MYANMAR DAY FOUR

I dag var vi ude og sejle. Først sejlede vi hen til en lille landsby. I landsbyen havde de en skole, som Dansk Flygtningehjælp havde givet penge til en renovering af. Den nyrenoverede skole skulle indvies, og det havde vi fornøjelsen af at overvære og på sin vis deltage i. Vi blev alle seks placeret på stole vendt mod de mange rækker fyldt af indbyggere fra landsbyen. Dette var lidt mærkeligt. Det var en ceremoni, og vi forstod ikke rigtig, hvad der blev sagt. Camilla og jeg sad bare og kiggede lidt på hinanden før vi igen smilte pænt til de mange mennesker. Vi følte ikke rigtig, vi havde fortjent at sidde der, da dette projekt intet havde at gøre med Danmarks Indsamling, men med Dansk Flygtningehjælp. Da ceremonien var færdig, havde de lavet frokost til os, hvilket var rigtig pænt af dem. De var så søde og imødekommende, selvom de knap forstod os og omvendt.
Da vi var færdige her og havde kigget os lidt omkring, sejlede vi videre til det næste sted. Dette var noget af det, der har gjort størst indtryk indtil videre. Det var en lejr for internt fordrevne, og forholdene her var skræmmende. De boede over 6000 mennesker på et yderst afgrænset område, og det føltes som en stor hønsegård. Heller ikke her, var Danmarks Indsamling involveret, men Dansk Flygtningehjælp, som havde sørget for toiletforhold og vandfaciliteter. Dette var til gengæld det eneste, det var lykkes Dansk Flygtningehjælp at få lov til derude. De havde tilbudt at bygge huse, men havde fået afslag af regeringen, der selv satte huse op der. Det var ikke nogle særlige gode huse – det var vigtigt for regeringen, at menneskerne her ikke slog sig for meget ned, det var vigtigt at pointere, at det var midlertidigt, pointere at de ikke kunne blive her. Det hele var lidt kaos agtigt der. Det var en stærk oplevelse. Under hele turen tog Christopher en masse dæk-billeder af Myanmar, altså klip der viser landet som f.eks. naturlige gadebilleder og sådanne klip. Det forsøgte han også her, men måtte næsten opgive, da det eneste, der var mere interessant end Camillas og mit lyse hår, var Christophers kamera. Til de mange nysgerrige børns(og voksnes) forsvar, var det også et rimelig lækkert kamera, ha ha.
Da vi atter vendte hjem, var der stadig et par timer, til vi skulle ud og spise. Så Brit og jeg besluttede igen at gå en tur på markedet for at få taget nogle billeder. Det var super fedt. Jeg føler ofte, at jeg, steder som dette, forsinker folk ved hele tiden at stoppe op og fotografere, men da vi begge to havde vores kamera med, var det perfekt.
Imorgen skal vi igen ud og besøge en landsby og en lejr. Her har de, ligesom hvor vi var i i går, haft mulighed for at søge om donationer fra Danmarks Indsamling. Så der skal de sidste indslag fra denne tur til showet 2015 laves.

– Marie.