Jeg har været inde og prøve, det der hedder et live escape game hos Timequest i København. I korte træk handler konceptet om, at man bliver lukket inde i et rum og skal løse gåder for at komme ud igen. Konceptet har længe været stort i udlandet, men er endnu ikke særlig udbredt i Danmark. Ikke desto mindre er det super sjovt!

Hos Timequest i København har de flere forskellige rum. Det, jeg var inde i, var lavet i samarbejde med DR, baseret på deres programserie, Bedrag. Det var dog ikke nødvendigt at have set serien for at kunne løse opgaverne, man stødte blot på referencer til serien. Det var DR, der havde kontaktet mig, og inviteret mig ind for at teste spillet.

Jeg tog derind med to af mine søde venner fra min gamle efterskole. Først fik vi vist en video, der forklarede os, at det galdt om at løse en masse koder, en to-cifret, en tre-cifret osv op til seks-cifret, når alle var løst, fik vi koden til døren, så vi kunne undslippe rummet(Videoen kan ses nedenfor). Vi blev derefter lukket ind i et meget hvidt rum. I rummet fandt vi nogle bundter med penge. Hvert bundt kunne købe os et clue, og dem købte vi en del af, og ville ellers blive lagt til highscoren, når vi undslap rummet.

Vi gik ret logisk til opgaven og gik ud fra, at den to-cifrede kode skulle løses, før vi kunne gå videre til den næste. Dette var ikke tilfældet. De to første koder viste sig at være dem, der tog suverænt længst tid. Vi havde en time og et kvarter, og jeg tror, vi brugte 55 minutter på den første. Som I nok kan regne ud, nåede vi ikke at løse de fire andre på de sidste 20 minutter. Vi var næsten færdige med den fem-cifrede, da døren blev åbnet, og hende der stod for det, viste os, hvordan vi skulle have løst den seks-cifrede. Det var forholdsvist enkelt, så jeg føler mig overbevist om, at vi var undsluppet, hvis vi havde haft bare fem-10 minutter mere.

Rummet var fuld af koder, tegn, snorer man kunne trække i og en masse andet. Det var derfor svært hele tiden at holde styr på, hvilke ting, der skulle hjælpe os med at løse hvilke koder. Desuden stod vi overfor opgaver, hvor vi skulle tyde både blindealfabeter, romertal og morsekoder. Det var VILDT sjovt. Man blev ekstremt grebet af det, og man skulle virkelig koncentrere sig. Jeg er lidt ærgerlig over, det ikke lykkedes os at undslippe rummet i tide, men ingen af os havde prøvet noget lignende før, og man skulle virkelig vænne sin hjerne til at tænke i de baner, rummet krævede. Jeg gik derfor derfra med en kæmpe lyst til at prøve det igen. Der er naturligvis ikke meget ved at prøve samme rum igen, men en af de andre. Det var også klart min opfattelse, at Emil og Josephine, som jeg havde med derind, syntes det var rigtig sjovt at prøve.

Så en klar anbefaling her fra. Vi skal helt sikkert prøve det igen. Og tusinde tak til DR for invitationen, og til Timequest for at guide os igennem, det var en fornøjelse!

– Marie.

Jeg var i går vidne til en ulykke. Jeg var også vidne til danskernes ringe evne til at hjælpe, når uheldet er ude. Sidstnævnte var overraskende foruroligende at opleve.

Jeg stod foran et apotek i Vejle på Nørretorv lige ved åen, da en ældre mand kører galt på sin scooter. Ved åen går der et par brede trin ned fra cykelstien og vejen, før man når helt ned i åen. Manden, der kom kørende, kørte ud over det første trin og bankede hovedet i jorden. Han lå med benet klemt mellem det sten-trin, han var faldet ned på og scooteren. Scooterens hjul drejede stadig rundt. Per refleks løber jeg naturligvis hen for at hjælpe – det samme gør et par andre. Vi får hjulpet ham fri, får slukket scooteren og får manden op at sidde. Jeg ringer til 112, og da mit opkald er færdigt, står kun én kvinde og jeg tilbage. Hun informerer mig om, at hun altså skal hente sin lille søn og ikke kan blive der længere end et kvarter. Det er der naturligvis ikke noget at gøre ved. Men som vi sidder og venter på ambulancen, og jeg ser mig omkring, går det op for mig, at alle forbipasserende blot stopper op, kigger lidt på afstand og fortsætter derefter.

