MYANMAR DAY SIX

Pludselig stod vi igen i den ustrukturerede lufthavn i Sittwe, hvor vi var ankommet i mandags. Dagene er fløjet afsted, men man føler alligevel, der er gået lang tid, fordi vi har oplevet så meget. Vi kom tilbage til hotellet i Yangon og mødtes til frokost i restauranten, hvor vi skulle finde ud af, hvad resten af dagen skulle gå med. Da vi er tæt på at være færdige med at spise, meddeler Brit, at hun har fået et møde med en læge på en privatklinik og rigtig godt kunne bruge en fotograf. Da jeg rigtig gerne ville nå på markedet, som var den egentlig plan, gik jeg med til at tage med hende, mod at hun tog med mig på markedet imorgen, inden vi skulle hjem.
Vi kom ud på klinikken og mødte lægen, Brit havde mailet med og hende, der ejede klinikken. Først snakkede Brit lidt med dem, og senere kom to diabetespatienter, en med type 1 og en med type 2 diabetes. Det var fint nok at høre om, og det var udemærket at se, at man, hvis ellers man havde penge nok, fint kunne leve et normalt liv med diabetes selv i dette kaos-land, men så var det heller ikke vildere. Den rigtig store oplevelse kom helt uventet, da han tilbød os at komme ud og se et offentligt hospital, hvor han var chef for en af afdelingerne. Vi skyndte os at takke ja, overvældede over den mulighed, der netop var blevet givet os. Han informerede os om, at det egentlig ikke var tilladt for os at være der, at man normalt skulle have en tilladelse, men at når vi var med ham, gik det nok, vi skulle bare ikke blive der for længe. Det er pudsigt, hvordan den ene oplevelse, der slet ikke var en del af planen for turen, blev den, der gjorde aller størst indtryk. Den eneste oplevelse, der fuldstændig lukkede munden på mig, men samtidig, og lidt modstridende måske, fik mig til at tabe kæben. Pludselig stod vi midt i, hvad der mest af alt lignede en scene fra en film. Størstedelen af min fars familie er læger, og hospitaler er derfor ikke en uvant ting for mig, men jeg havde ligesom et meget klinisk, sterilt billede af et hospital – og det her var alt andet end det. Jeg følte mig yderst skidt til mode, som jeg med små skridt fulgte efter Brit og lægen, der havde taget os med derhen, forbi fyldte gange af rigtig syge mennesker, alle sammen med drop i armen eller slanger med luft. Der var rodet og beskidt, og jeg anede ikke, hvad jeg dog skulle sige, så jeg sagde ingenting. Først blev vi ført til et værelse kun med en enkelt patient. En 24 årig mand med type 1 diabetes. Han var ikke en af de heldige, der havde råd til at opsøge en privatklinik, og sygdommen var så slem, at han var invalideret grundet den. Han var uhyggeligt tynd og så rigtig rigtig syg ud, som han lå dér. Mens Brit udspurgte sygeplejersken om hans sygdoms forløb, fik jeg lov at fotografere ham. Dette var på utrolig grænseoverskridende. Jeg har set fattigdom, også før jeg kom her ned, og jeg har set dårlige forhold. Men aldrig har jeg stået på et hospital og fototograferet mennesker, så syge som de her. Det virkede så forkert at stikke et kamera op i hovedet på dem, som de lå dér, men man ville alligevel så gerne tage dem, så man kunne vise det i Danmark, så man kan gøre opmærksom på, hvordan virkeligheden ser ud. Men ubehageligt var det. Bagefter fik jeg lov at tage et par billeder på de forskellige stuer. Alle steder var de helt okay med, at jeg tog billeder, det var virkelig stort af dem. Det var en rigtig stærk oplevelse.
Om aftenen spiste vi hos Anders fra Dansk Flygtningehjælp og hans kone Maria sammen med Kaspar, som hele ugen har fulgt os og Fie, som arbejder for Røde Kors. Det var super hyggeligt at se, hvordan de boede og i det hele taget at komme hjem til nogen dernede. Vi vendte trætte hjem, klar til den sidste dag imorgen.

– Marie.