NETTET ER STORT

TID KOMMER, TID GÅR

tidTid. Tid er, tid var, tid kommer, tid går, tid flyver, tid løber, tid går langsomt, tid går hurtigt, tid bruges, tid misbruges, tid er godt, tid er nødvendigt, tid er der, tid forsvinder. Tid til smil, tid til vrede, tid til kærlighed, tid til god mad, tid til træning, tid til kærtegn, tid til musik, tid til dans, tid til fest, tid til at kysse, tid til at elske, tid til at hade, tid til at undgå, tid til at overse, tid til at opsøge, tid til nærvær, tid til at være til stede. Tid kan føles som længe, tid kan føles kort, tid er i går, tid er i dag, tid er imorgen, tid er om en uge, tid er om en måned, tid er om tre måneder. Tid fortsætter, tid er der altid, men ikke altid nok, tid går aldrig rigtig i stå. For meget tid, for lidt tid, tilpas tid, tid er nu, tid er væk.
Tid er en ubestemt størrelse, der sjældent synes at være nok af. Man prøver ihærdigt at disponere sin tid, disponere den rigtigt, bruge den fornuftigt, men i en stresset hverdag er det ofte uden held. Tid er der jo egentlig masser af, men hvorfor føles det så ikke sådan? Tiden vil man bruge på noget nyttigt, noget vigtigt, noget seriøst, men tæller man minutterne, måske sågar timerne, spildt på eksempelvis Facebook, er det netop det, spildt. Trods timers planlægning og skemalagte dage, synes jeg sjældent at nå det hele. Og som før skrevet her på siden; prøver man at nå det hele, når man kun det hele halvt. Men betyder det, at det er umuligt at nå det hele. Det må vel komme an på, hvor meget ‘det hele’ er? Mit ‘hele’ er tydeligvis for meget til at kunne nåes i hvert fald. Men jeg vil jo så gerne. Altså nå det hele. Det var lykkes mig, den første halvanden måned på gymnasiet, at strukturere min hverdag, så jeg fik det hele til at passe ind og samtidig havde en overkudsagtig hverdag. Denne overskudsagtige hverdag er langsomt smuldret de sidste ugers tid, da der pludselig kom uventede ekstra ting, der også krævede tid. Tid jeg ikke bare lige havde tid til at indsætte i min nøje planlagte hverdag. Jeg glædes dog over, at mange af de ting, jeg forsøger at skabe tid til, er ting, jeg synes er spændende. Dette inkluderer nok desværre ikke størstedelen af mine skolerelaterede aktiviteter, med mindre man her medregner de sociale arrangementer med min klasse, som jeg bestemt værdsætter, modsat mange af mine timer på skolen samt mine lektier. Jeg værdsætter på den anden side virkelig min, og resten af Danmarks unges, mulighed for at tage en uddannelse, ingen tvivl om det, og det giver mig derfor også lidt en skidt smag i munden at brokke mig over det, og tænk engang, jeg kan finde på at brokke mig over det, så priviligeret er jeg… Jeg er sikker på, jeg har godt af at skulle til Myanmar i næste uge, så tingene bliver sat lidt i perspektiv. Vi danskere har det så godt, at vi let kommer til at brokke os over fuldstændig unødvendige ting, ting vi i nogle tilfælde burde være lykkelige over – som for eksempel, at vi har mulighed for at tage i skole og blive undervist hver dag.  Hermed ikke mere brok. Jeg er taknemmelig for alle de muligheder, jeg bliver givet, for i sidste ende, er der jo ingen, der tvinger mig til nogen af de ting, der fylder min hverdag. Det er alle valg, jeg har taget, og som jeg i bund og grund er glad for at have fået mulighed for. Men tid er der sjældent nok af. Og jeg vil så gerne nå det hele. Det er sørme heldigt, jeg har hele livet foran mig.

– Marie.

1

Skriv et svar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

 

Næste indlæg

NETTET ER STORT