Selvfølgelig er det ikke nødvendigt, at vi står seks mand og venter på en ambulance, men det bekymrer mig alligevel, hvor ringe vores evne til at hjælpe er. Jeg sad i en halv time og ventede med en mand, der var fuldstændig omtåget i hovedet, og flere gange forsøgte at sætte sig op på sin scooter, selvom det var tydeligt, han ikke kunne køre. Det var desuden slet ikke muligt, at køre fra stedet scooteren lå, da den jo var røget et stort trin ned og måtte løftes op derfra, hvis man skulle nogen steder.

Ambulancen kom, og kvinden, der havde stået der sammen med mig tog afsted. Mændene i ambulancen var enige i, at han virkede meget omtåget og mente bestemt, at den ældre mand skulle en tur på hospitalet. Det var han ikke interesseret i. De fik ham ind i ambulancen og undersøgte ham kort. De foreslog ham igen at tage med en tur på hospitalet, men han var stadig ikke interesseret. De løftede derfor hans scooter op på cykelstien og lod ham gå. Jeg blev og afventede situationen. Han havde lige lovet ambulancemændene og mig, at han ville trække scooteren hjem, men han satte sig op på den og begyndte at trille. Jeg var på cykel og kørte bag ham det meste af vejen hjem.

Jeg skriver ikke det her for at fortælle jer om situationen, men om de tanker, den satte igang hos mig. Jeg var rigtig ærgerlig og skuffet over, hvor mange mennesker der så situationen, og hvor lidt der handlede. Det vidner om, at vi bliver nødt til at blive bedre til at tage os af hinanden. Ikke bare tage os af de mennesker, vi kender, men tage os af hinanden som samfund. Hvor er det kedeligt, at vi lever i et land, hvor man stopper op og kigger, istedet for at tilbyde sin hjælp. Ville vi ikke selv ønske, at nogle var villige til at hjælpe os, hvis det var os, der havnede i en ulykke?

– Marie

Det var i går Kvindernes Internationale Kampdag og i den anledning snakker jeg i dag lidt om feminisne og stærke kvinder.

Det er min erfaring, at folk er ret uenige om, hvad feminisne er. Dette er Gyldendals betegnelse,

feminisme, (af lat. femina ‘kvinde’ og -isme), ideologi, der fremhæver kvinders samfundsmæssige betydning og individuelle værdi, og hvis mål det er at afskaffe diskriminering og undertrykkelse af kvinder og at bekæmpe mandsdominans i samfundet.

For mig handler det om kampen for lige rettigheder mellem kønnene. Det handler på ingen måde om, at kvinderne skal have magten, men om, at der skal være plads til os alle sammen. Det er vi generelt rigtig gode til i Danmark, og det er en af de ting, jeg sætter kæmpe stor pris på ved vores land. Jeg forbinder feminisme med stærke kvinder. Kvinder som Emma Watson og Emma Holten. Jeg forbinder det med kvinder, der kæmper. Ikke bare kæmper for sig selv, men kvinder der kæmper for kvinders rettigheder over hele verden. Selvfølgelig er der også stærke kvinder, der er stærke, selvom de ikke nødvendigvis bruger deres tid på at kæmpe for kvinderettigheder, og jeg er beæret over at omgås så mange stærke kvinder, som jeg gør. Jeg vil i dag gerne hylde et par af de kvinder, der betyder rigtig meget i mit liv.

En af de stærkeste, mest kreative og dygtigste kvinder, jeg kender, er min mor. Min mor er nok den sejeste kvinde, jeg kender, og det siger ikke så lidt. Hun gør sig umage med alt, hvad hun gør – hun gør aldrig noget halvt. Hun knokler og sidder sjældent stille. Jeg er så stolt af alt, hvad hun opnår. Hun er inspirerende, og jeg ser mere op til hende, end jeg nogle gange husker at sige til hende. Det betyder ikke, vi altid er enige, for det er bestemt ikke tilfældet. Men jeg er kommet i en alder, hvor jeg tager min egne beslutninger, og det har været fantastisk at erfare, hvordan hun, selvom hun ikke altid synes, jeg tager de rigtige valg, accepterer og respekterer dem og generelt bakker mig op. Det sætter jeg kæmpe pris på. Tak mor.

