberne om det her med nu at være blevet kollegaer med nogle, man selv har fulgt førhen. For mit vedkommende har det måske ikke drejet sig så meget om YouTube, men i højere grad om nogle af de danske bloggere. Det er dog mest fordi, jeg først i år, da jeg begyndte at date en youtuber, opdagede hele youtube-kulturen.

Da jeg var yngre(lige fra da jeg var helt lille til starten af 2015), syntes jeg, det var super fedt at møde kendte mennesker, og ville meget gerne have både billeder og autografer. Det var faktisk ligegyldigt, om det var en musiker, skuespiller, realitystjerne eller en politiker, jeg rendte ind i. Jeg har dog altid syntes, at det var klart fedest at møde, de kendisser, jeg syntes var rigtig dygtige, til det de lavede – no wonder. Der gik bare lidt sport i den. Nogen samler på frimærker, andre på pokemon kort, og jeg samlede på kendis-selfies. Og den blev ret stor, hvis jeg selv skal sige det, ha ha. Jeg tror endnu ikke, jeg har haft et år, hvor jeg er stødt på så mange berømtheder, som jeg har i 2015, men i år har det bare været noget andet. Jeg har ikke længere følt, jeg kunne tillade mig at prikke dem på skulderen for et billede eller en autograf.

Det, der for alvor ændrede min holdning til det, var formentlig, at jeg blev kærester med Rasmus(Rasmus Brohave, youtuber red.). Pludselig oplevede jeg hele fan-kulturen fra den anden side. Jeg har drevet min blog i nogle år efterhånden, og jeg har da også oplevet at blive hevet fat i af folk, der fulgte den, men på ingen måde i samme grad, som jeg så, Rasmus gjorde. Man var slet ikke i tvivl om, at mange kendte ham, når vi var ude. Folk tog billeder, både af og med os, hviskede, når vi passerede dem, og nogle fulgte sågar efter os. Det var rigtig mærkeligt at opleve. Mit job med alt mit film har også bragt mig til mange events i løbet af året, i selskab med en masse dygtige mennesker, jeg for et år siden vildt gerne ville have haft et billede sammen med. Pludselig var det bare events, hvor det ville virke mærkeligt og upassende, hvis jeg stod super fan-girl agtigt og bad om et billede, oveni det havde jeg også set, hvordan det noglegange kunne virke på dem, der blev bedt om et billede, så jeg følte lige pludselig ikke længere, jeg kunne tillade mig det.

Jeg har dog gjort en enkelt undtagelse, da jeg i København i sommers rendte ind i Marie Jedig, hvis blog jeg har fulgt, siden jeg var 13-14 år. Jeg havde da også en rimelig optursagtig feeling, da Johanne Kohlmetz begyndte at følge mig på instagram, da også hun er en af de første bloggere, jeg nogensinde fulgte. Jeg har set op til især de to dygtige damer rigtig længe, så i lige præcis de situationer, kan jeg selv blive en anelse fan-girl agtig, ha ha. I de fleste tilfælde handler det også i høj grad om at gøre eller være det på den rigtige måde. Jeg ved ikke noget bedre, end når nogen hiver fat i mig og siger, de følger min blog eller ser mine videoer. Jeg synes også, det er mega cool, når nogen vil have taget et billede med mig, i hvert fald når de ved, hvad jeg laver. Jeg er jo ikke interesseret i, at folk bare ved, hvem jeg er, til gengæld vil jeg rigtig gerne have, at folk ved, hvad jeg laver og forhåbentlig finder det interessant. Så bliv endelig ved med at sige hej, hvis I følger med!

Bonusinfo: Hvis nogen har siddet og undret sig over, hvor stor min samling egentlig var, lå den nok på cirka 80-90 forskellige kendis-selfies ;) Ja, der var fart på.

– Marie.

Men det er jeg jo alligevel ikke rigtig. For jeg følger da spændt med, når Marie Jedig, Sillewho, Amalie Wessel eller en helt fjerde teaser for en ny tilføjelse, de har gjort sig til deres i forvejen lækre garderobe. Det slog mig pludselig, hvor lidt “tankevækkende” indhold der er på mange af de danske blogs, og hvor tung en overvægt der er af modeblogs. Der er selvfølgelig også blogs med masser af fornuftigt indhold, og jeg følger nogle vildt dygtige modebloggere, så det er bestemt ikke for at underkende denne genre. Det er ikke for at sige, at modeblogs ikke har indhold, for det har de da i høj grad – det er bare ikke den slags indhold, jeg i denne sammenhæng tænker på. Der er i mine øjne alt for langt mellem blogs med spændende og relevant indhold, der giver stof til eftertanke. Når jeg foreksempel kigger ned af en af de utallige facebook sider for blog-deling, er det overskrifter som “Min julegave fra mig til mig. De smukkeste støvler, du nogensinde kommer til at se!”, “Outfit på bloggen i dag: min nye deep v t-shirt og mine nye Michael Kors taske in action<3” og “Nytårs kjoler på bloggen.” der møder mig. Jeg siger ikke, at disse ikke er gode indlæg, og det er bestemt ikke min hensigt at hænge nogen ud, men der er ingen af de overskrifter, der får mig til at tro, at det er et dybt og velskrevet(selvom det sagtens kan være det) indlæg med anledning til eftertanke. Det er sikkert en super lækker taske og nogle super fede foreslag til nytårskjoler, men jeg antager, at det at læse de indlæg, ikke skubber til mig som menneske, eller får mig til at overveje og spekulere over ting.

