JEG FØLTE, JEG KOM LIDT HJEM

Jeg var denne weekend i Faaborg, hvor jeg besøgte en af mine aller bedste venner samt min efterskole. Da jeg lørdag eftermiddag sad i bussen fra Odense og begyndte at kunne genkende Faaborg, følte jeg lidt, jeg var på vej hjem. I virkeligheden var jeg jo bare på vej hjem til Benjamin og skulle først ud på skolen søndag, men det var ligesom om, jeg stadig boede der, da jeg ankom på Faaborg rutebilstation. Jeg boede i den lille by i ti måneder, og det har helt afgjort sat sine spor. Jeg havde kun set benjamin en enkelt gang siden vi stoppede på Faaborgegnens Efterskole, og gensynsglæden var derfor enorm. Selvom vi nu ses udenfor de vante rammer på skolen, vil han forevigt i mine øjne være et symbol på FAAE og et symbol på det år, vi delte. Det var fantastisk at se ham igen, og da vi om aftenen tog til Kværndrup og Svendborg, havde jeg også den store fornøjelse at ses med nogle af mine bedste venner fra fyn.
Søndag tog vi ud på efterskolen for at deltage i åbent hus. Og ja, åbent hus er egentlig for interesserede folkeskoleelever, der overvejer at gå der om nogle år, men vi så vores snit til at ses med flest muligt fra årgangen og få en snak med vores gamle lærere. Vi endte da også med at være en god flok på 20-30 stykker fra FAAE 13/14 holdet, og det var skønt at se dem! Benjamin, Pernille og jeg var de første, der ankom. Det var en halv time før arrangementet startede, så vi havde mulighed for at hilse ordentligt på lærene, før alle de kommende elever kom. Da vi trådte ind gennem dørene i forhalen, sad der cirka 80 nuværende elever og kiggede særdeles underligt på os, og vi kunne lige dér ikke spotte en eneste af lærene. Vi vovede os alligevel ind og fik øje på en af mine ynglingslærere, der heldigvis så glædeligt overrasket ud over at se os. Da vi have hilst på alle lærene, besluttede vi at gå en runde på skolen. Det var lidt med blandede følelser, vi gik rundt på de velkendte gange. På mange måder faldt man helt tilbage i gamle, vante rammer og følte næsten, man gik der igen, men ligeså snart vi nåede de to værelsesgange, gik det op for en, at det selvfølgelig ikke længere var vores. Dette var en frygtelig erkendelse at gøre sig. Jeg fik tårer i øjnene, da jeg trådte ind på mit gamle værelse. Udsigten fra vinduet var præcis den samme, skrivebordet, som sidder fast på væggen, hang der naturligvis stadig, det bruseforhæng, Freja havde haft med, hang stadig på badeværelset, men det var noglelunde det eneste tegn på, at vi havde boet der for blot tre måneder siden. Det var en utrolig mærkelig oplevelse at gå rundt og kigge på værelserne, da man ikke kunne slå ud af hovedet, hvordan de pågældende værelser havde set ud sidst år, og hvem der havde boet der. Det var underligt, hvordan det ikke længere var vores sted, vores gange, vores værelser. Når det er sagt, var det stadig rigtig rigtig rart at være der igen, ligegyldig hvor meget de ændrer værelserne og skolen generelt, vil der altid være en fantastisk masse minder i hver eneste afkrog dernede. Minderne kan ingen tage fra os, de vil forevigt være vores, og de er gemt i alle vore hjerter. De nye elever var heldigvis rigtig søde, og det hjalp lidt, at det var nogle behagelige mennesker, der boede i vores “gamle hjem”. Vi spiste på skolen i går aftes, og jeg måtte derefter vende tilbage til Vejle. Vi var cirka otte, der blev og spiste, og der gik totalt nostalgi i den, da vi igen sad på pladserne i spisesalen, hørte meddelser og ventede på at hente mad.
Da vi tog afsted, var det med en fornyet energi og positivitet over hele weekendens forløb. Sidst jeg forlod skolen, var jeg opløst i tårer og græd hele vejen hjem, dette var ikke tilfældet denne gang, ha ha. Jeg havde accepteret, at jeg var startet på noget nyt, som jeg i øvrigt er rigtig glad for, og kunne kun glæde mig på vejne af de nuværende elever over, at de fik lov at opleve det, jeg sidste år var så utrolig glad for.

– Marie.