KUNSTEN AT SIGE NEJ // MIT LIV I KBH

Åh, den evige frygt for at gå glip af noget lurer hver eneste gang, jeg rammer “deltager måske” knappen på en Facebook begivenhed, eller svarer mine veninder “Jo jo, klart, jeg skal nok finde tid – jeg klemmer det bare lige ind på tirsdag mellem arbejde og lektier”, men er i tvivl om det reelt kan lade sig gøre. For gud ved, hvad der ville ske, hvis jeg missede noget vigtigt, eller bare noget, der blev til en god historie, man så ikke blev en del af, fordi man havde besluttet, man blev nødt til at “slappe af“, “puste ud“, “trække vejret” eller hvad man ellers kalder planlagt kedsomhed. Men hvornår bliver det for meget? Er det, når man helt fysisk ikke har mere plads i papirkalenderen(dette problem forekommer dog også let ved for stor håndskrift), eller er det, når man pludselig føler, man er ved at besvime i metroen?

Okay, nu lyder det måske også lige lovlig dramatisk. Men jeg stod den anden dag med koldsved og rysten på hænderne og følte mig svimmel, efter jeg rundtosset havde slæbt mig den ellers korte vej fra Niels Brock til metroen for at tage på arbejde. Jeg ringede til min mor, som mente det kunne være en begyndende influenza – for hvis der er noget, jeg har tid til…. Det er ikke til at vide, om min krop reagerede, fordi jeg lavede for meget, eller på grund af det tømmermændsmad, jeg spiste dagen før, men ubehageligt var det.

I hvert fald fik det mig til at tænke over mine til- og fravalg – okay, måske bare mine tilvalg, for det er lige nu ret begrænset, hvad jeg vælger fra, udover tøjvask og oprydning. Hvordan vurderer man, hvad der skal prioriteres, og hvilke ting, man nok godt kan liste sig pænt uden om, uden at træde hverken sig selv eller andre over tæerne? På en skala fra 1-SRP(srp tæller to karakterer på eksamensbladet, så den er vigtig), hvor ligger en pigefødselsdag hos en nær veninde så? Et event med arbejdet? Spansk aflevering? Det er skide svært. Det er en blanding af forpligtelser og ting, jeg virkelig ikke har lyst til at gå glip af. Men jeg har fået af vide, at man ikke kan det hele. Først troede jeg kun, det var en opfattelse, min mor havde, men det er ligesom om, hun ikke længere er ene om at slynge den påstand i hovedet på mig, så måske hun har ret. Her skulle en lidt længere konklusion have udformet sig, men jeg tror faktisk bare, “hun har ret” er nok.

xx
Marie

VEJLENSER I STORBYEN // MIN START

nytlivHvordan er det at skifte de trygge rammer hos mor og far, i en by med 55.000 indbyggere, ud med et nyt liv, i en ny by langt væk hjemmefra? At skifte sin vante dagligdag ud og starte på en ny skole midt i et skoleforløb? Det her er min oplevelse. 

Da jeg for et par uger siden havde pakket alle mine ting ud, og sad dér på min nye seng i mit nye værelse, var det endnu ikke gået op for mig, at jeg var flyttet til København. Det er jeg ikke engang sikker på rigtig er gået op for mig i endnu. Jeg brugte den sidste uge af min ferie her, men da jeg er kommet så meget i København det sidste år, føltes det ikke som om, jeg var flyttet.

I onsdags startede hverdagen. Det var jeg både spændt på, og en lille smule nervøs over. Jeg er startet på Niels Brock i 3.M. Jeg havde store forventninger til stedet og var vildt spændt på at møde min nye klasse. Jeg skulle møde kl 10, men mødte op 9.30 for at orientere mig om, hvor vi skulle samles, og hvor den efterfølgende undervisning skulle foregå, da jeg aldrig havde besøgt skolen. Som klokken nærmede sig 10 begyndte eleverne at komme, men på daværende tidspunkt var jeg endnu ikke klar over, hvem der hørte til den klasse, jeg skulle starte i, så jeg satte mig selv.

Da den fælles introduktion var overstået gik jeg til det lokale, der fremgik af mit skema. Det meste af klassen var kommet derop før mig, men lige indenfor døren stod min nye klasselærer, og en pige, der så ud til at være ligeså ny og forvirret som jeg selv.

Det viste sig, vi var fire nye i klassen, hvor af to af os aldrig havde været på skolen før. Det var en kæmpe lettelse, at jeg ikke var den eneste, der var helt ny. Det viste sig dog at være en klasse, der var rigtig nem at starte i. I den første pause, vi havde, kom tre af pigerne hen og tilbød at vise os rundt på skolen, hvilket var super cool.

Om torsdagen tog det meste af klassen i Kgs Have, og om fredagen tog vi – og samtlige andre gymnasieelever fra København – i Dyrehaven, og jeg tog videre i Tivoli med de tre piger, der havde vist mig rundt den første dag. De er skide søde.

Generelt har klassen og skolen taget rigtig godt i mod mig, og jeg føler, det har været let at falde ind i fællesskabet. Jeg er så positiv over hele min flytning. Det hele er gået gnidningsfrit, og har været en rigtig god oplevelse. Nu begynder man at kunne mærke den reelle hverdag starte, og jeg stortrives. Det er lidt underligt, ikke længere at have en hverdag hos mine forældre og min bror, men jeg er så glad for at være her!

Stay tuned for flere beretninger om mit nye københavner-liv, jeg glæder mig til at fortælle om det.

– Marie.

JEG FLYTTER TIL KØBENHAVN

KØBENHAVN

Dette er en nyhed, der ikke har været længe undervejs, men som jeg alligevel ikke har kunne lade helt være med at tease en lille smule for på diverse sociale medier. Det er nemlig en nyhed, jeg har været spændt på at dele, og en forandring jeg er meget spændt på. De sidste tre uger har været super underlige, da jeg ikke rigtig har kunne fortælle det til nogen, før detaljerne faldt på plads. Det er ikke længe siden, jeg besøgte min fars kusine i Hellerup, og blev tilbudt at flytte ind hos dem i sommerferien. Da muligheden bød sig var jeg ikke mange sekunder i tvivl om, at det var det, jeg skulle. Der var dog nogle praktiske ting, der skulle falde på plads først i forhold til skole. Jeg ringede derfor straks til Lyngby Handelsskole og Niels Brock og tog til møder begge steder. Jeg stod i den heldige situation, at det lykkedes begge skoler at finde en plads til mig i en af deres 3.g-klasser. Jeg er endt med at takke ja til Niels Brock, da jeg har hørt meget godt om stedet, og fordi det ligger i indre by, tæt på mit nye arbejde. Jeg var nemlig samtidig blevet kaldt til job samtale hos ungdomsmagasinet Frenzy. Her skal jeg være med til at udvikle deres nye platform, Frenzy TV, hvor jeg skal være med til at finde på, og deltage i, nye programmer, og det glæder jeg mig helt vildt til. Det sidste år har det meste af mit filmarbejde været selvstændig og uden videre sparring med andre. Nu bliver jeg en del af et team, hvor jeg kan bidrage med idéer, men samtidig få feedback på det, jeg leverer, samt give andre muligheden for at videreudvikle på mine idéer, ligesom jeg kan videreudvikle på deres.

Det hele er en stor omvæltning, men ikke desto mindre én, jeg er sindssygt spændt på! Jeg håber(as always) at få skrevet lidt mere herinde, når jeg flytter, så det vil være muligt at følge lidt med i mit københavner eventyr :-)

– Marie.

EGO-ALARM, JEG HAR VUNDET EN PRIS

egoalarm

I sidste uge var jeg så heldig at vinde Vejle Amts Folkeblads helt nye “Åbenhedspris 2016”. Prisen er oprettet i forbindelse med Vejle Amts Folkeblads 150 års jubilæum og består af et grafisk særtryk af Albert Bertelsens hyldest til ytringsfriheden, udgivet i forbindelse med jubilæet. En komité nedsat af VAF-Fonden afgør, hvem der skal have prisen. Komitéen består blandt andet af direktøren for Vejle Musikteater, Toni Lee Larsen, leder af Jelling Festival, Lars Charlie Mortensen og Mogens Gregers Madsen, der er redaktør på Vejle Amts Folkeblad – det var Mogens, der overrakte prisen(se billede).

Med prisen fulgte mange søde ord, og jeg er meget taknemmelig! Som blogger er denne pris en kæmpe anerkendelse af, at det nytter noget at sige sin mening, og at nogle har syntes, mine ytringer har været fornuftige. Det, at jeg vinder prisen, er blandt andet baseret på mine udtalelser i forbindelse med den rating-side, der blev lavet med piger i Vejle. Én af indstillingerne til prisen lyder “Maries indsats viser, at det nytter noget at turde sige fra, at få fokus på problemer og at ytre sig imod ting, der åbenlyst strider mod det acceptable – også som ung”. Der skal lyde et kæmpe TAK til Vejle Amts Folkeblad, til de der har indstillet mig til prisen, og til komitéen der har besluttet, at jeg skulle have lov at vinde den. Jeg kunne ikke være mere beæret, og hvis nogen skulle være i tvivl, vil jeg fortsat sige min mening.

– Marie.

VI BLEV LUKKET INDE

live escape gameJeg har været inde og prøve, det der hedder et live escape game hos Timequest i København. I korte træk handler konceptet om, at man bliver lukket inde i et rum og skal løse gåder for at komme ud igen. Konceptet har længe været stort i udlandet, men er endnu ikke særlig udbredt i Danmark. Ikke desto mindre er det super sjovt!

Hos Timequest i København har de flere forskellige rum. Det, jeg var inde i, var lavet i samarbejde med DR, baseret på deres programserie, Bedrag. Det var dog ikke nødvendigt at have set serien for at kunne løse opgaverne, man stødte blot på referencer til serien. Det var DR, der havde kontaktet mig, og inviteret mig ind for at teste spillet.

Jeg tog derind med to af mine søde venner fra min gamle efterskole. Først fik vi vist en video, der forklarede os, at det galdt om at løse en masse koder, en to-cifret, en tre-cifret osv op til seks-cifret, når alle var løst, fik vi koden til døren, så vi kunne undslippe rummet(Videoen kan ses nedenfor). Vi blev derefter lukket ind i et meget hvidt rum. I rummet fandt vi nogle bundter med penge. Hvert bundt kunne købe os et clue, og dem købte vi en del af, og ville ellers blive lagt til highscoren, når vi undslap rummet.

