MIN MORMOR

Dette indlæg kommer til at handle om noget, eller rettere nogen, der har stor betydning for mig. Jeg mistede i april 2007 min mormor. Hun døde af brystkræft efter at have været syg i tre år. Det var uretfærdigt ud over alle grænser, at hun skulle blive syg, men fantastisk, at vi fik tre år sammen med hende på trods af det. Min mormor var noget helt helt specielt.

Jeg synes, det er helt vildt svært, hvor jeg skal starte, og hvor jeg skal slutte. Jeg har så evig meget på hjerte, så evig meget jeg gerne vil sige. Min mormor var det mest livsglade og mest inspirerende menneske, jeg i mit liv har mødt. En ildsjæl uden lige med et kæmpe stort hjerte. Hun var, og stadig i dag, mit aller største forbillede. Hvis jeg kunne vælge at blive som nogen – hvem som helst – ville jeg vælge at blive som hende. Hun havde en positiv energi, der overgik alle andres. Jeg har altid været meget tæt med min mormor, men da hun blev syg, kom vi endnu tættere på hinanden. Min mormor og morfar var blevet skilt for længe siden, og min mormor havde fundet en ny kæreste, Kaldun. Under sygdomsforløbet kom vi ikke bare tættere på min mormor, men også på Kaldun. Han er selvvalgt familie, og mit forhold til ham har på ingen måde ændret sig, blot fordi min mormor ikke er her længere.

Det var altid en fest hos min mormor, det var ligegyldigt, hvad vi lavede. Hendes gode humør smittede, og man kunne ikke andet end være glad i hendes selskab. Nogle gange gik vi ture og så på dådyr i skoven, andre gange klædte vi os ud eller lagde ansigtsmasker og make up – der var ikke det, jeg ikke fik lov til. Hun havde en tøjforretning i Vejle, hvor jeg hjalp til, når jeg havde ferie. Jeg var ikke ret gammel. Jeg fik lov at klæde dukkerne i vinduerne på og lavede desuden smykker, som jeg fik lov at sælge, når jeg var der. Alle min mormors veninder købte mine hjemmelavede kæder og armbånd – det syntes jeg var fantastisk, også selvom, jeg jo godt ved i dag, at de nok mest har gjort det for at glæde min mormor. Jeg husker, da jeg var omkring 15 og skulle søge mit første rigtige job. Det var sådan en mærkelig situation og en mærkelig følelse, jeg fik i kroppen, da jeg hele min barndom havde regnet med og glædet mig til, at jeg selvfølgelig bare kunne blive ansat hos min mormor.

Da det i de sidste uger af hendes sygdomsforløb gik op for hende, at hun ikke ville komme til at opleve min konfirmation, begyndte hun at skrive sin tale med argumentet, hvad nu hvis ingen fortæller hende de ting, jeg synes, hun skal have af vide. Den blev aldrig færdig. Jeg fik fire år efter, på min konfirmationsdag, det hun havde nået at skrive. Jeg anede ikke, hun havde skrevet noget til mig, så da min mor fortalte det i sin tale, blev jeg meget overrasket. Jeg fik notesbogen med hendes begyndende tale, da vi kom hjem om aftenen. Hendes håndskrift var næsten ulæselig, og min mor måtte derfor læse det for mig. Det var rigtig svært for os begge to. Hun skrev blandt andet, hvordan hun elskede at se mig smile, og det eneste, jeg kunne tænke på, var, hvordan hun aldrig ville få muligheden for at se mig smile igen.

Jeg savner hende helt ind i maven.

I dag bruger jeg mindet om min mormor som inspiration. Sådan, som hun var, er sådan, jeg gerne vil være. Jeg tager af og til mig selv i at have lyst til at ringe hende op, hvis der er sket noget rigtig dejligt i mit liv. Jeg ville sådan ønske, jeg havde mulighed for at fortælle hende alle de ting, jeg opnår og oplever. Hver gang jeg lukker et nyt menneske ind i mit liv, ville jeg ønske, de havde muligheden for at møde min mormor. Jeg kan uden skyggen af tvivl sige, at hun rørte alle, hun mødte. Jeg kan ikke forestille mig, at nogen, der har mødt hende, nogensinde har glemt hende igen. Hun er en man husker. Ovenikøbet på en fantastisk positiv måde. Hun var sød og opmærksom overfor alle, og hun sørgede altid for, at alle havde det godt. Hun var nede på jorden, men samtidig fuld af fest og farver. Hun er lige sådan, som jeg gerne vil være. Jeg har et kæmpe håb om, at jeg vil blive husket for bare nogle af de samme ting, når jeg engang ikke længere er her.

Jeg tror på, hun er blevet en engel, og at hun på en eller anden måde stadig følger med. Jeg ved, hun er et bedre sted nu. Har I oplevet at miste nogen, I elsker?

– Marie.