MYANMAR DAY THREE

Vi stod tidligt op imorges, tiden var nu kommet til turens reelle formål. Vi skulle ud og besøge et af de projekter, Danmarks Indsamling 2014 havde givet penge til. Det var med en vis spænding i maven, vi kørte afsted mod den første landsby. Vi kom til en lille flod, vi skulle krydse i en ustabil Myanmar-udgave af en kano – vi sad alle sammen med hjertet helt oppe i halsen, for det var bestemt ikke noget vand, man havde lyst til at falde i. Desuden havde vi Christopher med, som slæbte alt sit udstyr(Christopher er vores en-mands-kamerahold, og det er ham, der skal levere filmmateriale fra turen til Danmarks Indsamling). Det lykkedes heldigvis os alle at komme over uden at vælte i floden. Vi begav os der fra videre ad en snoet sti, uden træer og i gloende hed varme, ned mod landsbyen. Vi blev mødt af bunkevis af skrald og yderst primitive forhold, men samtidig af begejstring og smil fra landsbyens indbyggere. Alle var vildt glade og imødekommende, det var simpelthen så skønt. Vi kunne ikke snakke med nogen af dem selv, da ingen forstod engelsk, men vi havde to tolke med og havde på den måde mulighed for at gå rundt og snakke med dem, vi gerne ville høre noget om – samtalen måtte bare gå gennem et ekstra led. I landsbyen har de mulighed for at søge om donationer fra Danmarks Indsamling. Donationerne er med henblik på opstart af en eller anden form for forretning eller arbejde og kræver, at man skriver en plan over, hvordan man tænker at bruge pengene. Der er dog ikke nogen, der gør noget ved, hvis ikke du bruger dem som planlagt. Du har bare ikke samme muligheder for at få hjælp en anden gang, hvis du bare tager pengene og ikke får noget ud af dem. Vi snakkede blandt andet med en kvinde, der havde modtaget de 150 dollars, som donationen lyder på, og brugt dem til at starte en forretning for noget, de kalder ’Fish Paste’, som er en slags fiskeboullion. Vi snakkede også med en kvinde, der havde købt geder for pengene. Det var vildt spændende at høre om. Alle de der havde modtaget donationer gav udtryk for, at det havde gjort en kæmpe forskel for dem og deres familie. Flere af dem havde før haft svært ved blot at få mad på bordet hver dag, og nu mente de faktisk, at deres økonomiske fremtid var sikret. Dette var fantastisk at høre, det var vildt imponerende hvor meget de kunne få ud af en forholdsvis beskeden sum penge. Det føltes rigtig fedt at vide, man selv havde hjulpet til med at gøre dette muligt, og man fik klart lyst til at hjælpe noget mere!

Da vi kom hjem om eftermiddagen gik vi hen og så et marked, der lå længere henne af vejen. Sittwe er langt fra en turistby, og det var derfor ikke et turistet marked med fine, håndsnittede figurer eller andre ting, man kunne ønske sig at tage med hjem. Det meste katagorerede vi hurtigt som noget værre kina-lort, og vi købte derfor ikke meget dér. Når det er sagt, var det stadig vildt sjovt at opleve et sådant marked. Der var masser mennesker og masser liv. Det var, ligesom så mange andre steder i Myanmar, lidt kaosagtigt, men når man ikke havde travlt og bare kunne gå stille og roligt rundt og observere, gjorde det ikke noget.
Inden vi skulle ud og spise tog vi ud til vandet og så solnedgangen. Det var rigtig hyggeligt, og vi fik rundet første dag i felten af på en rigtig behagelig måde. Imorgen skal vi besøge en landsby og en lejr for internt fordrevne. Det er den første lejr, vi skal ud og besøge. Vi har fået af vide, at dem i lejrene ikke lever under ligeså gode forhold, som dem vi så i landsbyen i dag, så jeg er spændt på, hvad vi kommer til at opleve. Godnat.

– Marie.