Vi gik ret logisk til opgaven og gik ud fra, at den to-cifrede kode skulle løses, før vi kunne gå videre til den næste. Dette var ikke tilfældet. De to første koder viste sig at være dem, der tog suverænt længst tid. Vi havde en time og et kvarter, og jeg tror, vi brugte 55 minutter på den første. Som I nok kan regne ud, nåede vi ikke at løse de fire andre på de sidste 20 minutter. Vi var næsten færdige med den fem-cifrede, da døren blev åbnet, og hende der stod for det, viste os, hvordan vi skulle have løst den seks-cifrede. Det var forholdsvist enkelt, så jeg føler mig overbevist om, at vi var undsluppet, hvis vi havde haft bare fem-10 minutter mere.

Rummet var fuld af koder, tegn, snorer man kunne trække i og en masse andet. Det var derfor svært hele tiden at holde styr på, hvilke ting, der skulle hjælpe os med at løse hvilke koder. Desuden stod vi overfor opgaver, hvor vi skulle tyde både blindealfabeter, romertal og morsekoder. Det var VILDT sjovt. Man blev ekstremt grebet af det, og man skulle virkelig koncentrere sig. Jeg er lidt ærgerlig over, det ikke lykkedes os at undslippe rummet i tide, men ingen af os havde prøvet noget lignende før, og man skulle virkelig vænne sin hjerne til at tænke i de baner, rummet krævede. Jeg gik derfor derfra med en kæmpe lyst til at prøve det igen. Der er naturligvis ikke meget ved at prøve samme rum igen, men en af de andre. Det var også klart min opfattelse, at Emil og Josephine, som jeg havde med derind, syntes det var rigtig sjovt at prøve.

Så en klar anbefaling her fra. Vi skal helt sikkert prøve det igen. Og tusinde tak til DR for invitationen, og til Timequest for at guide os igennem, det var en fornøjelse!

– Marie.

JEG VAR VIDNE TIL EN ULYKKE

vidne til en ulykke

Jeg var i går vidne til en ulykke. Jeg var også vidne til danskernes ringe evne til at hjælpe, når uheldet er ude. Sidstnævnte var overraskende foruroligende at opleve.

Jeg stod foran et apotek i Vejle på Nørretorv lige ved åen, da en ældre mand kører galt på sin scooter. Ved åen går der et par brede trin ned fra cykelstien og vejen, før man når helt ned i åen. Manden, der kom kørende, kørte ud over det første trin og bankede hovedet i jorden. Han lå med benet klemt mellem det sten-trin, han var faldet ned på og scooteren. Scooterens hjul drejede stadig rundt. Per refleks løber jeg naturligvis hen for at hjælpe – det samme gør et par andre. Vi får hjulpet ham fri, får slukket scooteren og får manden op at sidde. Jeg ringer til 112, og da mit opkald er færdigt, står kun én kvinde og jeg tilbage. Hun informerer mig om, at hun altså skal hente sin lille søn og ikke kan blive der længere end et kvarter. Det er der naturligvis ikke noget at gøre ved. Men som vi sidder og venter på ambulancen, og jeg ser mig omkring, går det op for mig, at alle forbipasserende blot stopper op, kigger lidt på afstand og fortsætter derefter.

Selvfølgelig er det ikke nødvendigt, at vi står seks mand og venter på en ambulance, men det bekymrer mig alligevel, hvor ringe vores evne til at hjælpe er. Jeg sad i en halv time og ventede med en mand, der var fuldstændig omtåget i hovedet, og flere gange forsøgte at sætte sig op på sin scooter, selvom det var tydeligt, han ikke kunne køre. Det var desuden slet ikke muligt, at køre fra stedet scooteren lå, da den jo var røget et stort trin ned og måtte løftes op derfra, hvis man skulle nogen steder.

Ambulancen kom, og kvinden, der havde stået der sammen med mig tog afsted. Mændene i ambulancen var enige i, at han virkede meget omtåget og mente bestemt, at den ældre mand skulle en tur på hospitalet. Det var han ikke interesseret i. De fik ham ind i ambulancen og undersøgte ham kort. De foreslog ham igen at tage med en tur på hospitalet, men han var stadig ikke interesseret. De løftede derfor hans scooter op på cykelstien og lod ham gå. Jeg blev og afventede situationen. Han havde lige lovet ambulancemændene og mig, at han ville trække scooteren hjem, men han satte sig op på den og begyndte at trille. Jeg var på cykel og kørte bag ham det meste af vejen hjem.

Jeg skriver ikke det her for at fortælle jer om situationen, men om de tanker, den satte igang hos mig. Jeg var rigtig ærgerlig og skuffet over, hvor mange mennesker der så situationen, og hvor lidt der handlede. Det vidner om, at vi bliver nødt til at blive bedre til at tage os af hinanden. Ikke bare tage os af de mennesker, vi kender, men tage os af hinanden som samfund. Hvor er det kedeligt, at vi lever i et land, hvor man stopper op og kigger, istedet for at tilbyde sin hjælp. Ville vi ikke selv ønske, at nogle var villige til at hjælpe os, hvis det var os, der havnede i en ulykke?

– Marie

OM FEMINISME OG STÆRKE KVINDER

Det var i går Kvindernes Internationale Kampdag og i den anledning snakker jeg i dag lidt om feminisne og stærke kvinder.

Det er min erfaring, at folk er ret uenige om, hvad feminisne er. Dette er Gyldendals betegnelse,

feminisme, (af lat. femina ‘kvinde’ og -isme), ideologi, der fremhæver kvinders samfundsmæssige betydning og individuelle værdi, og hvis mål det er at afskaffe diskriminering og undertrykkelse af kvinder og at bekæmpe mandsdominans i samfundet.

For mig handler det om kampen for lige rettigheder mellem kønnene. Det handler på ingen måde om, at kvinderne skal have magten, men om, at der skal være plads til os alle sammen. Det er vi generelt rigtig gode til i Danmark, og det er en af de ting, jeg sætter kæmpe stor pris på ved vores land. Jeg forbinder feminisme med stærke kvinder. Kvinder som Emma Watson og Emma Holten. Jeg forbinder det med kvinder, der kæmper. Ikke bare kæmper for sig selv, men kvinder der kæmper for kvinders rettigheder over hele verden. Selvfølgelig er der også stærke kvinder, der er stærke, selvom de ikke nødvendigvis bruger deres tid på at kæmpe for kvinderettigheder, og jeg er beæret over at omgås så mange stærke kvinder, som jeg gør. Jeg vil i dag gerne hylde et par af de kvinder, der betyder rigtig meget i mit liv.

En af de stærkeste, mest kreative og dygtigste kvinder, jeg kender, er min mor. Min mor er nok den sejeste kvinde, jeg kender, og det siger ikke så lidt. Hun gør sig umage med alt, hvad hun gør – hun gør aldrig noget halvt. Hun knokler og sidder sjældent stille. Jeg er så stolt af alt, hvad hun opnår. Hun er inspirerende, og jeg ser mere op til hende, end jeg nogle gange husker at sige til hende. Det betyder ikke, vi altid er enige, for det er bestemt ikke tilfældet. Men jeg er kommet i en alder, hvor jeg tager min egne beslutninger, og det har været fantastisk at erfare, hvordan hun, selvom hun ikke altid synes, jeg tager de rigtige valg, accepterer og respekterer dem og generelt bakker mig op. Det sætter jeg kæmpe pris på. Tak mor.

En anden skøn og stærk kvinde er Annemette Voss. Nogle af jer ved formentlig, at jeg arbejder rigtig meget sammen med Annemette, men mit forhold til hende indebærer så meget mere end arbejde. Jeg ved, jeg altid kan komme til hende, og jeg har tit brugt hende i situationer, hvor jeg har været uenig med min mor. Annemette er nemlig aldersmæssigt lige midt i mellem min mor og jeg, og forstår derfor både, hvorfor jeg agerer, som jeg gør, men samtidig hvorfor min mor reagerer, som hun gør. Udover altid at være der, når jeg render ind i personlige problemer, står hun også klar med gode råd, når jeg står overfor valg i mit arbejdsliv. Hun er ekstremt dygtig, og jeg har så meget respekt for alt, hvad hun har opnået. Det er en fornøjelse at følge med i hendes liv. Arbejdsmæssigt er hun ambitiøs, proffesionel og vildt inspirerende. Men det er også fantastisk at følge med i hendes liv som mor og kæreste for hendes drenge og Micky. Hun har hjulpet mig på så mange måder de sidste par år, og for det skal der lyde et kæmpe TAK.

Derudover har jeg en række stærke kvinder i mit liv, som jeg sætter ligeså stor pris på, men som jeg desværre ikke ser ligeså ofte. Tak til alle de fantastiske, stærke kvinde i mit liv. I er min inspiration og mine forbilleder. TAK fordi I er her.

Har I en stærk kvinde i jeres liv, der fortjener et tak?

“HVAD VAR DET LIGE, DU LAVEDE PÅ CHRISTIANSBORG?” PT.2

christiansborg pt2DAG 2

Dag to krævede naturligvis ikke samme introduktion som dag et. Vi var allerede godt inde i spillet og fortsatte, hvor vi slap lørdag. Det var tydeligt, at der ikke var længe tilbage af forhandlingerne, og at det havde været en lang weekend. Der var RIGTIG meget at skrive om for pressen søndag. Lande udvandrede fra forhandlingerne, en statsleder gik af, og pladsen blev overtaget af en af de andre landes ministre, Storbrittanien meldte sig ud af EU, og der var generelt mange absurde udtalelser.

Jakob(længst til højre på billedet ovenfor) og jeg besluttede om formiddagen at fortsætte gårsdagens terrortrussel. Landene havde jo lørdag besluttet ikke at reagere på den, og vi tænkte, det kunne være sjovt at se, hvordan de reagerede, når der pludselig blev gjort alvor af den. Vi udsendte en video med et script, der kom op på skærmen, der ifølge os lignede noget hacker halløj. Scriptet sagde, at de nu havde hacket sig ind i Tysklands database og var klar til at lægge systemet ned, hvis ikke de efterlevede deres krav om en fælles løsning på flygtningestrømmen. Men da rollespillet jo var fiktivt, var der heller ikke meget at gøre for os, da Tyskland lynhurtigt kommenterede, at de havde fået halvdelen af EUs terrorfond og var sluppet af med terroristerne…

Dagen blev afsluttet i landstinget, hvor alle landene skulle stemme om de forslag, der var blevet diskuteret i løbet af weekenden.