En anden skøn og stærk kvinde er Annemette Voss. Nogle af jer ved formentlig, at jeg arbejder rigtig meget sammen med Annemette, men mit forhold til hende indebærer så meget mere end arbejde. Jeg ved, jeg altid kan komme til hende, og jeg har tit brugt hende i situationer, hvor jeg har været uenig med min mor. Annemette er nemlig aldersmæssigt lige midt i mellem min mor og jeg, og forstår derfor både, hvorfor jeg agerer, som jeg gør, men samtidig hvorfor min mor reagerer, som hun gør. Udover altid at være der, når jeg render ind i personlige problemer, står hun også klar med gode råd, når jeg står overfor valg i mit arbejdsliv. Hun er ekstremt dygtig, og jeg har så meget respekt for alt, hvad hun har opnået. Det er en fornøjelse at følge med i hendes liv. Arbejdsmæssigt er hun ambitiøs, proffesionel og vildt inspirerende. Men det er også fantastisk at følge med i hendes liv som mor og kæreste for hendes drenge og Micky. Hun har hjulpet mig på så mange måder de sidste par år, og for det skal der lyde et kæmpe TAK.

Derudover har jeg en række stærke kvinder i mit liv, som jeg sætter ligeså stor pris på, men som jeg desværre ikke ser ligeså ofte. Tak til alle de fantastiske, stærke kvinde i mit liv. I er min inspiration og mine forbilleder. TAK fordi I er her.

Har I en stærk kvinde i jeres liv, der fortjener et tak?

DAG 2

Dag to krævede naturligvis ikke samme introduktion som dag et. Vi var allerede godt inde i spillet og fortsatte, hvor vi slap lørdag. Det var tydeligt, at der ikke var længe tilbage af forhandlingerne, og at det havde været en lang weekend. Der var RIGTIG meget at skrive om for pressen søndag. Lande udvandrede fra forhandlingerne, en statsleder gik af, og pladsen blev overtaget af en af de andre landes ministre, Storbrittanien meldte sig ud af EU, og der var generelt mange absurde udtalelser.

Jakob(længst til højre på billedet ovenfor) og jeg besluttede om formiddagen at fortsætte gårsdagens terrortrussel. Landene havde jo lørdag besluttet ikke at reagere på den, og vi tænkte, det kunne være sjovt at se, hvordan de reagerede, når der pludselig blev gjort alvor af den. Vi udsendte en video med et script, der kom op på skærmen, der ifølge os lignede noget hacker halløj. Scriptet sagde, at de nu havde hacket sig ind i Tysklands database og var klar til at lægge systemet ned, hvis ikke de efterlevede deres krav om en fælles løsning på flygtningestrømmen. Men da rollespillet jo var fiktivt, var der heller ikke meget at gøre for os, da Tyskland lynhurtigt kommenterede, at de havde fået halvdelen af EUs terrorfond og var sluppet af med terroristerne…

Dagen blev afsluttet i landstinget, hvor alle landene skulle stemme om de forslag, der var blevet diskuteret i løbet af weekenden.

Jeg kendte ingen, da jeg kom. Det er dog sjældent et problem for mig at finde nogle at snakke med, da jeg rigtig godt kan lide at møde nye mennesker. Det betød, at jeg weekenden over lærte en masse nye at kende, hvilket naturligvis var super fedt! Den eneste ulempe ved disse arrangementer er, at man sjældent ved, hvornår man render ind i dem igen. Jeg føler mig dog rimelig sikker på, jeg kommer til at se nogle af dem igen. Alt i alt var det en rigtig god oplevelse. Jeg synes, jeg har fået rigtig meget ud af min deltagelse. Jeg har lært en masse om politik, og ikke mindst det at være politisk reporter. Noget af det fedeste var, at man hele weekenden omgav sig med unge, der var helt vildt engagerede, og som virkelig gik op i det. Og der er faktisk kun få ting i verden, der er mere inspirerende end at omgås mennesker, der er passionerede, omkring det de laver.

Så tak! Tak til Europaparlamentet i Danmark for at have inviteret mig, til alle, der var med til at stable arrangementet på benene og tak til de søde mennesker, jeg lærte at kende. Det var en kæmpe fornøjelse.

– Marie.

