DETTE ER ET INDLÆG OM HOLDNING, HER DELER JEG MIN.

37,7 procent af drenge mellem 16 og 20 har prøvet at ryge hash, dette gælder for 28,4 procent af pigerne i samme aldersgruppe. Tallene i sig selv er høje, men min fornemmelse var egentlig, at tallene var endnu højere. I niende klasse var der ingen i min omgangskreds, der røg hash – ikke hvad jeg ved af i hvert fald. Jeg kendte da nogle stykker, der gjorde det, men ingen af dem jeg var tæt på. Jeg havde her et indtryk af, at hash ikke var særlig udbredt, og at der ikke var mange, der røg det. Da jeg så kom på efterskole, stiftede jeg bekendtskab med en pæn flok unge mennesker, der havde prøvet det. Det var ikke en regelmæssig ting for de fleste af dem, men der var overraskende mange, der havde prøvet det, hvilket på daværende tidspunkt kom bag på mig. Siden da har jeg hørt om flere og flere, der enten har prøvet det, eller gør i det på et mere eller mindre fast basis. Det kommer ikke længere bag på mig, når folk fortæller om det – det er lige før, det overrasker mere, hvis folk fortæller, de aldrig har prøvet det, og det er da skræmmende. Det er blevet frygtelig normalt, trods at stoffet i dag er ti gange stærkere, end det var i de glade 70’ere.

Jeg er modstander af det… Jeg forsøger meget sjældent at blande mig i andre folks business, og folk må helt selv om, hvad de udsætter sig selv for, men jeg skal ikke tage del i det. Der er så mange måder, hash kan ødelægge ens liv. Nej, det er langt fra alle mennesker, der får en psykose, men det er jo ikke den eneste bivirkning. Udover at det mindsker ens indlæringsevne og ens naturlige glædesfølelse, kan hash også alt for let overtage ens liv. Pludselig er det ikke længere bare noget, man gør for sjov engang imellem, pludselig er det noget, man er afhængig af, og det resulterer af og til i, at man opfører sig anderledes, end man ellers ville have gjort, og at man tager nogle anderledes beslutninger. Jeg oplevede en af mine tætteste lyve for mig i fem måneder, fordi han ikke kunne undvære at ryge hash. Det var yderst ubehageligt. Det er måske også en af de ting, der gør, at jeg har det lidt stramt med folk, der ryger hash fast og også lidt med hash i det hele taget… Samme person forsøgte også at overbevise mig om, at det ikke var noget, han var afhængig af, og at det aldrig ville overtage hans liv – i dag ryger han flere gange dagligt.

Jeg skal aldrig prøve det. Det er der mange årsager til, blandt andet er jeg et eller andet sted bange for, at det går godt. Jeg er bange for, at hvis jeg prøver det, og synes det er vildt fedt, får for svært ved så ikke at gentage succesen. Derudover er jeg desuden totalt angst for, at jeg er den ud af en million, der får en psykose – så det skal jeg aldrig. Hvad er jeres holdning til hash, og har I selv prøvet det?

– Marie.

Et projekt vi lavede i Mediefag, før jeg skiftede skole.

At være ung er at have livet foran sig. Et liv fuld af håb, drømme og forventninger. Fuld af frihed til at træffe både gode og mindre gode valg. Vi er fantastisk priviligerede i Danmark. Vi har frihed til at have venner og interesser uden for hjemmet. Frihed til at vælge og tage en uddannelse. Unge i Myanmar har ikke meget at håbe på, drømme om eller forvente. Deres muligheder er stærkt begrænsede. Piger på min alder lever nærmest indespærrede. De tager sig af de huslige pligter og kan kun sjældent forlade hjemmet – og kun for et par timer ad gangen.

Ofte, når tingene ikke bare glider, så bliver fællesskabet styrket. Sådan var det også på efterskolen, og i Myanmar opleves det i en endnu mere ekstrem grad. Især børnene passer på hinanden. Midt i kaos spirer kærligheden – de holder virkelig sammen. Græder et barn, er der straks et større barn, der tager det op og trøster. Børnene er som een stor familie – fuldstændigt som vi følte os på FAAE. Fællesskab og omsorg for hinanden betragtede vi som vigtige værdier på efterskolen – i Myanmar får de begreber en helt ny betydning.

