Vi stod tidligt op imorges, tiden var nu kommet til turens reelle formål. Vi skulle ud og besøge et af de projekter, Danmarks Indsamling 2014 havde givet penge til. Det var med en vis spænding i maven, vi kørte afsted mod den første landsby. Vi kom til en lille flod, vi skulle krydse i en ustabil Myanmar-udgave af en kano – vi sad alle sammen med hjertet helt oppe i halsen, for det var bestemt ikke noget vand, man havde lyst til at falde i. Desuden havde vi Christopher med, som slæbte alt sit udstyr(Christopher er vores en-mands-kamerahold, og det er ham, der skal levere filmmateriale fra turen til Danmarks Indsamling). Det lykkedes heldigvis os alle at komme over uden at vælte i floden. Vi begav os der fra videre ad en snoet sti, uden træer og i gloende hed varme, ned mod landsbyen. Vi blev mødt af bunkevis af skrald og yderst primitive forhold, men samtidig af begejstring og smil fra landsbyens indbyggere. Alle var vildt glade og imødekommende, det var simpelthen så skønt. Vi kunne ikke snakke med nogen af dem selv, da ingen forstod engelsk, men vi havde to tolke med og havde på den måde mulighed for at gå rundt og snakke med dem, vi gerne ville høre noget om – samtalen måtte bare gå gennem et ekstra led. I landsbyen har de mulighed for at søge om donationer fra Danmarks Indsamling. Donationerne er med henblik på opstart af en eller anden form for forretning eller arbejde og kræver, at man skriver en plan over, hvordan man tænker at bruge pengene. Der er dog ikke nogen, der gør noget ved, hvis ikke du bruger dem som planlagt. Du har bare ikke samme muligheder for at få hjælp en anden gang, hvis du bare tager pengene og ikke får noget ud af dem. Vi snakkede blandt andet med en kvinde, der havde modtaget de 150 dollars, som donationen lyder på, og brugt dem til at starte en forretning for noget, de kalder ’Fish Paste’, som er en slags fiskeboullion. Vi snakkede også med en kvinde, der havde købt geder for pengene. Det var vildt spændende at høre om. Alle de der havde modtaget donationer gav udtryk for, at det havde gjort en kæmpe forskel for dem og deres familie. Flere af dem havde før haft svært ved blot at få mad på bordet hver dag, og nu mente de faktisk, at deres økonomiske fremtid var sikret. Dette var fantastisk at høre, det var vildt imponerende hvor meget de kunne få ud af en forholdsvis beskeden sum penge. Det føltes rigtig fedt at vide, man selv havde hjulpet til med at gøre dette muligt, og man fik klart lyst til at hjælpe noget mere!

Da vi kom hjem om eftermiddagen gik vi hen og så et marked, der lå længere henne af vejen. Sittwe er langt fra en turistby, og det var derfor ikke et turistet marked med fine, håndsnittede figurer eller andre ting, man kunne ønske sig at tage med hjem. Det meste katagorerede vi hurtigt som noget værre kina-lort, og vi købte derfor ikke meget dér. Når det er sagt, var det stadig vildt sjovt at opleve et sådant marked. Der var masser mennesker og masser liv. Det var, ligesom så mange andre steder i Myanmar, lidt kaosagtigt, men når man ikke havde travlt og bare kunne gå stille og roligt rundt og observere, gjorde det ikke noget.
Inden vi skulle ud og spise tog vi ud til vandet og så solnedgangen. Det var rigtig hyggeligt, og vi fik rundet første dag i felten af på en rigtig behagelig måde. Imorgen skal vi besøge en landsby og en lejr for internt fordrevne. Det er den første lejr, vi skal ud og besøge. Vi har fået af vide, at dem i lejrene ikke lever under ligeså gode forhold, som dem vi så i landsbyen i dag, så jeg er spændt på, hvad vi kommer til at opleve. Godnat.

– Marie.