Jeg kendte ingen, da jeg kom. Det er dog sjældent et problem for mig at finde nogle at snakke med, da jeg rigtig godt kan lide at møde nye mennesker. Det betød, at jeg weekenden over lærte en masse nye at kende, hvilket naturligvis var super fedt! Den eneste ulempe ved disse arrangementer er, at man sjældent ved, hvornår man render ind i dem igen. Jeg føler mig dog rimelig sikker på, jeg kommer til at se nogle af dem igen. Alt i alt var det en rigtig god oplevelse. Jeg synes, jeg har fået rigtig meget ud af min deltagelse. Jeg har lært en masse om politik, og ikke mindst det at være politisk reporter. Noget af det fedeste var, at man hele weekenden omgav sig med unge, der var helt vildt engagerede, og som virkelig gik op i det. Og der er faktisk kun få ting i verden, der er mere inspirerende end at omgås mennesker, der er passionerede, omkring det de laver.

Så tak! Tak til Europaparlamentet i Danmark for at have inviteret mig, til alle, der var med til at stable arrangementet på benene og tak til de søde mennesker, jeg lærte at kende. Det var en kæmpe fornøjelse.

– Marie.

“HVAD VAR DET LIGE, DU LAVEDE PÅ CHRISTIANSBORG?”

christiansborg pt1DAG 1

Jeg var denne weekend, som tidligere nævnt, inviteret ind på Christiansborg for at deltage i Ungdommens EU Topmøde. Jeg er hverken politisk aktiv eller specielt politisk interesseret, men var blevet tilbudt at være en del af den tv-reporter gruppe, der skulle dække weekenden. Det havde jeg takket pænt ja til. Tilknyttet vores team var uddannet journalist, Iza Havelund, og Lasse fra produktionsselskabet Nerd Productions. De skulle guide os til, hvordan vi bedst dækkede weekenden både på skrift, video og sociale medier, samt assistere, hvis vi havde tekniske eller journalistiske problemer.

Arrangementet foregik som et EU-rollespil. Samtlige 100-150 unge, der var en del af det, havde fået tildelt en rolle. Alle sammen indenfor Europaparlamentet. For eksempel kunne man være statsleder for Luxemborg, justitsminister for Rumænien eller udviklingsminister for Malta. Weekendens tema var den massive flygtningestrøm til Europa. Politikerne skulle i to dage diskutere løsningsforslag, danne alliancer og forhandle med de andre lande, før der til sidst skulle stemmes om forslagene.

Lørdag startede legen, og vi begyndte så småt at samle historier og lave interviews, med de forskellige ministre og statsledere. Alt, hvad vi lavede, blev delt på en facebookside, hvor alle deltagere kunne følge med. I starten skulle vi selv opsøge og grave historier frem, men som forhandlingerne skred frem, meldte flere og flere ministre og statsledere sig i presselokalet for at komme med udtalelser eller brokke sig over de andre lande. Midt på dagen blev pressen pludselig informeret om, at en tysk IT-terrororganisation havde truet Europaparlamentet med at nedlægge samtlige af EUs it systemer og dermed lamme hele det politiske system i EU, hvis ikke de fandt en fælles løsning på flygtningestrømmen. Vi havde derefter en halv time til at lave en video, hvor vi forklarede situationen, samt interviewede den tyske og den ungarnske statsleder, som var de eneste to udenfor pressen, der var blevet informeret om truslen. Vi samlede alle rådene i landstinget og videoen blev vist. Bagefter var opgaven for pressen at reportere, hvordan de forskellige lande reagerede på situationen, og der var et betydeligt flertal for at ignorere truslen. Det var meget sjovt, at der kom lidt drama, da forhandlingerne indtil da var gået ret fredeligt.

Klokken seks sagde vi tak for i dag, og jeg tog til Hellerup, hvor jeg boede hos noget familie weekenden over. Jeg glædede mig til at fortsætte arrangementet søndag, da man nu var kommet ind i gamet og havde lært en masse nye at kende. Både af de deltagende ministre og statsledere, men også især i vores journalistteam. Jeg tror, vi var omkring 15 stykker, så det var naturligvis ikke alle, man snakkede lige meget med, men der var en flok af dem, jeg gik super godt i spænd med, så det var virkelig fedt.

Dag to snakker jeg om på bloggen imorgen, hvor jeg også fortæller om min overordnede oplevelse af at deltage i Ungdommens EU Topmøde.

– Marie.

JEG BEKYMRER MIG OM PERSONER, DER IKKE FINDES

Det drejer sig ikke om fantasivenner, men om karakterer fra film og serier. Især sidstnævnte har jeg det med at føle en tæt tilknytning til efter få afsnit. Kender I det, når man ser en film og kommer hele følelsesregistret igennem på halvanden – to timer? Jeg er rigtig slem til det, når jeg er alene. Jeg bliver ekstremt emotionel, og må mange gange minde mig selv om, at karakterene ikke eksisterer i virkeligheden, og jeg derfor lige skal huske, at jeg formentlig er mere ked af det lige nu, end de er. Det er vildt fjollet, men det er dybt seriøst. Jeg bliver også rigtig glad på deres vegne, når mine yndlingskarakterer opnår noget stort eller finder den eneste ene, men det er mest, når de kommer i problemer eller er kede af det, medfølelsen for alvor sætter ind. Derfor sker det også relativt ofte, at jeg græder til film og serier, hvis jeg ser dem alene. Jeg græder generelt ikke foran andre, og jeg er måske også typen, der er rigtig god til at sætte et smil op, selvom det ikke altid matcher, hvordan jeg egentlig har det, og så bliver det hele ligesom sluppet ud på nogle andres vegne, når jeg ser en film eller serie.

Jeg lever mig meget ind i det, når jeg ser film eller serier. Jeg tror, jeg bruger det lidt som en uskyldig virkelighedsflugt. Ikke at jeg generelt har lyst til at undslippe mit liv, men nogle gange er det meget rart at få det hele lidt på afstand, og så ser jeg film. Jeg lader mig identificere med karakterene og sætter mig i deres sted, istedet for mit eget. Det er min måde at glemme de ting, der måtte gå mig på i mit eget liv.

Dødsfald i film og serier er noget af det værste. Især i serier, hvor man har fulgt dem længe. For eksempel var Mikes død i Desperate Housewives heartbreaking, ligesom Gerrys var det i P.S. I Love You. Men den absolut værste filmdød var Finn Hudson i GLEE. De af jer, der har fulgt med i serien, ved formentlig godt, at grunden til, at Finn døde, var, at skuespilleren Cory Monteith, som spillede Finn, døde i virkeligheden. De lavede derfor et tribute afsnit til ham, hvor seriens karakterer tog afsked med ham, og det var det sørgeligste, jeg nogensinde har set på film.

Hvad har været den værste filmdød for jer?

– Marie.

ER DET HER VIRKELIG DEN BEDSTE TID?

Jeg er midt i min gymnasietid. 18 år gammel og godt halvvejs gennem 2.g. Ofte bliver jeg mødt af kommentarene “Åh! Gymnasiet var de bedste år i mit liv”, “Nyd det, gymnasietiden er den bedste tid” eller sågar “Gid det var mig, der gik i gymnasiet igen”. Måske nogle af mine jævnaldrende læsere kan genkende dem? De kommer ofte fra rigtige voksne, og jeg håber simpelthen ikke, de har ret. Skulle det her være den bedste tid i mit liv?

Jeg går hundrede procent ind for, at man i forhold til uddannelse som minimum tager en ungdomsuddannelse, ingen tvivl om det. Jeg bliver dog nødt til at indrømme, at jeg i højere grad tager en ungdomsuddannelse, fordi jeg ved, det er nødvendigt for at kunne komme ind på de uddannelser, jeg gerne vil læse videre på bagefter, end det er fordi, jeg synes, det er super fedt. For jeg synes faktisk ikke, det er super fedt. Undervisningen er udemærket, og mange af mine fag er også spændende. Mine lærere er også helt okay. Faktisk er Vejle handelsskole ganske udemærket, og jeg er ikke i tvivl om, at det er det rigtige sted, jeg tager min studentereksamen. Jeg kan helt sikkert også anbefale skolen til de af jer, der kommer fra Vejle og ikke er kommet til at skulle vælge ungdomsuddannelse endnu. Det er ikke fordi, jeg tror, der er et bedre alternativ til disse år, men jeg håber ikke, disse bliver de fedeste i mit liv. Der er selvfølgelig sjove fester, og ofte finder man sig gode venner i løbet af disse år, men det er for mig mest tre år, der skal overståes.

I forhold til vennekreds, er jeg rigtig glad for at være startet et andet sted, end hvor jeg går i dag. Jeg startede på et af de almene gymnasier i Vejle og kom i en fantastisk klasse. Jeg fik især nogle rigtig gode veninder. Undervisningen på det almene gymnasium var bare slet ikke mig, og heldigvis var der mulighed for at flytte til handelsskolen i Vejle, hvor jeg går nu. Undervisningen her er meget mere mig, og ledelsen er fantastisk i forhold til at drive virksomhed ved siden af. De bakker op, tager hensyn og opfordrer mig til at tage imod de muligheder, der bliver mig givet i forbindelse med mit arbejde, hvilket jeg sætter kæmpe stor pris på. Socialt havde jeg det bare betydeligt bedre på min gamle skole, but you can’t have it all, er det ikke det, man siger? Så nu går jeg på handelsskolen, men ses med de, jeg lærte at kende på mit gamle gym, når jeg har fri. Jeg flyttede lige inden jul i 1.g, hvilket vil sige, jeg har gået i min nuværende klasse i godt et år. I store dele af det år, har jeg været ked af at gå i min klasse, hvilket også har haft indflydelse på min koncentration i skolen. Jeg skriver ikke det her for at være led overfor dem i min klasse – de er godt klar over, hvorfor jeg ikke har syntes, det var særlig fedt at gå der.