Det har gjort stort indtryk på mig at møde nogle af de mennesker, i hvis liv vi har gjort en forskel. Rejsen har åbnet mine øjne for, hvordan nogle menneskers virkelighed ser ud – og for hvor mange muligheder vi har i Danmark. Den har motiveret mig til at ville involvere mig i nødhjælp og givet mig lyst til at bruge de muligheder på at hjælpe steder som Myanmar. Alle kan gøre en forskel! Selv de mindste beløb gør en kæmpe forskel på den anden side af jorden. Blot det at være med til at sprede budskabet hjælper. Vi kan redde familier i lande, der ikke er ligeså heldige som os. Vi kan være med til at give mennesker i verdens brændpunkter nogle af de samme muligheder, som vi har. Hvis vi hjælpes ad, kan vi gøre verden til et bedre sted!

Af Marie Vagn-Hansen

Film fra Kreative Dage med Annemette Voss i Messe C, Fredericia.

Skrevet november 2013

Vi lever i en verden fuld af muligheder, men med muligheder følger svære valg. Vi bliver i en relativt tidlig alder bedt om at vælge retning for resten af vores liv. Hvis ikke det er vores forældre der skubber på for et svar, er det skolen eller staten, der helst så, at alle unge mennesker kom hurtigst muligt gennem systemet. Det er et pres for rigtig mange unge, især hvis man ikke er klar over, hvad man har lyst til at bruge sit liv på. Men der vil jo altid være dem, der i en meget tidlig alder har bestemt sig for præcis, hvad de vil. Jeg hælder nok mest til det sidste, da jeg føler, jeg har en rimelig god fornemmelse af, hvor jeg er på vej hen med mit liv. Igen er det dog svært, da der er så mange muligheder.

Jeg har længe været besluttet på et job indenfor medieverdenen, men det er jo et vidt begreb. Jeg vil gerne være fotograf. Her er mulighederne en smule mere begrænsede, men de er der stadig, mulighederne altså. Der findes jo rigtig mange forskellige slags fotografer, og det der tænder mig er mode- og rejsefotografi. Jeg er dybt fascineret af modefotografi, og alt hvad modeverdenen indebærer, selvom den af mange beskrives som stressende og overfladisk. Jeg er fascineret af designerne, modellerne, det kreative og det kunstneriske. Samtidig er jeg betaget af at rejse. Jeg elsker at opleve andre kulturer og se nye områder af verden. Jeg bliver nødt til at overveje, hvad der vil være flest muligheder i. Hvis jeg blev rejsefotograf, ville jeg nok ikke få mulighed for at udforske modefotografi i samme grad, men hvis jeg blev modefotograf, ville jeg nok stadig få mulighed for at rejse, da en stor del af modefotografien foregår i udlandet. Man kunne selvfølgelig også uddanne sig fotojournalist og kombinere billederne med spændende og tankevækkende artikler. Det kunne være fedt. Jeg kunne holde fast i mine modebilleder, og kombinere dem med interessante, moderelaterede artikler. Det er også en mulighed at blive udlands/rejsefotograf og så kombinere dét med indsigtsfulde artikler om den verden, vi befinder os i. Det handler om at uddanne sig en masse, det handler om at have gode kort på hånden. Det handler om at finde et arbejde, som ikke virker som et arbejde. Det handler om at finde et job, man har lyst til at stå op til om morgenen, et job der bliver ved at være udfordrende og spændende, dag efter dag.

Vi lever i en verden fuld af muligheder, men med muligheder følger svære valg.

– Marie.

Jeg havde i sommers fornøjelsen af at tage billeder for søde Annemette Voss, dobbelt bagedyst-vinder. Vi havde en fest, da vi på to dage nåede at fotografere knap tredive opskrifter. Jeg synes lige, jeg ville vise jer nogle af de billeder, der kom ud af det – det er første gang, jeg rigtig tager madfotografier. Billederne skal sættes sammen med opskrifter og deles på Annemettes hjemmeside, Annemettevoss.dk.
Jeg var i oktober med Annemette på Messe i Fredericia, hvor jeg blandt andet lavede en film fra eventet, link følger en af de næste par dage. Jeg skal også hjælpe hende til et event i Bryggen i Vejle imorgen, søndag d.14. Kig forbi!

