Dette indlæg kommer til at handle om noget, eller rettere nogen, der har stor betydning for mig. Jeg mistede i april 2007 min mormor. Hun døde af brystkræft efter at have været syg i tre år. Det var uretfærdigt ud over alle grænser, at hun skulle blive syg, men fantastisk, at vi fik tre år sammen med hende på trods af det. Min mormor var noget helt helt specielt.

Jeg synes, det er helt vildt svært, hvor jeg skal starte, og hvor jeg skal slutte. Jeg har så evig meget på hjerte, så evig meget jeg gerne vil sige. Min mormor var det mest livsglade og mest inspirerende menneske, jeg i mit liv har mødt. En ildsjæl uden lige med et kæmpe stort hjerte. Hun var, og stadig i dag, mit aller største forbillede. Hvis jeg kunne vælge at blive som nogen – hvem som helst – ville jeg vælge at blive som hende. Hun havde en positiv energi, der overgik alle andres. Jeg har altid været meget tæt med min mormor, men da hun blev syg, kom vi endnu tættere på hinanden. Min mormor og morfar var blevet skilt for længe siden, og min mormor havde fundet en ny kæreste, Kaldun. Under sygdomsforløbet kom vi ikke bare tættere på min mormor, men også på Kaldun. Han er selvvalgt familie, og mit forhold til ham har på ingen måde ændret sig, blot fordi min mormor ikke er her længere.

Det var altid en fest hos min mormor, det var ligegyldigt, hvad vi lavede. Hendes gode humør smittede, og man kunne ikke andet end være glad i hendes selskab. Nogle gange gik vi ture og så på dådyr i skoven, andre gange klædte vi os ud eller lagde ansigtsmasker og make up – der var ikke det, jeg ikke fik lov til. Hun havde en tøjforretning i Vejle, hvor jeg hjalp til, når jeg havde ferie. Jeg var ikke ret gammel. Jeg fik lov at klæde dukkerne i vinduerne på og lavede desuden smykker, som jeg fik lov at sælge, når jeg var der. Alle min mormors veninder købte mine hjemmelavede kæder og armbånd – det syntes jeg var fantastisk, også selvom, jeg jo godt ved i dag, at de nok mest har gjort det for at glæde min mormor. Jeg husker, da jeg var omkring 15 og skulle søge mit første rigtige job. Det var sådan en mærkelig situation og en mærkelig følelse, jeg fik i kroppen, da jeg hele min barndom havde regnet med og glædet mig til, at jeg selvfølgelig bare kunne blive ansat hos min mormor.

Da det i de sidste uger af hendes sygdomsforløb gik op for hende, at hun ikke ville komme til at opleve min konfirmation, begyndte hun at skrive sin tale med argumentet, hvad nu hvis ingen fortæller hende de ting, jeg synes, hun skal have af vide. Den blev aldrig færdig. Jeg fik fire år efter, på min konfirmationsdag, det hun havde nået at skrive. Jeg anede ikke, hun havde skrevet noget til mig, så da min mor fortalte det i sin tale, blev jeg meget overrasket. Jeg fik notesbogen med hendes begyndende tale, da vi kom hjem om aftenen. Hendes håndskrift var næsten ulæselig, og min mor måtte derfor læse det for mig. Det var rigtig svært for os begge to. Hun skrev blandt andet, hvordan hun elskede at se mig smile, og det eneste, jeg kunne tænke på, var, hvordan hun aldrig ville få muligheden for at se mig smile igen.

Jeg savner hende helt ind i maven.

I dag bruger jeg mindet om min mormor som inspiration. Sådan, som hun var, er sådan, jeg gerne vil være. Jeg tager af og til mig selv i at have lyst til at ringe hende op, hvis der er sket noget rigtig dejligt i mit liv. Jeg ville sådan ønske, jeg havde mulighed for at fortælle hende alle de ting, jeg opnår og oplever. Hver gang jeg lukker et nyt menneske ind i mit liv, ville jeg ønske, de havde muligheden for at møde min mormor. Jeg kan uden skyggen af tvivl sige, at hun rørte alle, hun mødte. Jeg kan ikke forestille mig, at nogen, der har mødt hende, nogensinde har glemt hende igen. Hun er en man husker. Ovenikøbet på en fantastisk positiv måde. Hun var sød og opmærksom overfor alle, og hun sørgede altid for, at alle havde det godt. Hun var nede på jorden, men samtidig fuld af fest og farver. Hun er lige sådan, som jeg gerne vil være. Jeg har et kæmpe håb om, at jeg vil blive husket for bare nogle af de samme ting, når jeg engang ikke længere er her.

Jeg tror på, hun er blevet en engel, og at hun på en eller anden måde stadig følger med. Jeg ved, hun er et bedre sted nu. Har I oplevet at miste nogen, I elsker?

– Marie.