Så ja, der er fede fester, og jeg ville ikke bytte de veninder, jeg lærte at kende det første halve år af min gymnasietid, for noget i hele verden. De skal have så mange tak for at have hjulpet med at bevare vores tætte venskab, selvom jeg flyttede, og for fortsat at have støttet mig og været der hver eneste gang, jeg har haft brug for det, uden undtalelser. Af hjertet tak, jeg ved ikke, hvad jeg skulle gøre uden jer. Men gymnasiet er en tid fuld af forvirring og hormonelle forstyrrelser, i det vi alle sammen er ved at formes som mennesker. En tid hvor vi somme tider opfører os dumt og tænker lidt for meget på os selv. Jeg ved ikke, om dette bliver bedre med tiden, man kan kun håbe. I hvert fald håber jeg at gå federe tider i møde. Jeg ville være rigtig ked af, hvis det her var primetime i mit liv. Ikke at jeg ikke er glad det meste af tiden, og gode ting sker for mig nu, for det er jeg, og det gør de, men jeg håber at opleve endnu federe tider end nu.

– Marie.

UPDATE – HVAD SKER DER?

updateprofilHvad foregår der egentlig? Der har været stille længe, både her og på min youtubekanal. Men hvorfor denne larmende stilhed?

Der sker det, at jeg har vanvittig travlt. Det går rigtig godt med min virksomhed, og jeg står lige nu midt i et hav af arbejde. Måske endda lige rigeligt arbejde, og de eneste medier, det er lykkedes mig at holde i live på det sidste, er Instagram og Snapchat(marieduved). Jeg har været på skiferie i uge 7. I løbet af ugen optog jeg en masse materiale til en række vlogs, jeg skal lave for firmaet Nortlander Skitours, som arrangerer Summitweek, som er den tur, jeg var med på. Da det er videoer, jeg har lavet som en arbejdsopgave for dem, skal de derfor også til godkendelse før offentliggørelse, og kan derfor ikke lægges op med det samme. Desuden skal jeg også have redigeret alt materialet, og tiden til dette er begrænset lige nu.

Jeg sidder nemlig også med videomateriale til min første landsdækkende videokampagne. Jeg optog materialet, inden jeg tog afsted på ski – den weekend kan I læse mere om her. Jeg arbejder lige nu på udkastet til de første videosekvenser til kampagnen, så de kan blive sendt til godkendelse i Tyskland, hvor Saguna, som videoerne er lavet for, har hovedkontor. Når der er givet grønt lys dér, skal jeg producere 24 videosekvenser, og hvis man har arbejdet bare en lille smule med video, ved man, at det kan tage sin tid. Heldigvis er opgaven super fed, og jeg er helt vildt spændt på resultatet.

Denne uge er også ret spændende. Jeg tager på torsdag til København, hvor jeg har et ret interessant møde, som jeg håber snart at få lov at fortælle jer mere om. Jeg er også blevet inviteret ind og prøve, det der hedder et live escape game hos Timequest. Spillet er lavet i samarbejde med DR og er baseret på deres programserie Bedrag, som jeg personligt var ret vild med. Jeg har ikke før prøvet et live escape game, og jeg er derfor ikke helt sikker på, hvordan det foregår, men jeg er rigtig spændt på at prøve det. Derudover er jeg blevet inviteret til at deltage i et arrangement på Christiansborg, som varer hele weekenden. Det drejer sig om ungdommens EU topmøde. Det er et rollespil, der foregår på Christiansborg med 150 deltagende unge. Temaet er flygtningedebatten, og alle deltagende har fået en rolle. Altså skal nogen agere dansk statsminister, nogle skal agere medlemmer af Europaparlamentet osv. Grunden til min invitation er, at der også kommer til at være en journalist og tv-rapporter gruppe, som de tilbød mig at være en del af. Vi skal dække weekenden bedst muligt og rapportere, når der sker vigtige forhandlinger og lovforslag. Vi bliver denne weekend ledsaget af uddannede journalister og tv-rapportere, der skal guide os til, hvordan man bedst dækker sådanne begivenhed. Jeg er vildt spændt, og jeg tror, det kommer til at give mig rigtig god erfaring. Jeg er i samme forbindelse blevet tilbudt at overtage Europaparlamentet i Danmarks instagram, for at dække weekenden fra mit perspektiv dér også. Der kommer også et professionelt filmcrew, der skal lave nogle optagelser fra weekenden, som jeg har fået lov at komme bag-om på. Hele oplevelsen tror jeg bliver super fed, jeg har høje forventninger.

Jeg vil forsøge at skrive om det hele. Under alle omstændigheder, kan I følge med i det hele på min instagram og på min snapchat(marieduved).

– Marie.

JEG TAGER PÅ SKI

jeg tager på ski

BILLEDER AF MIG FRA FORSKELLIGE SKIFERIER FRA 2003 TIL 2015

På fredag tager jeg med fire gode veninder fra min gamle gymnasieklasse på ski. Jeg glæder mig helt vildt! Vi rejser med det firma, der hedder Nortlander og turen er det, der hedder Summitweek. Vi skal til Val Thorens i Frankrig, og jeg har kun hørt godt om området. Udover at stå på ski skal vi opleve alle de mange aktiviteter, Summitweek tilbyder. I løbet af ugen vil der være mulighed for at deltage i en masse sammen med 1300 andre unge fra hele Danmark. Der vil blandt andet være optrædener fra Dybvad, Ruben Søltoft og Simon Talbot, og en masse danske kunstnere kommer også og spiller om aftenen og garanterer sjove fester. Derudover arrangerer Summitweek BBQ i sneen og andre fede events under vores ophold i alperne. Jeg kommer til at vlogge dernede fra, så I får mulighed for at følge med. Jeg kommer formentlig også til at skrive lidt om turen. Jeg håber, I har lyst til at se med, når jeg tager en tur på ski, jeg glæder mig i hvert fald.

Skal I også afsted på ski?

– Marie.

MIN FØRSTE KAMPAGNE

min første kampagneMan siger, der er en første gang for alting, og denne weekend skød jeg min første kampagne. Kampagnen var for det tyske kosmetik og hudpleje firma Saguna, som til april lancerer et nyt skønhedsprodukt. I den forbindelse skal de lave en kampagne. En kampagne, hvor jeg er ansvarlig for alt videomaterialet. Det er en kæmpe opgave, og jeg har derfor både været spændt men også en anelse nervøs op til weekendens optagelser. Det var SÅ vigtigt for mig, at alt spillede maks. Jeg havde af samme årsag hyret gutterne bag SKARPT, en filmvirksomhed lignende min egen, til at komme og assistere mig på kamera, da jeg ved, de er super dygtige teknisk. Det var en stor succes, og jeg håber at arbejde mere sammen med dem i fremtiden. Produktambassadørene, som skulle optræde i kampagnen, var tidligere bagedystvinder Annemette Voss, realitydeltager og blogger Irina Olsen og fitnessblogger Cecilie Lind, også de var en fornøjelse at arbejde sammen med. Jeg glæder mig rigtig meget til at vise jer det endelige resultat.

Til de tre ambassadører var der booket et ophold på Comwell fra lørdag til søndag. Der skete bare det, at jeg fredag aften blev ringet op af Annemette, der havde fået en plads i callcenteret til Danmarks Indsamling lørdag aften, og derfor bad mig overtage hendes plads på det lækre spa hotel. Det behøvede hun naturligvis ikke bede mig om to gange. Jeg tog med Irina og Cecilie på Comwell og fik lækker mad og en tiltrængt tur i spa, det var fantastisk!

Nu skal jeg danne mig et overblik over alt det materiale, vi fik i weekenden, så jeg kan komme igang med at klippe det sammen. Jeg er vildt spændt på resultatet!

– Marie.

Hvornår blev det okay at udstille piger?

rateandchillDet kan næppe være gået nogle vejlenseres næse forbi, at en ny hjemmeside den sidste uges tid har skabt stor debat. Det er hjemmesiden rateandchill.com, der rangerer Vejles piger efter udseende, der her er tale om. Hjemmesiden fungerer sådan, at to Vejle-pigers profilbilleder bliver vist overfor hinanden, og vedkommende, der er gået ind på hjemmesiden, vælger så, hvem de synes er pænest. Når dette er valgt kommer to nye piger frem på skærmen og pigen man havde valgt fik point, mens den anden rykkede ned af ranglisten. Indtil i fredags blev et udsnit af pigerne på siden vist på to lister. En liste med de piger, der havde vundet flest kampe, kaldet “Top Bitches” og en liste med de piger, der havde klaret sig værst, kaldet “Bottom Hoe’s”.

Jeg var sammen med to veninder i torsdags, da en fælles veninde sendte os et link til siden. Da vi først åbnede siden, var ingen af os at finde på hverken den ene eller den anden liste, men det var med hjertet helt op i halsen, vi gik bundlisten igennem. Vi var alle tre vildt bange for at se vores eget navn. Da vi begyndte at klikke gennem nogle af billederne for at se, hvem af vores veninder der var blevet tilføjet siden, stod vi pludselig overfor vores egne billeder, og der gik ikke længe, før samtlige af mine veninder og jeg selv var at finde på listerne. Der var heldigvis ikke nogen af os, der endte på bundlisten, men jeg kan slet ikke forestille mig, hvor ked af det, jeg ville have været, hvis det havde været tilfældet.

Jeg besluttede fredag at gå til politiet. Jeg havde på dette tidspunkt fået så ondt i maven over, at de 50-100 piger på bundlisten blev udstillet på den måde, at jeg følte mig nødsaget til at undersøge, om jeg kunne gøre noget ved det. Jeg var ikke klar over, om de gjorde noget ulovligt, men jeg vidste, det der foregik ikke var okay. Da jeg henvender mig på politistationen i Vejle og forklarer dem hele situationen, føler jeg, de negligere det. Politimanden siger, at han da godt kan se, det er lidt træls at ligge på den dårlige liste, men spurgte, hvad han dog skulle gøre ved det. Det er også muligt, at politiet vitterligt ikke havde mulighed for at gøre noget, men jeg følte ikke, jeg blev taget ligeså alvorligt, som jeg syntes, det var. Han fortalte mig, at vi kunne hyre en advokat og lægge sag an, men det ville kræve både tid og penge, før han afsluttede vores samtale ved at grine lidt og sige, at jeg da ikke skulle tage det så tungt “Jeg lå jo på den gode liste”. Jeg skal ikke kunne sige, om han bare har ment det i sjov, men jeg finder det ikke desto mindre vildt upassende.