Jeg er blevet opmærksom på et problem, jeg længe har ladet mig selv overbevise om ikke eksisterede. Direkte et problem ved jeg nu heller ikke, om jeg vil tillade mig at kalde det. Jeg føler, at der i dag er et sygeligt fokus på udseende, og hvordan man tager sig ud i den virkelige verden men også på de sociale medier. Hvordan er vi havnet i denne overfladiske verden, hvor det er lige før, at man på baggrund af antallet af likes kan angive en persons sociale rang. En verden med et konstant behov for bekræftelse, og hvor rigtig mange er villige til at gøre rigtig meget for at få den. Hvad enten det er på Facebook, Twitter, Instagram eller hvad ved jeg, er det ét stort ræs. Det er desværre et ræs, jeg må erkende selv at deltage aktivt i. Folk har travlt med at vurdere hinanden og sable de ned, der høster flere likes end dem selv, og som de i bund og grund nok egentlig bare er lidt misundelige på. Det handler rigtig meget om, hvordan man ser ud, og gør man det ikke godt nok, har man det svært. Jeg beundrer de, der formår at holde sig ude af hele dette konkurrenceprægede opmærksomheds-ræs, for det er i sandhed de færreste. Der er de, der ikke engang tør forsøge at sige, de ikke går op i det, fordi det skriger til himlen, at de gør det. Og så er der de, der inderst inde bekymre sig om det, men som det selv lykkes dem at overbevise om, at det ikke gør. Jeg tror, jeg havner et sted imellem de to. Jeg ville dog aller helst kategorisere mig som en af de endnu tidligere nævnte, som formår at holde sig helt ude af det, men den kategori kan jeg nok ikke engang snyde mig ind i.

Det er trist, er det ikke? Jeg tvivler virkelig stærkt på, at jeg er den eneste, der sidder med følelsen af, at det har taget overhånd. I dagligdagens stress er det ikke noget, jeg går og tænker over, men når jeg så gør, går det op for mig, hvor stort et tag, det egentlig har i mig. Jeg tænker helt utrolig meget over, hvor mange der tilkendegiver, at de synes godt om mine ting og billeder – specielt billeder af mig selv, så jeg kan mærke et kick af bekræftelse – og det lige til at blive skør af. Jeg burde være ligeglad, jeg har masser af venner, og jeg er slet ikke i tvivl om, de ville være der, ligegyldigt hvordan jeg så ud, eller hvor mange likes jeg havde på mit profilbillede. Det er derfor egentlig vildt tåbeligt at gå så meget op i bekræftelsen af mig selv over sociale medier, og det er helt sikkert noget, jeg trænger til at arbejde med. Jeg skaber en person i cyberspace, der skal forestille mig, men det er jo ikke mig. Det er en falsk og forskønnet udgave af mig. Det er billeder taget på mine bedste dage – de dage, hvor håret sidder som det skal, og man ikke har rander under øjenene, fordi man har sovet for lidt. Det er på sin vis rigtig fint, at man selv vælger, hvor meget man vil dele ud af sig selv, og hvilke dele af sig selv, man viser. Men samtidig giver det mulighed for at skabe et yderst unaturligt billede af en selv, og er det overhovedet til nytte for nogen? Bliver folk ikke bare skuffede, når de så møder en og knap kan kende en, fordi man så væsentlig anderledes ud på ens Facebook- eller Instagramprofil? Jeg ville lyve, hvis jeg sagde, jeg ikke deltog aktivt i hele balladen og begyndte at pege fingre, for det gør jeg desværre i alt for høj grad. Min Facebook er forholdsvis neutral, dog renset for billeder, jeg ikke syntes matchede mine nøje udvalgte profilbilleder, men min Instagram til gengæld er proppet med opstillede billeder af mig selv, fra stort set samme indøvede vinkel, der smiler pænt på alle mine bedste dage. Hist og her titter et relevant billede fra en interessant begivenhed op mellem de mange billeder af mig, men det er vidst også det. Det er jo lige til at kaste op over. Men man ser jo, hvilke billeder af andre piger, der bliver vist rundt til gutterne, og det er ofte det, man egentlig stræber efter. Det er ofte det, jeg egentlig stræber efter. Man vil så gerne være hende, de taler om, hende de synes ser godt ud. Men de kan jo ikke snakke om os alle sammen, ligesom vi ikke snakker om alle dem. Og ja, så tænker man, er det ikke også vigtigere, at hun var indhold og er et interessant og sjovt menneske? Og jo, det er det da, og det burde simpelthen også være nok.

