MYANMAR DAY FIVE

Som jeg sætter mig her ved mit lille bord på hotelværelset, er jeg fyldt til randen af indtryk. De sidste tre dage har på mange måder været overvældende. I dag var vi igen ude i en landsby og i en lejr, begge muslimske. Christopher skulle filme Camilla og jeg til et indslag, der bliver vist til indsamlingsshowet i 2015 med fokus på at vise, at det vi samlede ind sidste år, havde gjort en forskel – og det havde det! Vi mødte en kvinde, der havde modtaget en donation på 150 dollars fra Danmarks Indsamling og ved hjælp af dem havde startet en auberginefarm. Hun er alene med seks børn, hendes mand døde for flere år siden, så det har længe været svært at brødføde hendes familie. Hun fik donationen for blot en måned siden og har derfor endnu ikke mærket forskellen, men hun er overbevist om, at dette kommer til at sikre både hende og hendes børns fremtid. Det virker måske som en lille ting, 150 dollars, en enkelt lille auberginefarm, men for hende og hendes familie betyder det alverden, og det betyder, at de er sikret mad på bordet hver dag. Det var vildt inspirende at høre hendes historie, hun havde så meget gå-på-mod og engagement, det var helt fantastisk. Det gik op for mig, hvor vigtigt det er, at vi gør en indsats, for det nytter, det gør det virkelig, og jeg er ekstremt taknemmelig for at have fået lov at se det med egne øjne.
Udover den fantastiske oplevelse det var at møde hende, var det også meget sjovt at se, hvordan den slags tv-indslag blev lavet. Jeg har hele ugen været vildt fascineret af Christopher og hans arbejde, det lyder så spændende, og han er fantastisk dygtig. Vi filmede både transport-scener, vores interview med kvinden vi mødte og efterfølgende et interview med Camilla og jeg hver især. Jeg tog kridhvid herned og med min lyse hud er det derfor lykkes mig at blive rigtig fin rød. Derudover var der, hvad der føltes som, tusinde grader varmt, og jeg stod i klar sol og blev interviewet mens jeg kamp svedte i tredive minutter, så jeg er sikker på, det bliver et herre lækkert indslag. Jeg håber, folk kan se bort fra min røde farve og min nærmeste smeltende krop og lytte til den fantastiske beretning.
Udover landsbyen var vi i en lejr. Denne gang ikke en ligeså kaos-agtig hønsegård som den i går. Vi fik for første gang på denne tur muligheden for at snakke med en pige, der var noglelunde jævnaldrende med Camilla og jeg, og det var super interessant. Unge i denne alder, specielt piger, er nemlig rigtig svære at få fat på, da de holder sig mest indendørs. Hende vi snakkede med var 18 år gammel og havde en kæmpe flok søskende. Hun havde ikke nogle interesser, da hun brugte langt størstedelen af hendes tid på at hjælpe til derhjemme. Af og til kunne hun mødes med nogle af de jævnaldrende fra lejren, men dette foregik kun sent om aftenen. Hun levede en helt anden hverdag, end vi kender til. Det var fantastisk, hun ville fortælle os om det(gennem en tolk vel og mærket), men også uhyggeligt, hvor begrænsede – på grænsen til ikke-eksisterende – hendes, og alle de andre i hendes situation, muligheder var. Dette satte tingene i et endnu klarere perspektiv, da vi pludselig sad med en pige på vores egen alder, og dermed en pige, hvis sted i livet vi kunne relatere til. Vi gik derfra lykkelige over vores frihed og vores mange muligheder.
Det var vores sidste aften i Sittwe, imorgen flyver vi tilbage til Yangon, hvor vi startede. Nu har vi kun et par stille og rolige dage tilbage, hvor vi får mulighed for at få set, det vi nu manglet, og eventuelt få købt nogle souvenirs med hjem. Imorgen skal vi hjem og spise hos Anders og Maria. Anders arbejder for Dansk Flygtningehjælp. Det bliver super hyggeligt at komme i et rigtigt hjem efter alle de her dage på hoteller og restauranter. Det glæder jeg mig til.

– Marie.