MYANMAR DAY TWO

Vi var igen tidligt oppe, og denne gang gik kursen mod Sittwe. Da vi kom ud i den lille lufthavn, blev vi dog klar over, at en fejl måtte være sket med vores billetter, da der stod, at vi skulle rejse søndag den 2., hvilket af gode grunde var for sent på dette tidspunkt. Vi havde lige stået og snakket om lufthavnens mange mangler, blandt andet hvordan de ikke var særlig strikse, modsat langt de fleste lufthavne rundt omkring i verden. Dette gjorde det til gengæld også lidt lettere at finde en løsning, grundet manglen på struktur, og det, at flyene ikke var fyldt helt op. Vi delte os derfor op og kom med to fly, kun med en times mellemrum, og var ikke fremme forfærdelig meget senere end forventet. Efter et par timer i luften ankom vi til den mindste lufthavn, jeg endnu i mit liv har set. Det var egentlig bare et hus, ingen fancy metaldetektorer, eller noget som helst, ikke engang et bagagebånd. Bagagen blev kørt i vogne de tyve meter fra flyet til hovedbygningen, og så var det egentlig bare op til én selv at finde sin kuffert. Dette var en utrolig sjov oplevelse, altså ikke som sådan det at finde sin kuffert, men hele den afslappede atmosfære, der var, som man normalt overhovedet ikke oplever i lufthavne – jeg sætter til gengæld normalt pris på, at der er styr på sikkerheden, og alt hvad det indebærer, men her virkede det ikke til at betyde noget videre, og det var dét, der egentlig var lidt sjovt at prøve. Vi spiste frokost på en lokal restaurant tæt derpå. Man skal virkelig vænne sig til det spicy mad, når ikke man er vant til det – vi sad og syntes, det var en smule stærkt, da vi blev gjort opmærksom på, at det var blevet lavet ekstra mildt for vores skyld…
I eftermiddags var vi ude og besøge Dansk Flygtningehjælps kontor i Sittwe, hvor vi blev briefet endnu mere på resten af ugens beskæftigelser og hørte endnu mere om deres afsluttede, igangværende og kommende projekter. Det var super inspirerende at høre om, man fik virkelig lyst til at engarere sig i nødhjælp. Blot det at se og høre, hvilken forskel vi har gjort og i fremtiden kan gøre, var vildt spændende.
Til aften spiste vi igen ude, hvor vi fik en masse forskelligt seafood, hvilket er specialiteten i Sittwe, og det var simpelthen så lækkert! På vej hjem passerede vi et stort, lidt bar-agtigt sted med live musik, og tænkte, at vi da hellere lige måtte se, hvad det var. Publikummet var hovedsagligt, for ikke at sige udelukkende, mandligt og på scenen stod en tæt på talentløs sangerinde og hendes endnu mere talentløse dansere. Når dette er sagt, var det stadig meget sjovt at se, og vi var derfor super ærgerlige over at opdage, at vi var kommet ind midt i sidste nummer, og gik derfor efter kort tid tilbage på hotellet.

Jeg har mit eget værelse, det havde jeg også i Yangon, forskellen er bare, at der her ingen internet eller mobilforbindelse er, sidstnævnte var der heller ikke noget af i Yangon, men med internet var det jo muligt at sende iMessages og kommunikere med folk på Facebook, hvilket ikke er tilfældet her. Og jo, vi blev i går udstyret med telefoner, så det var muligt at kontakte hinanden internt i gruppen, men det er også lidt den eneste funktion, de telefoner har. Man kan ikke ringe eller skrive ud af landet, ligesom at vores egne mobiltelefoner ingen forbindelse har. Det er simpelthen det mærkeligste, jeg blev meget forundret over at finde ud af, vi var kommet til et land, der ligesom bare havde besluttet, at kontakten til omverdenen skulle være minimal og måtte derfor klares via skype eller andre opkaldsprogrammer, for mobilforbindelse rækker ikke ud af landet – virkelig sært. Så jeg sidder nu på mit hotelværelse og glæder mig over, at vi ikke bruger ret mange timer her hver dag, da jeg er en smule bekymret for at blive skør af ensomhed, da jeg allerede nu så småt er begyndt at snakke med mig selv… Det er bare en rigtig uvant følelse, det med ikke at kunne kommunikere med nogen hele tiden – det kan også være rart at lægge det hele fra sig og bare være sig selv lidt, men jeg tror, det handler om, at jeg ved, jeg ikke kan kontakte nogen, så får jeg helt automatisk lyst til at gøre netop det. Især fordi jeg bor alene, jeg skal virkelig ikke bo alene, jeg savner allerede nu at have nogen at snakke med, og jeg har ikke siddet her alene i mere end en time eller to.
Imorgen skal vi ud og besøge nogle af lejrene for internt fordrevne, og nogle af de landsbyer det påvirker. Jeg er allerede rigtig spændt.

Klokken er lige blevet 00.00, og alt lys er slukket, jeg ved ikke rigtig, om det er en af de strømsvigt, de sagde, vi kunne forvente, eller om de helt bevidst fratager os vores lys efter midnat, ha ha. Jeg må hellere gå i seng.