Jeg er klar over, at jeg farver virkeligheden lidt, og at det i realiteten nok ikke er helt ligeså så slemt, som jeg her får det til at lyde, men jeg vil vove påstå, at der er noget om snakken.

Så dræb din indre likehunter. Læg facaden væk og hvil i dig selv. Det er muligt, jeg her slynger råd ud, jeg næppe selv formår at holde, og det er måske i virkeligheden ligeså meget mig selv, jeg forsøger at banke det ind i hovedet på…

– Marie.

Jeg kom hjem fra Myanmar med en tom følelse i maven over min daværende uddannelsessituation og en mangel på lyst til at vende tilbage til samme. Jeg gik på det tidspunkt på en af de almene gymnasier i Vejle. Det sociale liv der var helt fantastisk, og jeg var rigtig glad for min klasse. Men jeg kedede mig. Undervisningen var ikke mig, og tanken om at skulle gå et sted i to et halvt år mere, som jeg ikke fandt interessant, frustrerede mig. Da vi i sin tid valgte, hvilke uddannelser vi ville søge ind på, tog jeg mig ikke nok tid til at sætte mig ind i mulighederne. Det lå lidt i kortene, at jeg skulle på Rosborg Gymnasium, så jeg fik ikke for alvor undersøgt de andre muligheder, jeg havde. Da jeg så, godt nok lidt sent, begyndte at undersøge, hvad mine alternativer var, faldt jeg over en linje på Handelsgymnasiet, Campus Vejle. Det var linjen Medier og Kommunikation, jeg her fandt interessant. Lynhurtigt besluttede jeg at mødes med en studievejleder på Handel, og før jeg vidste af det, var jeg på prøve hernede. Jeg fik lov at følge en klasse på min ønskede linje i to dage. Klassen, jeg kom ind i, var meget imødekommende og åben, og man følte sig hurtigt velkommen der. Det tog mig ikke mere end en weekend at beslutte, at det var her, jeg gerne ville gå de næste to et halvt år. Så jeg underskrev for et par uger siden papirene, meldte mig ud på Rosborg og går nu officielt på Handelsskolen. Jeg har nu IT i tre år, mediefag i to, og jeg slipper for de naturvidenskabelige fag, der simpelthen ikke interesserede mig på det almene gymnasium. Jeg har genfundet lysten til at gå i skole, og jeg er rigtig glad for, jeg besluttede at flytte.
Det er dog vigtigt for mig at pointere, at det intet havde med hverken min klasse eller Rosborg at gøre. Min klasse var fantastisk, og Rosborg er en super fed skole for de, fagene interesserer. Det var bare ikke mig. Jeg havde brug for at have flere timer i de fag, jeg fandt spændende og færre i de fag, jeg vidste, jeg aldrig ville komme til at bruge til noget, og som i øvrigt ikke interesserede mig. På sin vis ville det have været fedt at have startet her i august og ikke have haft fag, der nu skal hentes op, men på den anden side er jeg også rigtig glad for at have lært min Rosborg-klasse at kende, da de er nogle helt fantastiske mennesker.
Det var et stort valg at vælge at flytte, men det var for mig rigtig vigtigt at lytte til mig selv og mærke efter. Jeg havde ikke den store lyst til at tage i skole om morgenen, og problemet syntes at blive værre og værre, jeg ville bare gerne være færdig, modsat de fleste af mine klassekammerater, der faktisk holdte af undervisningen der. Dér hvor jeg er nu, passer langt bedre til mig, og jeg tror helt bestemt, jeg har taget det rigtige valg. Jeg håber, det kommer til at gå rigtig godt her. Jeg ønsker min gamle klasse alt det bedste.

– Marie.