Der er så stor fokus på unge pigers selvværd i dag. Jeg har derfor meget svært ved at forstå, at en sag som denne ikke bliver taget mere alvorligt. Man kan dagligt læse om unge piger med dårligt selvværd, spiseforstyrrelser og piger, der er kede af, hvordan de ser ud. Jeg tror egentlig, alle teenage piger oplever at være utilfredse med sig selv at some point, bare i forskellig grad. Det kan derfor kun skubbe dem i en rigtig uheldig retning, hvis man pludselig havner på en liste, hvor man stemples som værende en af de grimmeste piger i Vejle. Jeg ville være ødelagt, hvis jeg havde fundet mig selv dér. Derudover har en stor del af de unge i Vejle set dit navn der, og jeg ville personligt føle, det var helt vildt flovt og ville både have rigtig svært ved at håndtere at være havnet der, men mindst ligeså svært ved, hvis folk lavede sjov med det.

Jeg brugte resten af dagen fredag på at korrespondere med bagmændene til hjemmesiden via den facebookside, de havde oprettet for sitet. Jeg modtog en lang række flabede beskeder og meget lidt seriøsitet, før det lykkedes mig at få både mig selv fjernet fra den ene liste og få dem til at fjerne bundlisten helt fra siden, så ingen piger længere skulle udstilles sådan. De proklamerer nu, at de fjerne alle, der beder om det, og hvis dette er tilfældet, synes jeg ikke længere, der er noget i vejen med siden, ligesom jeg ikke har noget imod hverken Tinder eller skønhedskonkurrencer, da man selv tilmelder sig begge dele og er med på, at du her bliver bedømt udelukkende på dit udseende. Det er noget helt andet ufrivilligt at blive tilmeldt en åndssvag “konkurrence”, man aldrig har haft lyst til at deltage i.

Jeg blev fredag ringet op af Vejle Amts Folkeblad og udtalte mig til lørdagens udgave. Jeg er efterfølgende blevet ringet op af Radio 24/7, som jeg interviewes af i aften kl 17.50 og P4 Trekanten, hvor jeg vil være live imorgen kl 8.45. Derudover har TV Syd lavet et indslag, jeg deltager i, der vises i aften kl 19.30 i aften.

Er nogle af jer stødt på jer selv på sitet, eller har I oplevet lignende i jeres by?

– Marie.

JEG VAR KÆMPE FAN-GIRL

kendis indlægDet er pudsigt, som ens holdning til forskellige ting ændres gennem livet, som man oplever og erfarer nyt. Jeg har snakket med flere af youtuberne om det her med nu at være blevet kollegaer med nogle, man selv har fulgt førhen. For mit vedkommende har det måske ikke drejet sig så meget om YouTube, men i højere grad om nogle af de danske bloggere. Det er dog mest fordi, jeg først i år, da jeg begyndte at date en youtuber, opdagede hele youtube-kulturen.

Da jeg var yngre(lige fra da jeg var helt lille til starten af 2015), syntes jeg, det var super fedt at møde kendte mennesker, og ville meget gerne have både billeder og autografer. Det var faktisk ligegyldigt, om det var en musiker, skuespiller, realitystjerne eller en politiker, jeg rendte ind i. Jeg har dog altid syntes, at det var klart fedest at møde, de kendisser, jeg syntes var rigtig dygtige, til det de lavede – no wonder. Der gik bare lidt sport i den. Nogen samler på frimærker, andre på pokemon kort, og jeg samlede på kendis-selfies. Og den blev ret stor, hvis jeg selv skal sige det, ha ha. Jeg tror endnu ikke, jeg har haft et år, hvor jeg er stødt på så mange berømtheder, som jeg har i 2015, men i år har det bare været noget andet. Jeg har ikke længere følt, jeg kunne tillade mig at prikke dem på skulderen for et billede eller en autograf.

Det, der for alvor ændrede min holdning til det, var formentlig, at jeg blev kærester med Rasmus(Rasmus Brohave, youtuber red.). Pludselig oplevede jeg hele fan-kulturen fra den anden side. Jeg har drevet min blog i nogle år efterhånden, og jeg har da også oplevet at blive hevet fat i af folk, der fulgte den, men på ingen måde i samme grad, som jeg så, Rasmus gjorde. Man var slet ikke i tvivl om, at mange kendte ham, når vi var ude. Folk tog billeder, både af og med os, hviskede, når vi passerede dem, og nogle fulgte sågar efter os. Det var rigtig mærkeligt at opleve. Mit job med alt mit film har også bragt mig til mange events i løbet af året, i selskab med en masse dygtige mennesker, jeg for et år siden vildt gerne ville have haft et billede sammen med. Pludselig var det bare events, hvor det ville virke mærkeligt og upassende, hvis jeg stod super fan-girl agtigt og bad om et billede, oveni det havde jeg også set, hvordan det noglegange kunne virke på dem, der blev bedt om et billede, så jeg følte lige pludselig ikke længere, jeg kunne tillade mig det.

Jeg har dog gjort en enkelt undtagelse, da jeg i København i sommers rendte ind i Marie Jedig, hvis blog jeg har fulgt, siden jeg var 13-14 år. Jeg havde da også en rimelig optursagtig feeling, da Johanne Kohlmetz begyndte at følge mig på instagram, da også hun er en af de første bloggere, jeg nogensinde fulgte. Jeg har set op til især de to dygtige damer rigtig længe, så i lige præcis de situationer, kan jeg selv blive en anelse fan-girl agtig, ha ha. I de fleste tilfælde handler det også i høj grad om at gøre eller være det på den rigtige måde. Jeg ved ikke noget bedre, end når nogen hiver fat i mig og siger, de følger min blog eller ser mine videoer. Jeg synes også, det er mega cool, når nogen vil have taget et billede med mig, i hvert fald når de ved, hvad jeg laver. Jeg er jo ikke interesseret i, at folk bare ved, hvem jeg er, til gengæld vil jeg rigtig gerne have, at folk ved, hvad jeg laver og forhåbentlig finder det interessant. Så bliv endelig ved med at sige hej, hvis I følger med!

Bonusinfo: Hvis nogen har siddet og undret sig over, hvor stor min samling egentlig var, lå den nok på cirka 80-90 forskellige kendis-selfies ;) Ja, der var fart på.

– Marie.

KAGEMAGI MED DEJLIGE DAMER

kagemagi med julieJeg har i dag været i Lyngby og filme KageMagi. I dette afsnit havde vi Julie Zangenberg med som gæst, og jeg er kæmpe fan. Annemette Voss og Ditte Julie Jensen har jeg arbejdet en masse med tidligere, og de var skønne, as always. Det var første gang, jeg mødte Julie, og hun er det sødeste! Det var en sand fornøjelse at optage sammen med dem, og jeg er helt sikker på, resultatet bliver fantastisk. Følg med i kageeventyret her!

– Marie.

DESSERT EVENT HOS MAGASINET LÆKKERIER

lækkerier indlæg
Jeg var i weekenden en tur i København(vlog coming soon). I søndags var Annemette Voss og jeg, sammen med en masse andre blogger/instagram/kage-damer til event hos app-magasinet Lækkerier. Eventet blev holdt i anledning af, at de i søndags udgav deres jule- og nytårsnummer. Det var Casper Sundin, dessertkok på Søllerød Kro, der kreerede de lækre desserter til os. Da vi kom til Frederiksberg, hvor eventet blev afholdt, fik vi alle sammen morgenkåber på og efter en kort præsentation af alle de deltagende, blev vi vist ind i lokalet ved siden af og sat til bords. Her ventede, hvad der lignende en morgenmadsbuffet. Det viste sig dog at være desserter – forklædt som morgenmad. Det var SÅ underligt, og det var svært at vide, hvad man skulle forvente at få ind i munden, når man sad og kiggede på noget, der mindede om spejleæg og toast, men som blev præsenteret af Casper som mousse og sandkage. Også helt simple ting som salt og peber var skiftet ud med krystaliseret hvid chokolade og en slags cookie-krummer. Herefter fulgte en lang række lækre desserter, og I kan tro, vi morede os.
Men det var ikke kun desserterne, der var interessante, også selskabet var propfyldt med interessante kvinder. Flere af dem er store på instagram, og har profiler, jeg har været forbi mange gange, så det var utrolig sjovt at få sat ansigt på. Jeg sad ved siden af Annemette Voss og Frederikke Wærens. Det var første gang, jeg mødte Frederikke, og hun er vildt cool. Frederikke er super-instagrammer og har profilen @frederikkewaerens med over 174 tusinde følgere. Hun har øje for det flotte motiv, og hendes instagram er derfor også super super smuk. Alt i alt var det et rigtig fedt arrangement, og jeg var super glad for, jeg fik muligheden for at deltage!

Husk at hop ind og hent Magasinet Lækkerier – app’en til jeres telefon!

– Marie.

MARIE PÅ KAGEMAGI

kagemagi opt 1

I søndags blev jeg mere eller mindre akut kaldt til Lyngby på optagelser til Annemette Voss og Ditte Julie Jensens nye show KageMagi. De stod klar til at optage, men var på beklagelig vis blevet brændt af af deres fotograf. Jeg kom derfor over og hjalp med at optage. Først om aftenen hører de fra fotografen, der meddelte, at han blev nødt til at bakke helt ud af projektet og KageMagi blev dermed mit projekt.

KageMagi er som sagt en serie med Annemette og Ditte som værter. De tryller råvarer til de smukkeste kager, og I kan godt glæde jer. Faktisk skulle første afsnit have været på YouTube denne eftermiddag, men da fotografen bakkede ud måtte planerne ændres. Som det ser ud nu, går KageMagi i luften om 14 dage, den 25. november. Jeg glæder mig helt vildt til at se resultatet af videoerne, det var en sand fornøjelse at optage dem, og kagerne var SÅ lækre.

Derudover er det altid en kæmpe fornøjelse at arbejde med Annemette og Ditte. Annemette har jeg, som nogen ved, arbejdet med længe, mens mit samarbejde med Ditte er rimelig nyt. Vi er alle tre lidt samme type og klinger super godt. Vi er meget enige om rigtig mange ting, hvilket gør det let at arbejde sammen. Jeg ser frem til at lave meget mere for de dygtige damer i fremtiden.

– Marie.