DAG 1

Jeg var denne weekend, som tidligere nævnt, inviteret ind på Christiansborg for at deltage i Ungdommens EU Topmøde. Jeg er hverken politisk aktiv eller specielt politisk interesseret, men var blevet tilbudt at være en del af den tv-reporter gruppe, der skulle dække weekenden. Det havde jeg takket pænt ja til. Tilknyttet vores team var uddannet journalist, Iza Havelund, og Lasse fra produktionsselskabet Nerd Productions. De skulle guide os til, hvordan vi bedst dækkede weekenden både på skrift, video og sociale medier, samt assistere, hvis vi havde tekniske eller journalistiske problemer.

Arrangementet foregik som et EU-rollespil. Samtlige 100-150 unge, der var en del af det, havde fået tildelt en rolle. Alle sammen indenfor Europaparlamentet. For eksempel kunne man være statsleder for Luxemborg, justitsminister for Rumænien eller udviklingsminister for Malta. Weekendens tema var den massive flygtningestrøm til Europa. Politikerne skulle i to dage diskutere løsningsforslag, danne alliancer og forhandle med de andre lande, før der til sidst skulle stemmes om forslagene.

Lørdag startede legen, og vi begyndte så småt at samle historier og lave interviews, med de forskellige ministre og statsledere. Alt, hvad vi lavede, blev delt på en facebookside, hvor alle deltagere kunne følge med. I starten skulle vi selv opsøge og grave historier frem, men som forhandlingerne skred frem, meldte flere og flere ministre og statsledere sig i presselokalet for at komme med udtalelser eller brokke sig over de andre lande. Midt på dagen blev pressen pludselig informeret om, at en tysk IT-terrororganisation havde truet Europaparlamentet med at nedlægge samtlige af EUs it systemer og dermed lamme hele det politiske system i EU, hvis ikke de fandt en fælles løsning på flygtningestrømmen. Vi havde derefter en halv time til at lave en video, hvor vi forklarede situationen, samt interviewede den tyske og den ungarnske statsleder, som var de eneste to udenfor pressen, der var blevet informeret om truslen. Vi samlede alle rådene i landstinget og videoen blev vist. Bagefter var opgaven for pressen at reportere, hvordan de forskellige lande reagerede på situationen, og der var et betydeligt flertal for at ignorere truslen. Det var meget sjovt, at der kom lidt drama, da forhandlingerne indtil da var gået ret fredeligt.

Klokken seks sagde vi tak for i dag, og jeg tog til Hellerup, hvor jeg boede hos noget familie weekenden over. Jeg glædede mig til at fortsætte arrangementet søndag, da man nu var kommet ind i gamet og havde lært en masse nye at kende. Både af de deltagende ministre og statsledere, men også især i vores journalistteam. Jeg tror, vi var omkring 15 stykker, så det var naturligvis ikke alle, man snakkede lige meget med, men der var en flok af dem, jeg gik super godt i spænd med, så det var virkelig fedt.

Dag to snakker jeg om på bloggen imorgen, hvor jeg også fortæller om min overordnede oplevelse af at deltage i Ungdommens EU Topmøde.

– Marie.

Det drejer sig ikke om fantasivenner, men om karakterer fra film og serier. Især sidstnævnte har jeg det med at føle en tæt tilknytning til efter få afsnit. Kender I det, når man ser en film og kommer hele følelsesregistret igennem på halvanden – to timer? Jeg er rigtig slem til det, når jeg er alene. Jeg bliver ekstremt emotionel, og må mange gange minde mig selv om, at karakterene ikke eksisterer i virkeligheden, og jeg derfor lige skal huske, at jeg formentlig er mere ked af det lige nu, end de er. Det er vildt fjollet, men det er dybt seriøst. Jeg bliver også rigtig glad på deres vegne, når mine yndlingskarakterer opnår noget stort eller finder den eneste ene, men det er mest, når de kommer i problemer eller er kede af det, medfølelsen for alvor sætter ind. Derfor sker det også relativt ofte, at jeg græder til film og serier, hvis jeg ser dem alene. Jeg græder generelt ikke foran andre, og jeg er måske også typen, der er rigtig god til at sætte et smil op, selvom det ikke altid matcher, hvordan jeg egentlig har det, og så bliver det hele ligesom sluppet ud på nogle andres vegne, når jeg ser en film eller serie.