Den sidste dag tog vi først i en forretning, Fie og Maria havde anbefalet. De bor her og ved, hvor man kan finde nogle gode sager. Det lykkedes bestemt også os alle sammen at finde masser gode ting, vi kunne tage med hjem – både til os selv og alle vi måtte ville have gaver med til. Det var en sjov forretning, der lavede det hele af alle mulige former for genbrugsmaterialer, og det var til yderst overskuelige priser. Derefter gik vi en tur på markedet, hvor jeg fandt et par gamle kameraer til min samling og et par andre lækre ting, og så gik turen atter mod lufthavnen. Turen hjem gik faktisk rimelig stærkt. Dér hvor vi på vej herned mistede vores nat, fik vi her foræret seks timer ekstra, hvilket passede mig helt udemærket. Der var gode film på flyet og kun en enkelt mellemlanding, så før vi vidste af det, stod vi i Kastrup Lufthavn. Det var rigtig underligt at sige farvel til mine fem rejsepartnere. Vi havde kun kendt hinanden en uge, men da det var besværligt at få fat i omverdenen, havde vi undervejs støttet os meget til hinanden. Det er naturligt nok, at man i sådanne situationer har brug for at snakke med nogen, om de ting, man oplever, og det var vi gode til at bruge hinanden til, hvilket gjorde, at vi på denne ene uge, kom ret tæt på hinanden. Da vi ikke rigtig vidste, hvornår vi ville ses igen, var det helt underligt at sige farvel.
Det hele er gået så hurtigt, men vi har samtidig nået helt ufattelig meget. Jeg er fyldt af indtryk, det er vi vidst alle sammen. Jeg har det også lidt underligt med bare at skulle tilbage til min helt normale hverdag. Flere af de andre er så heldige, at de får lov at arbejde videre med Danmarks Indsamling eller Dansk Flygtningehjælp, hvor imod jeg får lov at tage tilbage til mine matematik- og dansktimer på gymnasiet. Jeg har fået ekstremt meget ud af denne uge, og jeg er vildt taknemlig for at have fået muligheden for at opleve alle de ting. Jeg føler mig utrolig priviligeret. Tak for denne gang Myanmar. Det var en stærk oplevelse.

– Marie.

Pludselig stod vi igen i den ustrukturerede lufthavn i Sittwe, hvor vi var ankommet i mandags. Dagene er fløjet afsted, men man føler alligevel, der er gået lang tid, fordi vi har oplevet så meget. Vi kom tilbage til hotellet i Yangon og mødtes til frokost i restauranten, hvor vi skulle finde ud af, hvad resten af dagen skulle gå med. Da vi er tæt på at være færdige med at spise, meddeler Brit, at hun har fået et møde med en læge på en privatklinik og rigtig godt kunne bruge en fotograf. Da jeg rigtig gerne ville nå på markedet, som var den egentlig plan, gik jeg med til at tage med hende, mod at hun tog med mig på markedet imorgen, inden vi skulle hjem.
Vi kom ud på klinikken og mødte lægen, Brit havde mailet med og hende, der ejede klinikken. Først snakkede Brit lidt med dem, og senere kom to diabetespatienter, en med type 1 og en med type 2 diabetes. Det var fint nok at høre om, og det var udemærket at se, at man, hvis ellers man havde penge nok, fint kunne leve et normalt liv med diabetes selv i dette kaos-land, men så var det heller ikke vildere. Den rigtig store oplevelse kom helt uventet, da han tilbød os at komme ud og se et offentligt hospital, hvor han var chef for en af afdelingerne. Vi skyndte os at takke ja, overvældede over den mulighed, der netop var blevet givet os. Han informerede os om, at det egentlig ikke var tilladt for os at være der, at man normalt skulle have en tilladelse, men at når vi var med ham, gik det nok, vi skulle bare ikke blive der for længe. Det er pudsigt, hvordan den ene oplevelse, der slet ikke var en del af planen for turen, blev den, der gjorde aller størst indtryk. Den eneste oplevelse, der fuldstændig lukkede munden på mig, men samtidig, og lidt modstridende måske, fik mig til at tabe kæben. Pludselig stod vi midt i, hvad der mest af alt lignede en scene fra en film. Størstedelen af min fars familie er læger, og hospitaler er derfor ikke en uvant ting for mig, men jeg havde ligesom et meget klinisk, sterilt billede af et hospital – og det her var alt andet end det. Jeg følte mig yderst skidt til mode, som jeg med små skridt fulgte efter Brit og lægen, der havde taget os med derhen, forbi fyldte gange af rigtig syge mennesker, alle sammen med drop i armen eller slanger med luft. Der var rodet og beskidt, og jeg anede ikke, hvad jeg dog skulle sige, så jeg sagde ingenting. Først blev vi ført til et værelse kun med en enkelt patient. En 24 årig mand med type 1 diabetes. Han var ikke en af de heldige, der havde råd til at opsøge en privatklinik, og sygdommen var så slem, at han var invalideret grundet den. Han var uhyggeligt tynd og så rigtig rigtig syg ud, som han lå dér. Mens Brit udspurgte sygeplejersken om hans sygdoms forløb, fik jeg lov at fotografere ham. Dette var på utrolig grænseoverskridende. Jeg har set fattigdom, også før jeg kom her ned, og jeg har set dårlige forhold. Men aldrig har jeg stået på et hospital og fototograferet mennesker, så syge som de her. Det virkede så forkert at stikke et kamera op i hovedet på dem, som de lå dér, men man ville alligevel så gerne tage dem, så man kunne vise det i Danmark, så man kan gøre opmærksom på, hvordan virkeligheden ser ud. Men ubehageligt var det. Bagefter fik jeg lov at tage et par billeder på de forskellige stuer. Alle steder var de helt okay med, at jeg tog billeder, det var virkelig stort af dem. Det var en rigtig stærk oplevelse.
Om aftenen spiste vi hos Anders fra Dansk Flygtningehjælp og hans kone Maria sammen med Kaspar, som hele ugen har fulgt os og Fie, som arbejder for Røde Kors. Det var super hyggeligt at se, hvordan de boede og i det hele taget at komme hjem til nogen dernede. Vi vendte trætte hjem, klar til den sidste dag imorgen.