Da jeg kiggede ned ad siden med de mange modeorienterede blogindlæg, faldt jeg dog over en overskrift, der lød således “Når ens far har en favorit iblandt sine børn.”. Jeg læste indlægget omhandlende en pige, hvis lillesøster altid havde været farens ynglings. Det var ikke noget, der blev lagt skjul på, og det var noget, hendes far snakkede åbent om. Hun fortæller om, hvordan det var for hende, og hvilken påvirkning det har haft på hende. Dét var da noget, der satte tanker igang. Og de er der, de meningsfyldte indlæg, det er de da – der er bare efterhånden langt imellem dem. Der findes desuden mange fede foto-, rejse- og livstilsblogs, men på sider som for eksempel Facebook, drukner de i ligegyldigheder. 

Jeg stræber efter oftest at lægge indlæg ud, der sætter nogle tanker igang, og som får en til at tænke over nogle ting en ekstra gang, indlæg der skubber lidt til folk, eller provokerer ved at dele nogle rimelig klare holdninger, som det måske ikke er alle, der er enige i. Jeg skriver dog stadig om min uddannelse, min virksomhed og også lidt om det at være ung. Det hænder også, at der bliver vist et outfit eller en ny taske, men jeg forsøger at gøre det i et omfang, hvor det ikke er det, der præger min blog, men blot er et ekstra indlæg mellem de andre, forhåbentlig, interessante indlæg.

Hvilke blogs læser I, hvilke kan I anbefale? Og hvad synes I er aller mest interessant at læse om?

– Marie.

Det er uden tvivl emner, alle har en holdning til, og emner, hvor man af og til skal passe på, hvad man siger. Det har jeg ikke lige umiddelbart tænkt mig, men lad mig starte med at sige, at dette blot er min holdning og mine erfaringer, jeg forsøger på ingen måde at sætte et facit. 

Jeg synes faktisk, det er iorden, der er kropsidealer. Jeg synes naturligvis, at det er negativt, at selv samme kropsidealer kan drage især unge piger til spiseforstyrrelser eller et generelt usundt forhold til mad. Jeg synes, det er positivt, at vi har et ideal at se op til, noget vi kan stræbe efter, så længe den stræben ikke tager overhånd. Jeg synes, det er forkert at lære børn og unge mennesker, at det er ligeså godt at veje 50 kilo for meget, som det er at være slank. For det er i langt de fleste tilfælde væsentlig sundere for din krop og dit helbred at være slank. Hvis der ikke fandtes kropsidealer, ville vi formentlig føle et mindre pres, men hvis vi i højere grad var ligeglade, er jeg bange for, at mange flere ville overspise og ende med at blive syge.

Jeg er stor tilhænger af, at man skal være tilfreds med den krop, man har. Dette er bare ikke ensbetydende med, at jo mere der er af en, jo mere er der at elske. For mig handler det om, at være glad for de ting, man ikke selv kan ændre på. Det handler ikke om at acceptere, hvis man selv er skyld i at være blevet tyk. For mig virker det som en undskyldning, for ikke at behøve at gøre noget ved det.

Desuden synes jeg helt overfladisk set, at det er pænere at være slank. Jeg taler ikke om at være model-tynd eller helt udmagret, på ingen måde. Det er heller ikke fordi, man ikke kan være smuk, selvom man er overvægtig, det kan man da sagtens, men de ville formentlig ikke blive grimmere af at komme af med deres overvægt. Det handler selvfølgelig aller mest om fysisk sundhed, udseendet følger bare ofte med i denne sammenhæng. Det handler ikke om, om man har et par kilo ekstra siddende, men om man generelt lever sundt. Jeg tror også, at det er lettere at være tilfreds med sin krop, hvis man lever sundt, spiser ordentligt og dyrker sport.

Nu kan det let være kommet til at lyde som om, jeg selv opfylder alt det her, men det er desværre ønsketænkning. Jeg er ikke tilfreds med min krop og kan ikke huske nogensinde rigtig at have været det. Jeg burde leve et sundere liv. Hvis jeg gjorde det, tror jeg også i langt højere grad, jeg ville være tilfreds med mig selv og min krop. Jeg ved godt, det er sindssygt svært! Jeg har været on/off på kur siden jeg var 10-12 år gammel. Jeg er slem til at finde på undskyldninger for, hvorfor det ikke bliver lige nu, jeg får lagt mine vaner om og får taget mig sammen. Lige pt er undskyldningen, at jeg har for meget andet i hovedet – som skole, arbejde, film, virksomhed og veninder – til at kunne overskue det, men jeg skal helt sikkert snart tage mig sammen…

Dette var mit bud på debatten. Hvad er jeres holdning til kropsidealer, og er I tilfredse med jer selv?

– Marie.