NEWS

partnereDer sker en helt masse for tiden, og det er blandt andet derfor, jeg ikke får skrevet så meget. Jeg forsøger stadig at lægge billeder ud jævnligt, men teksterne er mere tidskrævende. Jeg tænkte derfor, det var på tide at fortælle, hvad det så er, der optager min tid. Jeg har lige pt tre nyheder – et event, et samarbejde og et nyt job.

Eventet foregår allerede i overmorgen, lørdag den 31. januar, og det drejer sig om Danmarks Indsamling 2015. Jeg var for et par måneder siden i Myanmar med Dansk Flygtningehjælp og Danmarks Indsamling for at se, hvad de indsamlede penge fra sidste år var gået til. Det var en super spændende tur(Det er muligt at læse mere om turen og se billeder her). Der blev taget nogle filmklip og nogle interviews undervejs, som bliver vist under showet på lørdag, og dér er jeg med i et af dem. Alle os, der var afsted, er så heldige at være blevet inviteret til backstage-arrangement i forbindelse med showet, så det er det, min lørdag aften kommer til at gå med. Det glæder jeg mig rigtig meget til. Opfølgning og billeder fra eventet kan findes på min side engang i næste uge.

Samarbejdet er med youtuber, og min rigtig gode ven, Rasmus Brohave. Samarbejdet kommer, som det ser ud nu, til at dreje sig om tre gæste-indlæg, Rasmus skriver på min blog, og en fælles video som afslutning. Dette kommer til at foregå engang omkring marts-april. Rasmus er youtuber, og har været det i et par år, og er en del af youtube-netværket Splay Danmark. Måske har I allerede hørt om ham? Han laver videoer med det simple formål at underholde, og det formår han i høj grad også. Jeg er super spændt på samarbejdet.

Det nye “job” jeg har fået er hos dobbelt bagedystvinder, og ven af familien, Annemette Voss, indehaver af hjemmesiden Annemettevoss.dk. Nogle af jer har måske allerede luret, at jeg har haft et samarbejde med hende tidligere. Det har hovedesagligt handlet om hjælp til events, små videoer, fotografier, illustrationer o. l. Dette kommer til at fortsætter som det plejer, men jeg vil inden længe have en ugentlig tjans hos hende. Jeg skal blogge for Annemette på hendes hjemmeside, og jeg glæder mig helt vildt. Jeg får lov at blogge om alt, hvad jeg kan finde på indenfor hendes univers. Det kan derfor være alt ligefra en tekst om bryllupskagens oprindelse til et reflekterende indlæg om, hvorfor det er blivet så hipt at fylde lakrids i absolut alt mad. Jeg har kendt Annemette altid, og jeg nyder at arbejde med hende, så jeg ser rigtig meget frem til dette mere faste samarbejde.

Det var lige kort, hvad der sker i mit blog-liv for tiden. Jeg har desuden opdateret en masse ting på min blog. Jeg har ryddet op på min facebook, er ENDELIG sluppet af med apostroffen og smiley’en i mit facebooknavn, der indtil i går var “Marie’s Blog:-)”, og så har jeg fået ny header både på facebook og her. Jeg har også købt nyt domænenavn, maries-blog.dk, så det ikke længere er så langt. Hvis man skriver den gamle webadresse, mariesblog.bloggersdelight.dk, vil man blot blive vidrestillet til den nye, så det fungerede ganske uproblematisk. Rigtig god weekend, når I når så langt!

– Marie.

2

Skriv et svar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.