Jeg lever mig meget ind i det, når jeg ser film eller serier. Jeg tror, jeg bruger det lidt som en uskyldig virkelighedsflugt. Ikke at jeg generelt har lyst til at undslippe mit liv, men nogle gange er det meget rart at få det hele lidt på afstand, og så ser jeg film. Jeg lader mig identificere med karakterene og sætter mig i deres sted, istedet for mit eget. Det er min måde at glemme de ting, der måtte gå mig på i mit eget liv.

Dødsfald i film og serier er noget af det værste. Især i serier, hvor man har fulgt dem længe. For eksempel var Mikes død i Desperate Housewives heartbreaking, ligesom Gerrys var det i P.S. I Love You. Men den absolut værste filmdød var Finn Hudson i GLEE. De af jer, der har fulgt med i serien, ved formentlig godt, at grunden til, at Finn døde, var, at skuespilleren Cory Monteith, som spillede Finn, døde i virkeligheden. De lavede derfor et tribute afsnit til ham, hvor seriens karakterer tog afsked med ham, og det var det sørgeligste, jeg nogensinde har set på film.

Hvad har været den værste filmdød for jer?

– Marie.

Jeg er midt i min gymnasietid. 18 år gammel og godt halvvejs gennem 2.g. Ofte bliver jeg mødt af kommentarene “Åh! Gymnasiet var de bedste år i mit liv”, “Nyd det, gymnasietiden er den bedste tid” eller sågar “Gid det var mig, der gik i gymnasiet igen”. Måske nogle af mine jævnaldrende læsere kan genkende dem? De kommer ofte fra rigtige voksne, og jeg håber simpelthen ikke, de har ret. Skulle det her være den bedste tid i mit liv?

Jeg går hundrede procent ind for, at man i forhold til uddannelse som minimum tager en ungdomsuddannelse, ingen tvivl om det. Jeg bliver dog nødt til at indrømme, at jeg i højere grad tager en ungdomsuddannelse, fordi jeg ved, det er nødvendigt for at kunne komme ind på de uddannelser, jeg gerne vil læse videre på bagefter, end det er fordi, jeg synes, det er super fedt. For jeg synes faktisk ikke, det er super fedt. Undervisningen er udemærket, og mange af mine fag er også spændende. Mine lærere er også helt okay. Faktisk er Vejle handelsskole ganske udemærket, og jeg er ikke i tvivl om, at det er det rigtige sted, jeg tager min studentereksamen. Jeg kan helt sikkert også anbefale skolen til de af jer, der kommer fra Vejle og ikke er kommet til at skulle vælge ungdomsuddannelse endnu. Det er ikke fordi, jeg tror, der er et bedre alternativ til disse år, men jeg håber ikke, disse bliver de fedeste i mit liv. Der er selvfølgelig sjove fester, og ofte finder man sig gode venner i løbet af disse år, men det er for mig mest tre år, der skal overståes.

I forhold til vennekreds, er jeg rigtig glad for at være startet et andet sted, end hvor jeg går i dag. Jeg startede på et af de almene gymnasier i Vejle og kom i en fantastisk klasse. Jeg fik især nogle rigtig gode veninder. Undervisningen på det almene gymnasium var bare slet ikke mig, og heldigvis var der mulighed for at flytte til handelsskolen i Vejle, hvor jeg går nu. Undervisningen her er meget mere mig, og ledelsen er fantastisk i forhold til at drive virksomhed ved siden af. De bakker op, tager hensyn og opfordrer mig til at tage imod de muligheder, der bliver mig givet i forbindelse med mit arbejde, hvilket jeg sætter kæmpe stor pris på. Socialt havde jeg det bare betydeligt bedre på min gamle skole, but you can’t have it all, er det ikke det, man siger? Så nu går jeg på handelsskolen, men ses med de, jeg lærte at kende på mit gamle gym, når jeg har fri. Jeg flyttede lige inden jul i 1.g, hvilket vil sige, jeg har gået i min nuværende klasse i godt et år. I store dele af det år, har jeg været ked af at gå i min klasse, hvilket også har haft indflydelse på min koncentration i skolen. Jeg skriver ikke det her for at være led overfor dem i min klasse – de er godt klar over, hvorfor jeg ikke har syntes, det var særlig fedt at gå der.

