ET SKIDE KARAKTER-RÆS

Siden ottende klasse er vores evner blevet vurderet i tal i form af karakterer. Men hvad er en god og en dårlig karakter, hvor går grænsen? Der er intet i vejen med at have fokus på sine karakterer, men hvornår bliver det for meget? Pludselig er det ikke længere ens egne evner, man tænker på, men blot på tallet. Det handler derfor ikke længere kun om, at man gerne vil blive dygtigere og tilegne sig ny viden, men også, måske endda endnu mere, om hvilket tal man får ud af det.
Jeg oplever ofte voksne mennesker diskutere den gamle og nye karakterskala og diskutere, hvad der er gode og dårlige karakterer. Der er også tit en uenighed om, hvilke karakterer der svarer til hvilke. Jeg havde fået en forklaring på det i folkeskolen, men det var ikke alle, der syntes, det lød helt rigtigt. Nu har jeg undersøgt det, og sammenligningen er således(Nye skala nævnt først);

-3 SVARER TIL 0 – 00 SVARER TIL 5 OG 03 – 02 SVARER TIL 6 – 4 SVARER TIL 7 – 7 SVARER TIL 8 OG 9 – 10 SVARER TIL 10 – 12 SVARER TIL 11 OG 13

Jeg synes desuden, det er rigtig ærgerligt, når folk sammenligner deres karakterer, især når de går i forskellige klasser – i den situation er der altså efter min mening intet sammenligningsgrundlag. Forskellige lærer har forskellige måder at dele disse mange tal ud på. Jeg kan huske, de testede det for et par år siden. De sendte en eksamensstil ud til samtlige censorer i landet og lod dem komme med hver deres vurdering og tilhørende karakter. Udfaldet var voldsomt, da stilen kom tilbage med vurderinger, der spændte lige fra dumpekarakterer til det famøse 12-tal. Der er selvfølgelig intet facit, når man for eksempel retter en stil, men jeg var alligevel ret overrasket over at høre, at en stil, nogen ville lade dumpe, kunne få 12 hos en anden. Spændvidden var efter min mening uhyrlig bred. Og det siger lidt om, hvorfor en sammenligning aldrig ville være retfærdig.
Jeg har også hørt flere voksne udtale, at det i dag er alt for let at få 12-tallet. Og det er meget muligt, at der er en grad af sandhed i det – og det er jo egentlig også klart, når nu det er 11 og 13 slået sammen – men det er altså ikke altid tilfældet. Jeg har stødt på lærerer, der havde givet under fem 12-taller i hele deres lærertid. Så er der selvfølgelig også de lærerer, mange af os har stødt på, der er yderst rundhåndede med 12-tallerne, og det er selvfølgelig dem, der får det til at se ud som om, at det er tilfældet i alle fag – sådan er realiteten bare ikke.
Jeg vil gerne have gode karakterer, hvem vil ikke gerne det, men jeg har ikke lyst til at deltage i et eller andet vildt karakter-ræs, hvor man græder over et 10-tal – for jo, det er tilfældet for nogen. Jeg vil gerne lære, og jeg vil gerne blive dygtig. Jeg værdsætter vores muligheder for at gå i skole og muligheder for at tilegne os ny viden, både ved at søge den, men også blot ved at møde op i skole hver dag, for de serverer det for os på et sølvfad. Jeg har mødt mennesker både i Bangladesh og i Myanmar, hvis største ønske var at have muligheden for at tage en uddannelse, men vidste, at det kun for ganske ganske få af dem, blev en reel mulighed. Det er det, jeg tænker på, når dagene engang imellem føles lange. Tænk hvis vi ikke havde de muligheder, vi har. Jeg synes, det er vigtigt, vi sætter pris på dem. Søg ny viden og gør dit bedste, så kan ingen forlange mere.

– Marie.