Vi var igen tidligt oppe, og denne gang gik kursen mod Sittwe. Da vi kom ud i den lille lufthavn, blev vi dog klar over, at en fejl måtte være sket med vores billetter, da der stod, at vi skulle rejse søndag den 2., hvilket af gode grunde var for sent på dette tidspunkt. Vi havde lige stået og snakket om lufthavnens mange mangler, blandt andet hvordan de ikke var særlig strikse, modsat langt de fleste lufthavne rundt omkring i verden. Dette gjorde det til gengæld også lidt lettere at finde en løsning, grundet manglen på struktur, og det, at flyene ikke var fyldt helt op. Vi delte os derfor op og kom med to fly, kun med en times mellemrum, og var ikke fremme forfærdelig meget senere end forventet. Efter et par timer i luften ankom vi til den mindste lufthavn, jeg endnu i mit liv har set. Det var egentlig bare et hus, ingen fancy metaldetektorer, eller noget som helst, ikke engang et bagagebånd. Bagagen blev kørt i vogne de tyve meter fra flyet til hovedbygningen, og så var det egentlig bare op til én selv at finde sin kuffert. Dette var en utrolig sjov oplevelse, altså ikke som sådan det at finde sin kuffert, men hele den afslappede atmosfære, der var, som man normalt overhovedet ikke oplever i lufthavne – jeg sætter til gengæld normalt pris på, at der er styr på sikkerheden, og alt hvad det indebærer, men her virkede det ikke til at betyde noget videre, og det var dét, der egentlig var lidt sjovt at prøve. Vi spiste frokost på en lokal restaurant tæt derpå. Man skal virkelig vænne sig til det spicy mad, når ikke man er vant til det – vi sad og syntes, det var en smule stærkt, da vi blev gjort opmærksom på, at det var blevet lavet ekstra mildt for vores skyld…
I eftermiddags var vi ude og besøge Dansk Flygtningehjælps kontor i Sittwe, hvor vi blev briefet endnu mere på resten af ugens beskæftigelser og hørte endnu mere om deres afsluttede, igangværende og kommende projekter. Det var super inspirerende at høre om, man fik virkelig lyst til at engarere sig i nødhjælp. Blot det at se og høre, hvilken forskel vi har gjort og i fremtiden kan gøre, var vildt spændende.
Til aften spiste vi igen ude, hvor vi fik en masse forskelligt seafood, hvilket er specialiteten i Sittwe, og det var simpelthen så lækkert! På vej hjem passerede vi et stort, lidt bar-agtigt sted med live musik, og tænkte, at vi da hellere lige måtte se, hvad det var. Publikummet var hovedsagligt, for ikke at sige udelukkende, mandligt og på scenen stod en tæt på talentløs sangerinde og hendes endnu mere talentløse dansere. Når dette er sagt, var det stadig meget sjovt at se, og vi var derfor super ærgerlige over at opdage, at vi var kommet ind midt i sidste nummer, og gik derfor efter kort tid tilbage på hotellet.

Jeg har mit eget værelse, det havde jeg også i Yangon, forskellen er bare, at der her ingen internet eller mobilforbindelse er, sidstnævnte var der heller ikke noget af i Yangon, men med internet var det jo muligt at sende iMessages og kommunikere med folk på Facebook, hvilket ikke er tilfældet her. Og jo, vi blev i går udstyret med telefoner, så det var muligt at kontakte hinanden internt i gruppen, men det er også lidt den eneste funktion, de telefoner har. Man kan ikke ringe eller skrive ud af landet, ligesom at vores egne mobiltelefoner ingen forbindelse har. Det er simpelthen det mærkeligste, jeg blev meget forundret over at finde ud af, vi var kommet til et land, der ligesom bare havde besluttet, at kontakten til omverdenen skulle være minimal og måtte derfor klares via skype eller andre opkaldsprogrammer, for mobilforbindelse rækker ikke ud af landet – virkelig sært. Så jeg sidder nu på mit hotelværelse og glæder mig over, at vi ikke bruger ret mange timer her hver dag, da jeg er en smule bekymret for at blive skør af ensomhed, da jeg allerede nu så småt er begyndt at snakke med mig selv… Det er bare en rigtig uvant følelse, det med ikke at kunne kommunikere med nogen hele tiden – det kan også være rart at lægge det hele fra sig og bare være sig selv lidt, men jeg tror, det handler om, at jeg ved, jeg ikke kan kontakte nogen, så får jeg helt automatisk lyst til at gøre netop det. Især fordi jeg bor alene, jeg skal virkelig ikke bo alene, jeg savner allerede nu at have nogen at snakke med, og jeg har ikke siddet her alene i mere end en time eller to.
Imorgen skal vi ud og besøge nogle af lejrene for internt fordrevne, og nogle af de landsbyer det påvirker. Jeg er allerede rigtig spændt.