PS. Herunder kan I se introen til KageMagi(Det er den tidligere fotograf, der har produceret denne) og mit 10.000 abonnenters livestream, hvor jeg havde Annemette og Ditte med.

KAN DU KOMME MED DET SAMME?

God formiddag. Jeg sidder i skrivende stund i toget på vej til Sjælland. I går var jeg til Guldfest, som er Triangle Razorbacks’ årsfest, da jeg er cheerleader for holdet. Vi festede og havde det rigtig sjovt. Jeg kom derfor ikke tidligt hjem, og til dem der ikke selv har erfaret det endnu, kan jeg fortælle, at man ikke altid sover lige godt, når man har drukket. Det var af den grund også en lettere kvæstet Marie, der tog telefonen, da Annemette Voss ringede 8.50. Hende og Ditte Julie Jensen har for nyligt startet YouTube-kanalen “Kagemagi”, hvor de vil lægge de fineste kage-videoer ud. De skulle optage tre videoer i dag, men var blevet brændt af af ham, der skulle lave filmene for dem. Normalt laver jeg alt Annemettes film, men da jeg havde travlt og det var en fordel, at den, som lavede denne serie, var bosat på Sjælland, gik jobbet til en anden. Jeg tøver sjældent, når Annemette ringer, og det var heller ikke tilfældet i dag. Der gik ikke meget mere end 20 minutter, før jeg havde pakket udstyret og var på vej mod Lyngby.
Jeg glæder mig rigtig meget til at se de skønne damer igen, og til at være en del af optagelserne på deres nye serie. Rigtig god søndag!

– Marie.

THE BALMAINATION

rs_1024x661-150925122618-1024.Balmain-HM.4.ms.092515Det lykkedes mig desværre ikke at blive en del af den såkaldte “Balmain Army”, da H&M x Balmain samarbejdet i går blev released. Jeg havde ellers haft øje på et item fra kollektionen, jeg gerne ville have haft fingrene i. De sidste 24 timer har net-aviserne glødet med artikler om unge piger og drenge, der har campet foran de udvalgte H&M forretninger, der forhandlede kollektionen. Jeg åd dem rådt, altså ikke camperne, men artiklerne. I min læsning faldt jeg over en artikel, jeg troede handlede om køen til H&M x Balmain, men som viste sig at omhandle køen til H&M x Isabel Marant. Journalisten havde snakket med flere i køen. De vidste selvfølgelig alle sammen præcis, hvad de gik efter, når dørene blev slået op. Og hvad så, tænker I? Hvad er forskellen på det blot to år gamle designsamarbejde og det, der blev released i går. Jo, ser I, den markante forskel er, at de forreste i køen til H&M x Isabel Marant i 2013 havde stået der siden klokken fem om morgenen. Det er næppe gået nogens næse forbi, da det lettere chokerende fact er blevet delt flittigt på nettet de seneste dage, at de forreste i køen i går havde stået i kø i tre dage. TRE DAGE. Er jeg den eneste, der synes, det er helt sindssygt. Alligevel ikke sagt, at jeg ikke helt forstår dem, for hvis jeg nu for eksempel var igang med mit sabbatår og ikke gik i skole, ville jeg ikke udelukke, at jeg kunne have fundet på det samme. Men vildt er det uden tvivl.
Der er gået hype i den, og det synes jeg er lidt synd. Måske lidt fordi jeg stadig ærgrer mig over ikke at have fået fingrene i noget fra den hypede kollektion… But still. Desuden er resell, altså at få fat i et hypet produkt og sælge det videre til en højere pris, blevet irriterende populært. Det er naturligvis helt op til dem selv, hvad de gør med det tøj eller de sko, de køber, men hvor er det et eller andet sted ærgerligt. Den silke jakke, jeg havde håbet at få fat i fra kollektionen, kostede 699, nu bliver den solgt videre til minimum 1500. Det var ikke lige det, mit budget var til. Jeg er helt vild med H&Ms designsamarbejder, men jeg tror ikke, jeg de næste mange år får mulighed for at købe noget derfra. Jeg har ikke tid til at campe på gaden, eller råd til at betale vilde overpriser efterfølgende, og hvis kø-tiden er gået fra fire timer til tre døgn på to år, hvor skal det så ikke ende. Jeg håber, at det er en fase, Danmark er i lige nu, og at det at campe for tøj eller sko er en trend, der stille og roligt går over igen.

Hvad tænker I om den vilde hype og resell kultur, og var der nogen af jer, der var så heldige at fange noget fra H&M x Balmain?

– Marie.

ET LYKKELIGT ØJEBLIK

florenceTusindvis af mennesker. Musikken spiller. Alle smiler. Vi danser. Vi griner. Solen skinner ned på os. Musik. Smil. Dans. Latter. Solskin. Det er her, jeg stopper op. Jeg trækker vejret dybt og tager det hele ind. Jeg kan ikke huske, hvornår jeg sidst har følt mig så helt igennem lykkelig. Lige dér har jeg kun ét ønske; at dette øjeblik vil vare evigt. 

Det kan jeg lynhurtigt afsløre, at det ikke gjorde. Men i det jeg sidder og skriver denne tekst, kan jeg mærke følelsen igen, huske stemningen helt tydeligt. Oplevelsen var på Roskilde Festival 2015 til koncert med Florence and the Machine. Ingen ved helt præcist, hvad lykke er, men jeg er helt sikker på, at jeg var lykkelig den dag. Ægte lykkelig. Det er den absolut bedste koncertoplevelse, jeg har haft i mit liv – selvom jeg har været til rigtig mange gode.
Det var en varm eftermiddag på festivallen, og min veninde, Asta, og jeg besluttede at trodse hedebølgen og drage mod orange scene. Vi synes begge to at have hørt nogle radiohits med bandet og tog derfor hen for at høre dem. Jeg kom helt uden forventninger, og det var måske det, der var med til at gøre det til den oplevelse, det var.  Vi kom ikke mere end et kvarter før koncerten, men kom på ganske mirakuløst vis i Pitten. Til de, der ikke har været på Roskilde og ikke ved, hvad pitten er, forklarer jeg det lige kort. Der er to pits, eller områder, foran den største scene på Roskilde. De er adskilt med hegn, og der bliver kun lukket et begrænset antal mennesker ind, for at undgå, at de forreste bliver mast på grund af den somme tider massive skubben bagfra. Normalt skal man stå i kø ret længe for at komme i pitten, men grundet den slemme varme på dette års festival, var mange blevet i skyggen, og vi kom derfor ind. Dette gjorde, at vi stod forholdsvis tæt på scenen.
Da Florenze, forsangeren, først gik på scenen, lagde hun meget ydmygt ud med at takke, fordi hun havde fået lov at spille. Hun var iført flagrende hvidt tøj og bare tæer. Hun havde ikke synget mere end et par sange, før hun løb ud blandt publikum og sang en sang dér, før hun vendte tilbage til scenen. Hun var så nærværende. Musikken var fantastisk, og det er ikke første gang, jeg oplever at komme til en koncert og finde ud af, jeg kender mange flere numre, end jeg havde regnet med. Dette var også tilfældet denne dag. Hun gjorde det ekseptionelt godt, og da hun havde spillet et stykke tid og alle folk var varme og glade, holdt hun en pause for at dele et par ord med os. Hun snakkede om at værdsætte livet og værdsætte hinanden. Om at huske at være glad og få det bedste ud af hver dag. Jeg ved ikke om det var varmen, hende, musikken, crowden eller festivallen i sin helhed, der gjorde det, men det føltes næsten magisk. Hun sluttede sin tale af med at bede os kigge hinanden i øjnene og omfavne hinanden. Det gjorde vi. Det var et øjeblik, jeg vildt gerne ville have haft på film, men som jeg er utrolig glad for, jeg bare lod mig selv opleve, uden at have travlt med at filme det. Asta og jeg var begge tæt på tårer, som vi stod dér i solskinnet og omfavnede hinanden foran orange scene.
Musikken startede igen, og alle dansede atter videre. Det var her, jeg stoppede op. Jeg træk vejret dybt og tog det hele ind. Jeg kunne ikke huske, hvornår jeg sidst havde følt mig så helt igennem lykkelig. Lige dér havde jeg kun ét ønske; at dette øjeblik ville vare evigt.

Hvad er jeres bedste koncert- eller festivaloplevelse?

– Marie.

JEG ER SKIDE LIGEGLAD MED DIN NYE TASKE

taskerMen det er jeg jo alligevel ikke rigtig. For jeg følger da spændt med, når Marie Jedig, Sillewho, Amalie Wessel eller en helt fjerde teaser for en ny tilføjelse, de har gjort sig til deres i forvejen lækre garderobe. Det slog mig pludselig, hvor lidt “tankevækkende” indhold der er på mange af de danske blogs, og hvor tung en overvægt der er af modeblogs. Der er selvfølgelig også blogs med masser af fornuftigt indhold, og jeg følger nogle vildt dygtige modebloggere, så det er bestemt ikke for at underkende denne genre. Det er ikke for at sige, at modeblogs ikke har indhold, for det har de da i høj grad – det er bare ikke den slags indhold, jeg i denne sammenhæng tænker på. Der er i mine øjne alt for langt mellem blogs med spændende og relevant indhold, der giver stof til eftertanke. Når jeg foreksempel kigger ned af en af de utallige facebook sider for blog-deling, er det overskrifter som Min julegave fra mig til mig. De smukkeste støvler, du nogensinde kommer til at se!”, “Outfit på bloggen i dag: min nye deep v t-shirt og mine nye Michael Kors taske in action<3” og “Nytårs kjoler på bloggen.” der møder mig. Jeg siger ikke, at disse ikke er gode indlæg, og det er bestemt ikke min hensigt at hænge nogen ud, men der er ingen af de overskrifter, der får mig til at tro, at det er et dybt og velskrevet(selvom det sagtens kan være det) indlæg med anledning til eftertanke. Det er sikkert en super lækker taske og nogle super fede foreslag til nytårskjoler, men jeg antager, at det at læse de indlæg, ikke skubber til mig som menneske, eller får mig til at overveje og spekulere over ting.