Jeg fyldte 18 den 11. marts. Jeg havde glædet mig helt vildt, men tanken om at fylde atten skræmte mig stadig lidt. Når man fylder atten, følger der i mine øjne et ansvar med. Pludselig er man myndig, og det er forventet, at man tager stilling til en række nye ting. For eksempel skal man betale skat, og man har mulighed for at stemme ved næste folketingsvalg. Det sidste har jeg tænkt meget over. Jeg ville ikke vide, hvem jeg skulle stemme på, hvis jeg skulle stemme i dag. Jeg har derfor sat mig for, at jeg inden næste valg skal have sat mig ind i, hvad de forskellige partier står for, så jeg ved hvem, jeg godt kunne tænke mig at stemme på. Man kan selvfølgelig også bare undlade at stemme, men det synes jeg er ærgerligt. Vi lever i et demokratisk land, hvor alle over atten har mulighed for indflydelse, og det kunne jeg rigtig godt tænke mig at benytte mig af – det kræver dog, at jeg sætter mig ordentligt ind i politik, så jeg ikke blot stemmer noget, andre har påvirket mig til at gøre.
For at komme med et forsøg på besvaring af overskriften, så nej. Jeg synes ikke, man kan vurdere sin ‘voksenhed’ på baggrund af sin alder. Jeg tror ikke, jeg bliver spor mere voksen af at fylde atten. Jeg har egentlig heller ikke lyst til at blive voksen lige nu. Jeg vil stadig have lov at gå i tøj der ikke praktisk taget passer til vejrudsigten, tage teenage-agtige selfies, når jeg møder en kendt og have hele dage i mit nattøj. Jeg skal nok nå at blive voksen, men dette er ikke dagen, jeg bliver det.
En af de mindre alvorlige ting, men dog i min verden stadig vigtige, er, at jeg i år ikke længere skal være ung-arbejder i Legoland. Jeg har arbejdet i Legoland siden niende klasse og starter i slutningen af marts på min tredje sæson. I Legoland er der kun fire-fem aktiviteter, du må stå ved, når du er under atten, så dér har jeg stået de sidste to år. Det er bestemt ikke fordi Duplo og Atlantis ikke er super hyggeligt, for det er det, men jeg glæder mig simpelthen så meget til at få lov at komme ud i resten af parken. Jeg er i år blevet tildelt samtlige aktiviteter i piratland, så det er dér, jeg denne sommer kommer til at befinde mig. Det bliver for fedt!

I det hele taget tror jeg, det bliver et helt vildt spændende år. Hvornår bliver I 18, og er det noget, man bliver voksen af?

– Marie.

Imorgen starter et nyt år i mit liv. Det er muligt, det er et par måneder siden, vi gik ind i et nyt kalenderår, men dette er starten på et andet slags år. Jeg går nemlig ind i det 19. år af mit liv, da jeg imorgen fylder 18 Alene dette synes jeg er ret vildt. Dette fik mig til at tænke over mit år som 17 årig, og alle de ting, der her fulgte med. Umiddelbart er det at fylde sytten ikke such a big deal, da det intet ændre i forhold til, hvad du må og ikke må. Du må stadig købe en øl i brugsen og komme ind på FOAM i Vejle, men må stadig ikke hverken gå lovligt på bar, køre bil eller stemme ved folketingsvalget. Dét, at fylde 18, er noget helt andet, og det tænker jeg derfor at skrive et separat indlæg om.
Det syttende år i mit liv er fløjet afsted. Jeg fyldte sytten, da jeg gik på Faaborgegnens Efterskole, jeg boede sammen med Freja, og jeg havde en kæreste. Ingen af delene er tilfældet i dag. Der er sket rigtig meget det sidste år. Jeg afsluttede mit efterskoleophold, indgik samarbejde med Annemette Voss, arbejdede en hel masse i Legoland, tog til USA i nogle uger, startede på gymnasiet, blev inviteret til Myanmar, var i Myanmar med Danmarks Indsamling, droppede ud af gymnasiet, startede på handelsskolen, var backstage til DKs Indsamling, begyndte at skrive for Annemette Voss og meget meget mere. Det har været et yderst begivenhedsrigt år. Rigtig mange muligheder har budt sig, og jeg håber, at dette fortsætter i det kommende. Jeg har taget en masse beslutninger som syttenårig, de fleste af dem, nogle jeg er rigtig glad for at have taget. For eksempel mit skoleskift i november, er jeg rigtig glad for. Det ændrede min hverdag og gav mig et andet overskud – et overskud der har gjort det muligt både at passe min skole, og alle de projekter jeg deltager i. Jeg besluttede også at hive en uge ud af kalenderen og tage med til Myanmar, da denne mulighed bød sig i efteråret. Det er helt sikkert også en beslutning, jeg er rigtig glad for at have truffet.
Jeg sætter rigtig stor pris på alle, der har været en del af dette skønne år. Jeg savner, de jeg ikke længere ser hver dag, men glæder mig over de helt fantastiske nye venskaber, jeg har fået i år. Alt i alt har det været et fantastisk år, og jeg glæder mig til det næste.

– Marie.