Så ja, der er fede fester, og jeg ville ikke bytte de veninder, jeg lærte at kende det første halve år af min gymnasietid, for noget i hele verden. De skal have så mange tak for at have hjulpet med at bevare vores tætte venskab, selvom jeg flyttede, og for fortsat at have støttet mig og været der hver eneste gang, jeg har haft brug for det, uden undtalelser. Af hjertet tak, jeg ved ikke, hvad jeg skulle gøre uden jer. Men gymnasiet er en tid fuld af forvirring og hormonelle forstyrrelser, i det vi alle sammen er ved at formes som mennesker. En tid hvor vi somme tider opfører os dumt og tænker lidt for meget på os selv. Jeg ved ikke, om dette bliver bedre med tiden, man kan kun håbe. I hvert fald håber jeg at gå federe tider i møde. Jeg ville være rigtig ked af, hvis det her var primetime i mit liv. Ikke at jeg ikke er glad det meste af tiden, og gode ting sker for mig nu, for det er jeg, og det gør de, men jeg håber at opleve endnu federe tider end nu.

– Marie.

Hvad foregår der egentlig? Der har været stille længe, både her og på min youtubekanal. Men hvorfor denne larmende stilhed?

Der sker det, at jeg har vanvittig travlt. Det går rigtig godt med min virksomhed, og jeg står lige nu midt i et hav af arbejde. Måske endda lige rigeligt arbejde, og de eneste medier, det er lykkedes mig at holde i live på det sidste, er Instagram og Snapchat(marieduved). Jeg har været på skiferie i uge 7. I løbet af ugen optog jeg en masse materiale til en række vlogs, jeg skal lave for firmaet Nortlander Skitours, som arrangerer Summitweek, som er den tur, jeg var med på. Da det er videoer, jeg har lavet som en arbejdsopgave for dem, skal de derfor også til godkendelse før offentliggørelse, og kan derfor ikke lægges op med det samme. Desuden skal jeg også have redigeret alt materialet, og tiden til dette er begrænset lige nu.

Jeg sidder nemlig også med videomateriale til min første landsdækkende videokampagne. Jeg optog materialet, inden jeg tog afsted på ski – den weekend kan I læse mere om her. Jeg arbejder lige nu på udkastet til de første videosekvenser til kampagnen, så de kan blive sendt til godkendelse i Tyskland, hvor Saguna, som videoerne er lavet for, har hovedkontor. Når der er givet grønt lys dér, skal jeg producere 24 videosekvenser, og hvis man har arbejdet bare en lille smule med video, ved man, at det kan tage sin tid. Heldigvis er opgaven super fed, og jeg er helt vildt spændt på resultatet.

Denne uge er også ret spændende. Jeg tager på torsdag til København, hvor jeg har et ret interessant møde, som jeg håber snart at få lov at fortælle jer mere om. Jeg er også blevet inviteret ind og prøve, det der hedder et live escape game hos Timequest. Spillet er lavet i samarbejde med DR og er baseret på deres programserie Bedrag, som jeg personligt var ret vild med. Jeg har ikke før prøvet et live escape game, og jeg er derfor ikke helt sikker på, hvordan det foregår, men jeg er rigtig spændt på at prøve det. Derudover er jeg blevet inviteret til at deltage i et arrangement på Christiansborg, som varer hele weekenden. Det drejer sig om ungdommens EU topmøde. Det er et rollespil, der foregår på Christiansborg med 150 deltagende unge. Temaet er flygtningedebatten, og alle deltagende har fået en rolle. Altså skal nogen agere dansk statsminister, nogle skal agere medlemmer af Europaparlamentet osv. Grunden til min invitation er, at der også kommer til at være en journalist og tv-rapporter gruppe, som de tilbød mig at være en del af. Vi skal dække weekenden bedst muligt og rapportere, når der sker vigtige forhandlinger og lovforslag. Vi bliver denne weekend ledsaget af uddannede journalister og tv-rapportere, der skal guide os til, hvordan man bedst dækker sådanne begivenhed. Jeg er vildt spændt, og jeg tror, det kommer til at give mig rigtig god erfaring. Jeg er i samme forbindelse blevet tilbudt at overtage Europaparlamentet i Danmarks instagram, for at dække weekenden fra mit perspektiv dér også. Der kommer også et professionelt filmcrew, der skal lave nogle optagelser fra weekenden, som jeg har fået lov at komme bag-om på. Hele oplevelsen tror jeg bliver super fed, jeg har høje forventninger.

Jeg vil forsøge at skrive om det hele. Under alle omstændigheder, kan I følge med i det hele på min instagram og på min snapchat(marieduved).

– Marie.