Da jeg kiggede ned ad siden med de mange modeorienterede blogindlæg, faldt jeg dog over en overskrift, der lød således “Når ens far har en favorit iblandt sine børn.”. Jeg læste indlægget omhandlende en pige, hvis lillesøster altid havde været farens ynglings. Det var ikke noget, der blev lagt skjul på, og det var noget, hendes far snakkede åbent om. Hun fortæller om, hvordan det var for hende, og hvilken påvirkning det har haft på hende. Dét var da noget, der satte tanker igang. Og de er der, de meningsfyldte indlæg, det er de da – der er bare efterhånden langt imellem dem. Der findes desuden mange fede foto-, rejse- og livstilsblogs, men på sider som for eksempel Facebook, drukner de i ligegyldigheder. 

Jeg stræber efter oftest at lægge indlæg ud, der sætter nogle tanker igang, og som får en til at tænke over nogle ting en ekstra gang, indlæg der skubber lidt til folk, eller provokerer ved at dele nogle rimelig klare holdninger, som det måske ikke er alle, der er enige i. Jeg skriver dog stadig om min uddannelse, min virksomhed og også lidt om det at være ung. Det hænder også, at der bliver vist et outfit eller en ny taske, men jeg forsøger at gøre det i et omfang, hvor det ikke er det, der præger min blog, men blot er et ekstra indlæg mellem de andre, forhåbentlig, interessante indlæg.

Hvilke blogs læser I, hvilke kan I anbefale? Og hvad synes I er aller mest interessant at læse om?

– Marie.

SELVVÆRD OG KROPSIDEALER

kropsidealerDet er uden tvivl emner, alle har en holdning til, og emner, hvor man af og til skal passe på, hvad man siger. Det har jeg ikke lige umiddelbart tænkt mig, men lad mig starte med at sige, at dette blot er min holdning og mine erfaringer, jeg forsøger på ingen måde at sætte et facit. 

Jeg synes faktisk, det er iorden, der er kropsidealer. Jeg synes naturligvis, at det er negativt, at selv samme kropsidealer kan drage især unge piger til spiseforstyrrelser eller et generelt usundt forhold til mad. Jeg synes, det er positivt, at vi har et ideal at se op til, noget vi kan stræbe efter, så længe den stræben ikke tager overhånd. Jeg synes, det er forkert at lære børn og unge mennesker, at det er ligeså godt at veje 50 kilo for meget, som det er at være slank. For det er i langt de fleste tilfælde væsentlig sundere for din krop og dit helbred at være slank. Hvis der ikke fandtes kropsidealer, ville vi formentlig føle et mindre pres, men hvis vi i højere grad var ligeglade, er jeg bange for, at mange flere ville overspise og ende med at blive syge.

Jeg er stor tilhænger af, at man skal være tilfreds med den krop, man har. Dette er bare ikke ensbetydende med, at jo mere der er af en, jo mere er der at elske. For mig handler det om, at være glad for de ting, man ikke selv kan ændre på. Det handler ikke om at acceptere, hvis man selv er skyld i at være blevet tyk. For mig virker det som en undskyldning, for ikke at behøve at gøre noget ved det.

Desuden synes jeg helt overfladisk set, at det er pænere at være slank. Jeg taler ikke om at være model-tynd eller helt udmagret, på ingen måde. Det er heller ikke fordi, man ikke kan være smuk, selvom man er overvægtig, det kan man da sagtens, men de ville formentlig ikke blive grimmere af at komme af med deres overvægt. Det handler selvfølgelig aller mest om fysisk sundhed, udseendet følger bare ofte med i denne sammenhæng. Det handler ikke om, om man har et par kilo ekstra siddende, men om man generelt lever sundt. Jeg tror også, at det er lettere at være tilfreds med sin krop, hvis man lever sundt, spiser ordentligt og dyrker sport.

Nu kan det let være kommet til at lyde som om, jeg selv opfylder alt det her, men det er desværre ønsketænkning. Jeg er ikke tilfreds med min krop og kan ikke huske nogensinde rigtig at have været det. Jeg burde leve et sundere liv. Hvis jeg gjorde det, tror jeg også i langt højere grad, jeg ville være tilfreds med mig selv og min krop. Jeg ved godt, det er sindssygt svært! Jeg har været on/off på kur siden jeg var 10-12 år gammel. Jeg er slem til at finde på undskyldninger for, hvorfor det ikke bliver lige nu, jeg får lagt mine vaner om og får taget mig sammen. Lige pt er undskyldningen, at jeg har for meget andet i hovedet – som skole, arbejde, film, virksomhed og veninder – til at kunne overskue det, men jeg skal helt sikkert snart tage mig sammen…

Dette var mit bud på debatten. Hvad er jeres holdning til kropsidealer, og er I tilfredse med jer selv?

– Marie.

18 OG SELVSTÆNDIG

18 og selvstændig
Siden i torsdags har jeg haft den fedeste følelse i kroppen. Jeg har officielt registreret mig som virksomhed. Jeg har det sidste halve år, udover mit job i Legoland, arbejdet som selvstændig film-maker for diverse firmaer. Heriblandt OBH Nordica, Miele, Stub by Stub, Annemette Voss og Kreative Dage. Der er nogle beløbsgrænser og regler for, hvor meget du må tjene, før du har pligt til at oprette dig som firma og blive momsregistreret. Det kan jeg med nød og næppe holde mig under i år, men fortsætter udviklingen, som den har gjort de sidste seks måneder, kommer jeg ikke til at kunne det næste år. Jeg tænkte derfor, at det var på tide at gøre det helt officielt.

Jeg tog den anden dag en snak med min skole om mit film-arbejde, og de var meget begejstrede. Nu er jeg jo også heldig at gå på en handelsskole, hvor de generelt lægger meget op til, og forsøger at gøre os klar til, at vi skal starte vores eget. De er derfor meget opbakkende omkring at starte så tidligt som muligt, og var rigtig søde til at gøre opmærksom på, at de naturligvis ville hjælpe mig, alt hvad de kunne. Lige overfor vores skole ligger noget kaldet Idea House. Udover at lægge lokaler til skolens mediefagsundervisning, er det også samlingspunkt for 40 selvstændige virksomheder, drevet af unge mennesker. Ruben, som står for meget af elevkontakten på Campus, sagde derfor, at jeg da bare skulle tilknyttes Idea House. Det betyder, at jeg nu har mulighed for at tage derned og arbejde, anytime I want, og at jeg har mulighed for at låne af alt deres udstyr – og de går bestemt ikke ned på udstyr. Idea House er også udstyret med lydtætte rum til optagelse af speaks, greenscreen faciliteter og studier til filmoptagelse. Derudover betyder det, at jeg har muligheden for at komme i et miljø med andre unge, der har startet deres eget, og dermed har nogle at spørge, hvis der opstår udfordringer i opstarten eller hvad ved jeg. Jeg er meget begejstret!

Status lige nu. Min næste planlagte opgave er en serie film for Bo Bedre, der gennemsnitligt har 400.000 læsere om måneden både i deres blad og på deres hjemmeside(!!), i samarbejde med Odense Marcipan og Annemette Voss. Det sidste år har været for vildt, og jeg har fået så mange nye, fede muligheder, opgaver og oplevelser. Rent fagligt tror jeg også, det gavner mig super meget. Alt det, vi lærer om markedsføring og drift af virksomheder i afsætning, virksomhedsøkonomi osv, er noget, jeg nu får lov at prøve i praksis. Janteloven ud af vinduet, er jeg helt vildt stolt og glad. Jeg er SÅ spændt på at se, hvad den næste tid bringer. Jeg håber, I har lyst til at følge mit lille iværksætter eventyr.

– Marie.

HOLD KÆFT DU SER GODT UD

… hvor er det en lækker skjorte, du har på i dag. Godt klaret med den præsentation dér. Tak fordi du var der, da jeg var totalt nede den anden dag. Flotte jeans eller hvad ved jeg.

Det er så evig vigtigt, at vi husker at komplimentere og anerkende hinanden. Ikke for ingenting. Vi skal ikke finde på noget godt at sige, men derimod huske at sige det, når vi helt naturligt tænker det. Vi skal blive bedre til at sige pæne ting, og det drejer sig ikke kun om at skrive “smuk”, når nogen opdaterer deres profilbillede på Facebook.
Jeg er opdraget til at holde mund, hvis ikke jeg har noget pænt at sige, men det er langt ligeså vigtigt, hvis ikke endnu vigtigere, at sige, når man tænker noget positivt. Jeg ved med mig selv, hvor glad jeg bliver, helt ind i maven, hver gang nogen giver mig et kompliment. Jeg stræber derfor efter virkelig at sige til folk, hvis jeg tænker noget godt om dem. Det er fuldstændig ligegyldigt, om det er en fremmed på gaden eller din bedste ven. Jeg har selv stoppet folk på gaden eller sagt til en ekspedient, hvis jeg bare syntes, deres hår var vildt lækkert, ellers hvis jeg var vild med deres stil. Og ja, i starten kan det godt føles mærkeligt, men det er helt tydeligt, hvordan folk lyser op, når de får et kompliment, også, og måske især, hvis det kommer fra en fremmed.
Jeg tror på, at vi alle sammen ville være gladere, hvis vi i højere grad anerkendte hinanden. Man ville få en større lyst til at gøre noget ud af sig selv, sin skole eller sit arbejde, hvis man vidste, nogen bemærkede og anerkendte det. Helt egoistisk betragtet, bliver man altså også gladere af at gøre andre glade. Så tillad mig at slå et slag for komplimenterne og den positive tone. Lad os minde hinanden om, at vi er smukke og dejlige og i fællesskab skabe en rarere atmosfære. Der i denne her sammenhæng ikke særlig langt fra tanke til handling, så gør noget ved det! Vi skal derudover måske også blive bedre til at modtage komplimenter og tro på dem, når vi hører dem. Men det tror jeg faktisk kommer helt af sig selv, hvis blot vi vænner os til at sige det, når vi tænker noget positivt.

– Marie.