– Marie.

Som jeg sætter mig her ved mit lille bord på hotelværelset, er jeg fyldt til randen af indtryk. De sidste tre dage har på mange måder været overvældende. I dag var vi igen ude i en landsby og i en lejr, begge muslimske. Christopher skulle filme Camilla og jeg til et indslag, der bliver vist til indsamlingsshowet i 2015 med fokus på at vise, at det vi samlede ind sidste år, havde gjort en forskel – og det havde det! Vi mødte en kvinde, der havde modtaget en donation på 150 dollars fra Danmarks Indsamling og ved hjælp af dem havde startet en auberginefarm. Hun er alene med seks børn, hendes mand døde for flere år siden, så det har længe været svært at brødføde hendes familie. Hun fik donationen for blot en måned siden og har derfor endnu ikke mærket forskellen, men hun er overbevist om, at dette kommer til at sikre både hende og hendes børns fremtid. Det virker måske som en lille ting, 150 dollars, en enkelt lille auberginefarm, men for hende og hendes familie betyder det alverden, og det betyder, at de er sikret mad på bordet hver dag. Det var vildt inspirende at høre hendes historie, hun havde så meget gå-på-mod og engagement, det var helt fantastisk. Det gik op for mig, hvor vigtigt det er, at vi gør en indsats, for det nytter, det gør det virkelig, og jeg er ekstremt taknemmelig for at have fået lov at se det med egne øjne.
Udover den fantastiske oplevelse det var at møde hende, var det også meget sjovt at se, hvordan den slags tv-indslag blev lavet. Jeg har hele ugen været vildt fascineret af Christopher og hans arbejde, det lyder så spændende, og han er fantastisk dygtig. Vi filmede både transport-scener, vores interview med kvinden vi mødte og efterfølgende et interview med Camilla og jeg hver især. Jeg tog kridhvid herned og med min lyse hud er det derfor lykkes mig at blive rigtig fin rød. Derudover var der, hvad der føltes som, tusinde grader varmt, og jeg stod i klar sol og blev interviewet mens jeg kamp svedte i tredive minutter, så jeg er sikker på, det bliver et herre lækkert indslag. Jeg håber, folk kan se bort fra min røde farve og min nærmeste smeltende krop og lytte til den fantastiske beretning.
Udover landsbyen var vi i en lejr. Denne gang ikke en ligeså kaos-agtig hønsegård som den i går. Vi fik for første gang på denne tur muligheden for at snakke med en pige, der var noglelunde jævnaldrende med Camilla og jeg, og det var super interessant. Unge i denne alder, specielt piger, er nemlig rigtig svære at få fat på, da de holder sig mest indendørs. Hende vi snakkede med var 18 år gammel og havde en kæmpe flok søskende. Hun havde ikke nogle interesser, da hun brugte langt størstedelen af hendes tid på at hjælpe til derhjemme. Af og til kunne hun mødes med nogle af de jævnaldrende fra lejren, men dette foregik kun sent om aftenen. Hun levede en helt anden hverdag, end vi kender til. Det var fantastisk, hun ville fortælle os om det(gennem en tolk vel og mærket), men også uhyggeligt, hvor begrænsede – på grænsen til ikke-eksisterende – hendes, og alle de andre i hendes situation, muligheder var. Dette satte tingene i et endnu klarere perspektiv, da vi pludselig sad med en pige på vores egen alder, og dermed en pige, hvis sted i livet vi kunne relatere til. Vi gik derfra lykkelige over vores frihed og vores mange muligheder.
Det var vores sidste aften i Sittwe, imorgen flyver vi tilbage til Yangon, hvor vi startede. Nu har vi kun et par stille og rolige dage tilbage, hvor vi får mulighed for at få set, det vi nu manglet, og eventuelt få købt nogle souvenirs med hjem. Imorgen skal vi hjem og spise hos Anders og Maria. Anders arbejder for Dansk Flygtningehjælp. Det bliver super hyggeligt at komme i et rigtigt hjem efter alle de her dage på hoteller og restauranter. Det glæder jeg mig til.