Klokken er lige blevet 00.00, og alt lys er slukket, jeg ved ikke rigtig, om det er en af de strømsvigt, de sagde, vi kunne forvente, eller om de helt bevidst fratager os vores lys efter midnat, ha ha. Jeg må hellere gå i seng.

Så blev det endelig muligt at offentliggøre dagbogen fra min tur til Myanmar, dette var desværre ikke muligt i sidste uge, da internetforbindelse var en mangelvare. Derfor bliver dagbogen nu lagt ud dag for dag. Den blev skrevet på de pågældende dage i sidste uge, så jeg vil lige understrege, at jeg altså er tilbage i det danske nu.

Kl 8.22 stod jeg spændt på toget i Vejle i retning mod Københavns Lufthavn. Jeg var overvældet over, at det allerede var nu, vi skulle afsted – jeg havde selvfølgelig også kun vidst, jeg skulle afsted, i fire-fem uger. Jeg havde endnu ikke mødt en eneste af dem, jeg skulle afsted med, og det gjorde bestemt ikke spændingen mindre. Det gik heldigvis rigtig fint med at finde hinanden, og før vi vidste af det, sad vi i flyet. Vi skulle flyve i 10,5 timer, men tiden fløj bogstavligtalt afsted. Vi mellemlandede i Bangkok og fløj så fra Bangkok til Yangon i Myanmar. Den sidste af turene varede ikke mere end halvanden times tid. Vi var fremme tidligt søndag morgen, vores nat var blevet snuppet af tidsforskellen. Da vi ankom i Yangons lufthavn, var det helt tydeligt, vi var kommet til Asien – det var vi selvfølgelig allerede i Bangkok, men man fornemmede det på en helt anden måde her, hvor man ikke blot så indersiden af en lufthavn. Den tætte befolkning, mystiske blikke fra forundrede mennesker, der havde svært ved at forstå, hvad vi dog lavede her, det sindssyge trafikkaos og manglen på trafiksikkerhed. Vi blev hentet i lufthavnen og kørt til vores hotel. Her havde vi fem timer for os selv til at tage en lur, gå i bad, gå på opdagelse eller hvad man nu måtte have lyst til. Jeg valgte det sidste. Jeg gik en tur i de nærliggende gader og mødte en masse overhovedet ikke engelsk talende eller forstående, men utrolig søde, mennesker. Dér kom man virkelig tæt på, og det var rigtig interessant. Det gik hurtigt op for mig, hvor meget det betyder, at kunne kommunikere, selvom det lykkedes fint uden sprog. De virkede alle sammen imødekommende og venlige. Vi havde lært at sige ’hej’ på deres sprog, og dét og et smil kom man rigtig langt med. Man følte sig på ingen måde utryg, selvom der blev kigget noget grundet både hår- og hudfarve.
Da vi mødtes igen blev vi kørt til briefing på Dansk Flygtningehjælps hovedkontor, hvor vi fik mange flere detaljer om turen, om Dansk Flygtningehjælps projekter her, om de lejre for internt fordrevne, vi skal besøge, blev udstyret med telefoner, da udelandske ikke fungerer her, og fik en plan over ugen. Derefter tog vi ud og spiste og videre ud for at se den store pagode i Yangon, ‘Shwedagon’. Det var vildt smukt og imponerende bygget. Selve pagoden var ved at blive renoveret og var derfor dækket af bambus, som er deres foretrukkende stilads-materiale. Vi vendte derefter utrolig trætte hjem. Imorgen skal vi videre til hovedstaden, Sittwe, som er dér lejrene ligger, og dér vi skal være indtil fredag.
Vi er en rigtig sjov gruppe mennesker. Vi er seks, der følges ad, og de er alle sammen rigtig søde. Vi er alle meget forskellige, hvilket gør det rigtig interessant at være afsted sammen. Det er super fedt at have mødt dem alle sammen, og jeg ser frem til at bruge en uge sammen med dem.

– Marie.