10K BARRIEREN OG SPONSORDEALS

Jeg har oplevet en mere eller mindre markant forandring på det sidste, i det både min youtube-kanal og min instagram for få uger siden har ramt 10.000 – tillad mig at udråbe et kæmpe TAK i denne forbindelse – en forandring i de tilbud jeg får fra firmaer og sponsorere. Jeg har på fornemmelsen, at mange firmaer sorterer instagrammere og youtubere fra, der har under 10.000 abonnenter/følgere, og i det barrieren brydes, befinder du dig pludselig i søgelyset hos en masse firmaer, der vil sende dig det ene, det andet og det tredje. Jeg modtog førhen jævnligt tilbud fra firmaer, der var interesserede i, at jeg gjorde reklame for deres produkter, men det drejede sig måske om et par gange om måneden. I de 14 dage der gik, efter jeg rundede de 10.000 har jeg fået syv-otte sponsortilbud. Jeg har sagt nej til de fem.
Noget helt andet, når det kommer til sponsoraftaler, er nemlig, at man efter min mening skal være ekstremt påpasselig med, hvad man siger ja til. Jeg er i høj grad interesseret i at reklamere for produkter der har relevans for det, jeg laver, og som samtidig kan gavne mine følgere. Af samme årssag siger jeg pænt nej tak til mange hudpleje/makeup produkter, da det ingen sammenhæng har, med det jeg laver. Derudover kunne jeg aldrig finde på at reklamere for noget, jeg ikke selv syntes var godt. Jeg indrømmer dog, at det af og til kan være svært at sige nej til et tilbud, hvis du egentlig godt selv kunne tænke dig produktet, og hvis du måske endda får penge for det. For det skal ikke være nogen hemmelighed, at man oftest ikke kun får produktet, men også får en sum penge for at gøre reklame, da det jo er ganske almindelig reklame, ligesom hvis et firma betalte for at have en reklame for deres produkt i biografen eller på et busstoppested. Så du står jævnligt i en situation, hvor du kan se pengene for dig, men bliver nødt til at takke nej, da det ville slide på din troværdig, hvis du lavede reklame for noget, der ikke gav mening i forhold til de ting, du laver. Man bliver selvfølgelig aldrig nødt til at sige nej, men jeg går personligt rigtig meget op i hvad og hvor meget, jeg gør reklame for og sørger generelt for at holde graden af sponsorede posts på for eksempel instagram nede.

Hvad er jeres holdning til sponsorede indlæg/videoer/posts? Lægger i mærke til, når der bliver gjort reklame for noget?

– Marie.

BØJLEFRI, FINALLY

bøjlefri, finally
Mit bøjlehelvede er ovre, og jeg er lykkelig. Jeg har glædet mig uendelig meget. Hvor slemt kan det være at have bøjle, spørger uvidende mennesker, der ikke selv har haft metal i hele munden? I frygt for at lyde som en forkælet møgunge, bliver jeg simpelthen nødt til at sige, at det er en daily struggle – and the struggle is real. Og ja, jeg ved udemærket godt, at der sker tusinde andre mere forfærdelige ting rundt omkring, men hvis jeg må have lov, bare for en stund, ikke at kigge spor længere end udover min egen lille næsetip, var det frygteligt at have bøjle på.

Ganske kort om mit bøjleforløb. Jeg startede for et år siden, hvor jeg fik nogle plastikskinner kaldet Invisalign. Dem skullle jeg gå med i et halvt år, og det gik rigtig fint. Da det halve år var gået, spurgte de mig, om jeg var tilfreds. Det var jeg næsten. Jeg spurgte, hvad der skulle til for at rette overmunden en anelse mere. Til det svarede de, at jeg kunne få togskinner i overmunden, og at det let kunne klares på 6-12 uger. 6-12 uger tænkte jeg – det var jo ingenting. Så jeg sagde pænt ja tak og lod dem fylde min mund med metal. Da jeg seks uger senere kom til tjek, sagde de, at jeg nu også skulle have på i undermunden, og de kunne ikke længere give mig en tidshorisont – det ville de vente med at give mig, til jeg kom tilbage i slutningen af august. På daværende tidspunkt havde jeg ellers regnet ud, jeg ville være færdig senest midt i juli. Kæmpe nedtur. Efter de satte togskinner på i undermunden drillede det i flere måneder. Min mund var konstant revet op, og det ene sår afløste det andet. De sidste par måneder er dog gået lidt bedre, og jeg var begyndt at kunne se en ende på det.

Men for real. Togskinner er et helvede, især når man er 18 år gammel. Men hvad er det egentlig, der er så slemt, spørger de stadig uvidende? Jo, nu skal I høre;

  1. Metallet flænser din mund. Ja, man kan ligeså godt forberede sig på, at togskinner pløjer hele munden op. Det gør skide ondt, og i mit tilfælde stoppede det altså ikke lige efter en uge. Derudover får du bare virkelig ømme tænder.
  2. Halvdelen af din frokost(eller andre måltider) har det med at sætte sig i bøjlen – og der er simpelthen kun få ting i verden, der er mere ulækkert, end når nogen har mad siddende i tænderne. Ad. Nej, jeg gemmer ikke resten af min sandwich i tænderne, fordi jeg risikerer at blive sulten senere, thanks for asking, men pisse god joke ellers… No.
  3. Du render til tandlæge hele tiden. Stikker der metaltråd ind i kinden på dig? Er tråden gået op? Er du løbet tør for elastikker? Uanset hvad det måtte være, er eneste mulighed at tage et smut forbi tandlægen. Du kan tro, man kan nå at blive gode venner.
  4. Du føler dig lidt som en 12-årig. Det er selvfølgelig ikke så slemt, hvis man er 12… Men er man 18 år gammel, som jeg selv, er det ikke top nice. Dette har faktisk været det værste, hvis du spørger mig. Jeg var for nogle uger siden i byen på Sunday i København, og aldrig har jeg følt mig så flov. Vi stod på denne her lækre lækre bar, og det eneste, jeg kunne tænke på, var, at jeg havde bøjle på, og folk måtte tro, jeg var minimum fem år for ung til at være der. Jeg er normalt ikke den generte type, spørg hvem som helst der kender mig, men aldrig har jeg følt mig så malplaceret, og aldrig har jeg oplevet, at jeg nærmest ikke turde åbne munden.

Alle disse ting er årssager til, at jeg har glædet mig helt ufatteligt, til jeg var færdig. Hvor mange af jer har haft bøjle på? I er meget velkomne til at dele tips og erfaringer i kommentarfeltet til alle dem, der måske står og skal til at igang med forløbet. Desuden får min bror sin bøjle af om 14 dage, så hvis det har interesse, overvejer vi at lave et Braceface Tag på min YouTube-kanal. Er I interesserede i det?

– Marie.

MIT KØKKEN – OBH NORDICA SAMARBEJDE

Jeg var i sommers en tur i Lyngby for at optage en bage-serie, der skulle køre på Annemette Voss’ youtube-kanal og på OBH Nordicas facebookside. Den har de sidste 10 uger kørt hver torsdag, og vi har stadig et par tilbage. Det er min hidtil største opgave. Serien går i al sin enkelhed ud på at filmatisere opskrifter med skønneste Annemette Voss som vært. Vi har udgivet how-to’s på teboller, kanelkrans, lakridskage og meget andet lækkert. Uge efter uge sidder jeg og redigerer disse kagevideoer, og hver uge bliver jeg lige lækker sulten. Det gør det heller ikke bedre, at jeg har smagt på alle kagerne under optagelserne og derfor nærmest kan smage dem i munden, når jeg sidder og arbejder med de mange videoklip. Derudover har det været, og er stadig, en super fed opgave, og jeg er rigtig glad for at have fået lov at lave den. Idéen ved filmatiseringen var, at vise hvor lette opskrifterne var at følge, og hvor let det var at opnå et super flot resultat. Man har også på film mulighed for at indskyde flere små bemærkninger og tips end på en opskrift i en bog eller på nettet. Jeg har selv oplevet at følge en opskrift og undervejs tænke, er det her rigtigt? Skal det virkelig se sådan her ud? Det håber jeg helt sikkert er lykkedes.

Jeg kunne rigtig godt tænke mig at høre, hvad I synes!

– Marie.

I KRIG OG KAGEBAGNING

kreative dage 2015Hold øje med kagerne i ovnen. Lav en cupcake-dej mere. Vasker du lige denne her af? Vi mangler postkort herovre. Marie, der er en pige der spørger, om du vil skrive en hilsen. Er der nogen, der lige tørrer bordet af? Er du også ved at være virkelig sulten? Hvor længe er det siden, vi har spist? Annemette og Ditte, I skal på scenen, og det er lige nu.

Jeg har i weekenden været en tur på messe. Messen hedder Kreative Dage og foregår i Frederecia. Jeg var afsted sidste år også, og det blev på mange måder startskudet for mit retningsskift indenfor kreativ, digital beskæftigelse. Det var nemlig her, jeg først besluttede at lave video fra et event. Filmen jeg lavede i 2014(kan findes her), som hovedsagligt fokuserede på Annemette Voss’ stand, har messen brugt på deres hjemmeside det sidste år, og i år hyrede de mig til at lave en stemningsfilm, der dækkede hele messen. Det var selvfølgelig super fedt, og jeg glæder mig til at få den klippet sammen.

Udover at jeg i år var ansat af messen, var jeg igen i år med Annemette Voss. Sidste år var der kun Annemette og jeg på standen, og hold nu fast, hvor løb vi stærkt. Vi kunne knap følge med. Vi var derfor fem afsted i år, hvilket lettede presset en anelse. Vi havde allieret os med en af dette års bagedyst-deltagere, Ditte Julie Jensen samt Annemettes mor Ingelise og praktikant, Pernille. Trods den gevaldige opgradering i antallet af mandskab på standen, måtte vi igen i år løbe rigtig rigtig stærkt. Det har været en tough weekend, men ikke desto mindre VILDT sjovt! Jeg tror helt ærligt, jeg kunne være faldet i søvn stående, da jeg kom tilbage til Vejle i går aftes.
Det hele har været rigtig vellykket. Selve messen gik fantastisk, og vi havde denne gang lejet en lejlighed i Fredericia, hvor vi boede Annemette, Ditte, Pernille og jeg. Vi klinger godt alle fire, så vi har hygget os SÅ meget. Jeg kom torsdag aften, og det var første gang, jeg mødte Ditte og Pernille. Under 24 timer efter medvirkede Ditte og Annemette i mit 10.000 subscribers livestream på min youtube-kanal – hvilket, jeg synes, var ret friskt, især af Ditte, jeg kun lige havde mødt. Det gik så godt, og hvis I skulle have lyst til at se de pæne kage-tøser på slap line, foregår det lige her.

Tak til alle, der kom og sagde hej denne weekend! Det er altid en kæmpe fornøjelse at møde jer, og jeg sætter stor pris på, I har lyst til at følge mit arbejde både her og på Youtube.

– Marie.

kreative dage 2015 2