– Marie.

I dag var vi ude og sejle. Først sejlede vi hen til en lille landsby. I landsbyen havde de en skole, som Dansk Flygtningehjælp havde givet penge til en renovering af. Den nyrenoverede skole skulle indvies, og det havde vi fornøjelsen af at overvære og på sin vis deltage i. Vi blev alle seks placeret på stole vendt mod de mange rækker fyldt af indbyggere fra landsbyen. Dette var lidt mærkeligt. Det var en ceremoni, og vi forstod ikke rigtig, hvad der blev sagt. Camilla og jeg sad bare og kiggede lidt på hinanden før vi igen smilte pænt til de mange mennesker. Vi følte ikke rigtig, vi havde fortjent at sidde der, da dette projekt intet havde at gøre med Danmarks Indsamling, men med Dansk Flygtningehjælp. Da ceremonien var færdig, havde de lavet frokost til os, hvilket var rigtig pænt af dem. De var så søde og imødekommende, selvom de knap forstod os og omvendt.
Da vi var færdige her og havde kigget os lidt omkring, sejlede vi videre til det næste sted. Dette var noget af det, der har gjort størst indtryk indtil videre. Det var en lejr for internt fordrevne, og forholdene her var skræmmende. De boede over 6000 mennesker på et yderst afgrænset område, og det føltes som en stor hønsegård. Heller ikke her, var Danmarks Indsamling involveret, men Dansk Flygtningehjælp, som havde sørget for toiletforhold og vandfaciliteter. Dette var til gengæld det eneste, det var lykkes Dansk Flygtningehjælp at få lov til derude. De havde tilbudt at bygge huse, men havde fået afslag af regeringen, der selv satte huse op der. Det var ikke nogle særlige gode huse – det var vigtigt for regeringen, at menneskerne her ikke slog sig for meget ned, det var vigtigt at pointere, at det var midlertidigt, pointere at de ikke kunne blive her. Det hele var lidt kaos agtigt der. Det var en stærk oplevelse. Under hele turen tog Christopher en masse dæk-billeder af Myanmar, altså klip der viser landet som f.eks. naturlige gadebilleder og sådanne klip. Det forsøgte han også her, men måtte næsten opgive, da det eneste, der var mere interessant end Camillas og mit lyse hår, var Christophers kamera. Til de mange nysgerrige børns(og voksnes) forsvar, var det også et rimelig lækkert kamera, ha ha.
Da vi atter vendte hjem, var der stadig et par timer, til vi skulle ud og spise. Så Brit og jeg besluttede igen at gå en tur på markedet for at få taget nogle billeder. Det var super fedt. Jeg føler ofte, at jeg, steder som dette, forsinker folk ved hele tiden at stoppe op og fotografere, men da vi begge to havde vores kamera med, var det perfekt.
Imorgen skal vi igen ud og besøge en landsby og en lejr. Her har de, ligesom hvor vi var i i går, haft mulighed for at søge om donationer fra Danmarks Indsamling. Så der skal de sidste indslag fra denne tur til showet 2015 laves.

– Marie.